Jens Erik Skydsgaard

Jens Erik Skydsgaard, 16.4.1932-17.7.2014, historiker, klassisk filolog. Jens Erik Skydsgaard blev klassisk-sproglig student fra Østre Borgerdydskole 1950 og cand.mag. med fagene klassisk filologi og historie fra Københavns universitet 1958. 1958–59 var han videnskabelig medhjælper ved Nationalmuseets antiksamling. 1959–63 underviste han først som timelærer og siden som adjunkt ved Aurehøj statsgymnasium; sideløbende hermed virkede han som lærer i antikkens historie ved Københavns universitet 1959–66. Sst. var han amanuensis 1963–67. 1967 gjorde han, som udstationeret af universitetet, tjeneste ved Det danske institut for videnskab og kunst i Rom hvor han – efter at instituttet havde fået normeret en selvstændig stilling som amanuensis – forblev indtil 1969.

Tilbage i Kbh. virkede Jens Erik Skydsgaard som universitetsadjunkt indtil han 1970 blev udnævnt til professor i antikkens historie, Københavns universitets første i dette område. Han var professor til 2001.

Som gymnasielærer og foredragsholder i mange sammenhænge, som amanuensis i Rom og ikke mindst som universitetslærer behandlede Jens Erik Skydsgaard et bredt spektrum af emner inden for hele den græsk-romerske oldtidshistorie, og han formåede på en engagerende, idé- og hyppigt overraskelsesrig måde at debattere og perspektivere en lang række problemstillinger inden for centrale områder af antikkens historie. Både metodisk og teoretisk fandt den dobbelte skoling som klassisk filolog og historiker i Jens Erik Skydsgaards forskning en frugtbar forening.

I sit videnskabelige forfatterskab behandlede Jens Erik Skydsgaard især emner inden for italisk-romersk historie. Ikke mindst de historiske, praktiske og teoretiske sider af det romerske landbrug havde hans interesse. Denne nedfældede sig allerede 1961 i den lille og stofmættede bog om Den romerske villa rustica (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 246). Polyhistoren, herunder landbrugsteoretikeren, Varro er genstand for disputatsen Varro the scholar. Studies in the first book of Varro's De re rustica (Analecta Romana Instituti Danici IV. Supplementum, Kbh. 1968). I forskellige fagtidsskrifter publicerede Jens Erik Skydsgaard endvidere en række artikler om specielle problemer i og aspekter af det romerske landbrug, ligesom han var landbrugskyndig medarbejder ved Lexicon der alten Welt.

1970 udkom Pompeii. En romersk provinsby, hvori Jens Erik Skydsgaard, hele tiden på den videnskabelige vederhæftigheds grund, ypperligt formåede at formidle et mangfoldigt materiale også til et bredere publikum. En anden vigtig side af Jens Erik Skydsgaards forskning, den politiske historie, udmøntede sig bl.a. i bogen Pompeius vender tilbage. Studier i romersk politik år 62–59 f.kr. (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 293, Kbh. 1978). Han beskæftigede sig vedvarende med den historiske forsknings teoridannelser omkring faktorerne i romersk politik og leverede selv væsentlige bidrag hertil. Jens Erik Skydsgaard havde imidlertid en bevidst ikke-spekulativ, praktisk orienteret tilgang til sit stof, samt et skarpt blik for de konkrete materielle vilkårs betydning. Han behandlede således i artikelform bl.a. emner som græsningsformer, arbejdsmarkedsforhold og vejsystemer. I sit senere forfatterskab havde han fokus på det antikke Grækenland - også her koncentreret om landbrugshistorie, bl.a. Ancient Greek Agriculture, 1992 (s.m. Signe Isager).

Jens Erik Skydsgaard havde flere redaktørhverv og udarbejdede, fortrinsvis til gymnasiebrug, en række kildehæfter og andet undervisningsmateriale. Både i forbindelse med udstillinger og i øvrigt var han en flittig formidler af sit fag.

Jens Erik Skydsgaard tog del i og prægede de faglige og videnskabelige miljøer på mange måder og niveauer. Hans tid på Det danske institut for videnskab og kunst i Rom faldt i en for instituttet særdeles vigtig fase, og i et forbilledligt samarbejde med dets direktør Per Krarup var Jens Erik Skydsgaard medvirkende til at give instituttet dets varige præg af solidt arbejdssted og lærdomssæde. Han var medlem af bestyrelsen for instituttet 1974-2004. Han blev valgt til forskellige faglige og styrende organer ved Københavns universitet; bl.a. var han medlem af det humanistiske fakultetsråd 1970–73 og igen 1986-89. Han var medlem af statens humanistiske forskningsråd 1975–79. I faglige foreninger ydede han et stort arbejde, således som medlem af Klassikerforeningens bestyrelse 1960–63 og som medlem af bestyrelsen for Det filologisk-historiske samfund; han var dets formand 1970–76 og igen 1978-84. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1984.