Hans Jensen (historiker)

Hans Jensen, Hans Martin Harald Jensen, 3.5.1890-6.2.1945, historiker. Født i Lundforlund, død i Kbh., begravet i Lundforlund. J. tog præliminæreksamen 1906 og blev student 1909 (Roskilde). Han blev mag. art. i historie 1915, var 1916–18 huslærer hos en dansk familie i Småland, men levede derefter af videnskabelig og litterær virksomhed. Fra 1927 var han tilknyttet Institutet for historie og samfundsøkonomi. Til magisterkonferensen havde J. særlig studeret dansk historie 1730–1814, og hans senere forskning blev i høj grad bestemt af dette valg, af hans egen baggrund i landbosamfundet, en følelse af slægtskab med oplysningstidens tankesæt parret med levende interesse for samtidens politik udfra venstreprægede forudsætninger. J. var en periode aktiv i VU og redigerede 1924–27 bladet Dansk Folkestyre, men forsøg på at komme ind i aktiv politik slog fejl. Bortset fra populære arbejder som Den engelske Revolutions Historie, 1920, Frankrig efter 1815, 1927 og Napoleon den Store, 1928, har størstedelen af J.s videnskabelige produktion og den vægtigste del af denne ligget indenfor 17- og 1800-tallets danske historie. I Lars Bjørnbak og den Bjørnbakske Bevægelse, 1919, skildrede han en bondefører fra 1800-tallet med rod i oplysningstiden og i afsnittene om 1730–66 og 1814–48 i Det danske Folks Historie VI og VII, 1926–28, gav han en fremstilling af enevælden der stærkere end tidligere betonede embedsstandens rolle og som understregede kontinuiteten i udviklingen før og efter 1848. I Schultz' Danmarkshistorie III–VI, 1942–43, behandlede han samme tidsrum og desuden 1920erne. De danske Stænderforsamlingers Historie 1830–48 I–II. 1931–34, er en grundlæggende fremstilling af enevældens sidste årtier med den begyndende inddragen af befolkningen i statens styrelse. Med disputatsen Dansk Jordpolitik 1757–1919 I, 1936, der har undertitlen Udviklingen af Statsregulering og Bondebeskyttelse indtil 1810, gav J. en tolkning af landboreformerne hvor han fremhævede bureaukratiets sejr over godsejerne og modsat tidligere behandlinger betoner bondebeskyttelsen ved siden af bondefrigørelsen. Posthumt udsendtes 1945 bd. II der i mere oversigtspræget form førte skildringen frem til jordlovene af 1919. J.s fremstilling af landboreformerne har givet anledning til adskillig kritik, men hævder sig fortsat som et af de mest gennemførte forsøg på at forstå reformerne i sidste halvdel af 1700-tallet. For Institutet for historie og samfundsøkonomi redigerede han sammen med P. Engelstoft to bind studier i nyere dansk socialpolitik og leverede til Bidrag til Arbejderklassens og Arbejderspørgsmaalets Historie i Danmark, 1931, en større afhandling om landarbejderforhold. Desuden har J. offentliggjort en række afhandlinger, væsentligst om 1800-tallets indre forhold, og her skal særlig fremhæves den store afhandling Brud og Sammenhæng i Dansk Aandsliv efter 1864 (Kirkehistoriske Samlinger 6. rk. IV, 1943) der i mange henseender foregriber de følgende årtiers vækkelsesstudier og søgen efter at forklare 1800-tallets religiøse liv på baggrund af økonomisk-sociale forhold. 1936 deltog J. i konkurrencen om professoratet i historie og publicerede s.å. sin konkurrenceafhandling Dansk-norsk Vekselvirkning i det 18. Aarhundrede, en koncentreret problemdiskuterende oversigt. – J.s styrke som historiker var overblikket og en udpræget sans for de længere perspektiver i de emner han tog op. Store dele af hans forfatterskab lader sig tolke som et forsøg på at bestemme hovedtrækkene i det danske samfunds økonomiske, sociale og politiske udvikling fra 1700-tallets midte til hans egen tid. Svaghederne var en usikker kildebehandling, manglende egalitet i de større ting og en tilbøjelighed, fx i Dansk Jordpolitik, til at overfortolke sit materiale. J., der levede af sin pen, kan ikke frikendes for en noget overfladisk arbejdsform, men han kunne hyppigt med næsten intuitiv sikkerhed slå ned på centrale punkter og fremsætte frugtbare synspunkter. Hans fremstillingsevne var betydelig, og hans historiske forfatterskab står alt i alt som et af de betydeligste indenfor udforskningen af Danmarks nyere og nyeste historie.

Ved siden af det egentlige videnskabelige forfatterskab udfoldede J. en omfattende journalistisk virksomhed, til dels om historiske og dagspolitiske emner. I Myten om det "lille" Danmark, 1941, samlede han en række dagbladsartikler om emner fra nyere dansk historie. – J. stod som forsker og menneske ret isoleret, hvortil en personlig disposition bidrog, og hans seneste år var ikke uden bitterhed.