H. F. J. Estrup

H. F. J. Estrup, Hector Frederik Janson Estrup, 5.1.1794-29.12.1846, historiker, godsejer. Født i Randers, død på Kongsdal, begravet i Undløse. E. begyndte 1804 i Randers lærde skole hvor- fra han 1811 dimitteredes til universitetet. Sik- kert under indflydelse af svogeren, Laurits Engelstoft, blev han tiltrukket af historien, vandt 1814 universitetets guldmedalje for en afhandling om trældommen blandt de gamle skandinaver, og efter at have bestået teologisk embedseksamen 1815 blev han 1817 dr. phil. på en afhandling om hierarkiet i Danmark i 1200-tallet. E. rejste 1817-20 udenlands ved offentlig og privat understøttelse. Han studerede arkiver i Dresden, Wien og Venezia og gjorde mange nyfund, søgte efterkommere af cimbrerne i omegnen af Verona, studerede nordisk kirkehistorie i Roms manuskriptsamlinger og udarbejdede på grundlag af gamle kort en afhandling om Kartagos topografi. Ved siden af disse spredte, men ofte udbyttegivende undersøgelser modtog han stærke indtryk af natur, kunst og åndelige strømninger. Fra Italien begav han sig til Frankrig, hvor han i Paris skrev Bemærkninger paa en Reise i Normandiet i Efteraaret 1819, 1821, og samlede materiale til Bidrag til Kundskab om Frankeriges, Danmarks og Sverriges indbyrdes politiske Forhold mellem Aarene 1663 og 1689, 1823 der bygger på franske gesandtindberetninger. Uddannelsesrejsen fik både fagligt og personligt stor betydning for E. Efter hjemkomsten gjorde han sig snart bemærket som en dygtig underviser og forelæser, hhv. på Borgerdydskolen i Kbh. og på universitetet. Og han markerede sig som historisk forfatter med Om Trældom i Norden, 1823, og med den for sin tid fremragende Lærebog i den almindelige Verdenshistorie, 1826. 1822 beskikkedes E. til lektor i geografi, historie og statistik ved Sorø akademi hvor han lagde så udmærkede egenskaber for dagen, at han 1830 konstitueredes og 1831 beskikkedes som direktør for akademiet og skolen. E. tiltrådte denne post i en vanskelig tid for institutionen hvor tilgangen af elever var ringe og blandingen af læreanstalt og skole forekom stadig mere utilfredsstillende. Han havde planer for en reform af akademiet, men kunne ikke komme igennem med disse, mente også i den daglige virksomhed at møde modstand og tabte arbejdsmodet. Hertil kom svigtende helbred, og da han gennem sit ægteskab var blevet formuende, valgte han 1837 at fratræde direktørposten i Sorø. 1835 havde E. købt Kongsdal i Undløse sogn hvor han snart gjorde sig bemærket som en dygtig landmand der fik hoveriet afløst, husmændenes vilkår forbedret og som var virksom for at fremme oplysning og sociale forhold. 1840 valgtes E. til stænderdeputeret for de større landejendomsbesiddere og virkede ivrigt i Roskilde stænderforsamlings komiteer. I indlæg tog han stilling til de aktuelle, fortrinsvis sociale spørgsmål, med kritisk holdning til selveje og udstykning, ågerlove og indførelsen af almindelig værnepligt. I det lille skrift Om Livsfæste i Danmark, 1842, kombinerer han den historiske undersøgelse med tilknytningen til et af tidens brændende politiske emner. Et stadigt svagere helbred nødte ham dog 1844 til at frasige sig pladsen som stænderdeputeret.

E. havde betydelige gaver som historiker, udrustet med sund sans og klar, indtil det knappe, udtryksform. Hans forfatterskab bevægede sig over talrige forskellige emner, således fremsatte han tidligst af alle historikere Danmarks ret til hertugdømmet Slesvig, Om Slesvigs og Holsteens Uadskillelighed efter Forsikkringsacterne af 1460, 1832, og han advarede mod den slesvig-holstenske bevægelse. 1843 stiftede han et legat til en docent i slesvigsk lov ved universitetet for at tiltrække sønderjyske studerende. Iøvrigt var han velgørende og oprettede flere legater. I Tygestrup, som det var og som det er. En historisk-statistisk Beskrivelse, 1838, gav han en fortrinlig godshistorisk fremstilling og forsvarede adelen i forholdet til bønderne. De danske Majorater. En historisk-politisk Betragtning, 1845, rummede til gengæld en kritik af denne institution som uheldig for landet og familierne. I andre afhandlinger har han behandlet emner fra oldtid, middelalder og nyere tid. E. synes at havet været mest tiltrukket af undersøgelser hvor geografiske, etnografiske eller statistiske elementer spillede en rolle, og han opsøgte snarere med forkærlighed tilstandene end begivenhederne. 1851 udkom hans samlede skrifter i tre bind. 1824 var E. blevet medlem af Danske selskab, 1833 af Videnskabernes selskab. – Etatsråd 1837.