Dansk Biografisk Leksikon

H.V. Clausen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

H.V. Clausen, Hans Victor Clausen,  14.1.1861-7.10.1937, historiker. Født i Odense, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). C. blev student 1878 fra Odense, tog 1885 magisterkonferens i historie og knyttedes 1887 til Frbg. gymnasium hvor han virkede indtil han 1926 tog sin afsked (overlærer 1916, lektor 1919); for de elever der havde sans for andet end dagens lektie var han en fortrinlig lærer. C. yndede at kalde sig topograf, og allerede i barndommen var studiet af kort og topografiske værker hans kæreste sysselsættelse. Efterhånden erhvervede han sig et på selvsyn bygget indgående kendskab til store dele af Danmark som han har givet udtryk i sin smukke lille bog Det danske Landskab, 1926, sin yndlingsegn Nordvestsjælland har han skildret i Fra Holbæk Amt, 1918, en af de bedste hjemstavnsskildringer vor litteratur ejer hvor han ypperligt har forstået at sammensmelte landskab, folk og mindesmærker. I det af ham redigerede billedværk Danmark, 1930-34, har han fortalt om sin fødeø Fyn, ligesom han i samleværket Odense Bys Historie, 1926 har behandlet oldtid og middelalder. I afhandlingen Studier over Danmarks Oldtidsbebyggelse (Aarb. f. nord. Oldkyndighed, 1916) har han på grundlag af det ældste navnestof søgt at tegne et billede af landets bebyggelse i folkevandringstiden. Om end adskillige af hans hypoteser ikke har vist sig holdbare har afhandlingen dog i sjælden grad virket inciterende på forskningen. Afhandlingen var tænkt som en doktordisputats, men blev ikke antaget.

Størst betydning har C. fået ved sin indsats i den sønderjyske sag. Allerede 1879 foretog han den første af sine utallige fodture i Slesvig der skaffede ham det enestående kendskab ikke blot til landet, men også til menneskene og til de nationale forhold fra sogn til sogn. Han blev en af nordslesvigernes bedste støtter i kongeriget. Betegnende for tiden gjaldt rejsen dengang Sydslesvig. I 1885 var han et fjerdingår i Flensborg som en slags volontør ved Flensborg Avis. Hele hans indstilling var dog så forskellig fra redaktør J. Jessens at det faldt ham naturligt at slutte sig nøje til H. P. Hanssen, ligesom han fra slutningen af 1880erne kom i nær forbindelse med A. D. Jørgensen. Fra nu af begyndte han at træde aktivt frem. Sammen med historikeren Johan Ottosen stiftede han 1887 foreningen "4 S" inden for Studentersamfundet som et modstykke til den tilsvarende forening inden for Studenterforeningen "To Løver". 1888 udsendte han et sprogkort som han senere ud fra sit kendskab til Mellemslesvig forsvarede mod tyske angreb i afhandlingen "Folkesproget i Sønderjylland" (Sønderj. Aarb., 1892, 93), og 1890 udgav han sin kendte rejsehåndbog Sønderjylland. Endelig gav han i den store afhandling Nordslesvig 1863-93 (Sønderj. Aarb. 1894) en detaljeret oversigt over den nationale forskydning af ejendomsforholdene på landet bygget på et under hånden indsamlet mægtigt statistisk materiale der nu i revideret og forøget skikkelse opbevares i Rigsarkivet. Da noget senere kampen om jorden trådte i forgrunden undfangede han 1898 ideen til Foreningen af 5. Oktober, en hemmelig kreditforening, der organiseredes af hans nære ven og skolekammerat Niels Hjort, og for hvilken han det første år foretog ikke mindre end 22 rejser til Slesvig. Ganske naturligt tildrog hans virksomhed sig de preussiske myndigheders opmærksomhed. I 1904 undgik han heldigt en udvisningsordre, men i 1910 blev han udvist, ret ubekvemt da han netop nu skulle til at indsamle materiale til en påtænkt nyudgave af Traps "Slesvig". Verdenskrigen hindrede dens fremkomst, men ved 4. udg. af Traps "Danmark" blev han sammen med M. Mackeprang redaktør af bindet om "De sønderjyske Landsdele" IX, 1930 hvor de fortrinlige orografiske sognebeskrivelser skyldes ham. Da verdenskrigens udfald kunne forudses skrev C. okt. 1918 i Nationaltidende en række artikler som han kort efter samlede i pjecen Før Afgørelsen, 1918 der kom til at spille en betydelig rolle i grænsestriden. Han kortlægger her den grænse der i det hele og store blev den endelige. Den samme han for øvrigt allerede 1891 på et kort i et værk kaldet Landmandsbogen har indtegnet. Den blev kendt som "Clausenlinjen". Kortet blev også 1901 bragt i Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. Her beskrev han hvorledes linjen falder sammen både med de naturlige skel og med sindelaget. Selv om han 1918 også havde markeret den sydligste grænse han fandt "forsvarlig", altså en forløber for "2. zone", (undtagen Flensborg) blev han dog stærkt angrebet, ikke mindst fordi Flensborg ikke var medtaget. Angrebene voksede i styrke da regeringen 1919 sendte ham til Paris som sagkyndig rådgiver for vor gesandt under fredsforhandlingerne. Afstemningen 1920 viste imidlertid til fulde at han havde set rigtigt, og selv modstandere har senere anerkendt at lige så energisk han modsatte sig den under forhandlingerne opdukkende "3. zone", lige så loyalt forsvarede han Mellemslesvigs sag.

Fra ungdommen stærkt grebet af tanken om det nordiske fællesskab kastede C. sig efter 1920 med særlig iver over denne sag. Han var et meget virksomt medlem af foreningen Nordens bestyrelse, og den af Clara Lachmanns fond udgivne encyklopædi Nordisk Kultur, 1931-43, skyldes hans initiativ.

Familie

Forældre: farver og klædefabrikant Niels Julius Victor C. (1836-99) og Caroline Nielsen (1834-1919). Gift 10.8.1901 i Taps, Vejle amt med Cathrine Nielsen, født 15.7.1874 i Vojens, Haderslev amt, død 3.2.1929 i Kbh., d. af grosserer, senere landdagsmand Julius N. (1848-1920) og Marie Kjerstine Roose (1847-1924).

Udnævnelser

K.2 1925.

Ikonografi

Mal. af Sven Schou, 1922 (Fr.borg), mal. af samme (folketinget). Buste af Hansen-Jacobsen, 1927 (Vejen mus.) og af Gunnar Hammerich, 1933. Tegn. af Otto Christensen, 1936 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXIII, 1929 229-36. - Fyns tid. 18.11.1928 og 19.1.1930. Hejmdal 13.1.1931. Politiken 14.-15.1. s. å. - Papirer i Rigsark. To ungdomsvenner. En brevveksl. mellem H. P. Hanssen og H. V. C., udg. Harald Jørgensen, 1962. Franz v. Jessen: Mit livs egne, hændelser, mennesker I-V, 1943-46.

Læs også om H.V. Clausen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om H.V. Clausen
H.V. Clausen
Hans Victor Clausen , 1861-1937, dansk historik ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Nordslesvig
den nordlige del af hertugdømmet Slesvig med dansk f ...Artikel i Den Store Danske
Studenterforeningen
stiftet i 1820 for studerende ved København ...Artikel i Den Store Danske
Rigsarkivet
siden 1889 navnet på statens centrale arkiv i ...Artikel i Den Store Danske
doktordisputats
se disputats . ...Artikel i Den Store Danske
encyklopædi
betegnelse for overskuelig sammenfatning af den ...Artikel i Den Store Danske
M. Mackeprang
Mouritz Mackeprang , 1869-1959, dansk histor ...Artikel i Den Store Danske
historiker
(af lat. historicus ), person, der studerer histori ...Artikel i Den Store Danske
Flensborg
se Flensburg . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
MMack
17/07/2011
  • Læst 527 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki