H.H. Behrmann, Hans Heinrich (døbt Hein) Behrmann, 5.4.1776-23.10.1836, historiker. Født i Garstedt ved Hamburg, død i Altona, begravet sst. B. blev student 1798 fra Altona, studerede videre i Jena og kom 1802 til København som lærer ved Christianis institut. Tidligt havde han interesseret sig for Christian IIs personlighed, og 1805 udsendte han Geschichte Christian II, I. Teil. Bogen var det første alvorlige forsøg på at skrive en kritisk fremstilling af kongens regering, uafhængig af Hans Svaning og Arild Huitfeldt. Vel havde B. ikke brugt utrykt materiale i større udstrækning. Til gengæld udnyttede han flittigt de samtidige trykte stridsskrifter. Under vanskelige ydre kår fortsatte han sine studier der nu også omfattede arkivernes materiale. Efter flere mindre afhandlinger udkom 1812 Christian IIs Fængsels- og Befrielseshistorie, endnu til dels hovedværket om dette afsnit af kongens historie, og 1815 Kong Christians IIs Historie i to dele, et udpræget defensorat præget af reformtidens synspunkter. Ved sin fremhævelse af de demokratiske ideer i Christian IIs omgivelser foregriber B. den senere C. F. Allens store værk. At fremstillingen stadig har værdi skyldes dog navnlig det omfattende kildemateriale der er trykt i 2. del. B. har også fortjenesten af at have påvist hvor man skulle søge Christian IIs forsvundne arkiv som han imidlertid ikke selv fik lejlighed til at benytte. 1806 da den nye skoleordning med faglærere i stedet for klasselærere skulle gennemføres var B. blevet udnævnt til adjunkt i Roskilde med historie og tysk som fag (1810 titulær overlærer). Allerede 1814 måtte han på grund af svigtende helbred søge dispensation og var derefter 1815–29 arkivar i det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli. 1817 blev han kancelliråd. Ved siden af embedsgerningen og bidragene til Christian liforskningen udfoldede B. en omfattende litterær virksomhed. Foruden skolebøger (Haandbog i den tyske Litteratur, 1808, 2. opl. 1820) udkom Grundrids til Roskilde Domkirkes og dens Monumenters Historie og Beskrivelse, 1815, og Beskrivelse af Roskilde, 1832. Ved sin død efterlod han sig bl.a. manuskriptet til en biografi af Frederik VI.

Familie

Forældre: husmand og høker Jochim B. (1733–81) og Catharina Magdalene Beencken (1740–1803). Gift 23.7. 1805 i Kbh. (Helligg.) med Cathrine Munch, født ca. 1777,død 12.5.1855 i Kbh. (Trin.).

Bibliografi

S. N. J. Bloch: Bidrag til Roskilde domskoles hist. II, 1843 20f. Kirkehist. saml. 3.r.IV, 1882–84 672. Johs. Steenstrup: Historieskrivningen i Danm. i det 19. årh., 1889 403f. Marcus Rubin: Frederik VIs tid, 1895 616. E. C. Werlauff: Erindringer af mit liv, 1910 70f (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XIII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig