Johan Jørgensen, f. 1924, Johan Adolph Jørgensen, 2.8.1924-14.3.1969, historiker, arkivar. Født i Kbh. (Skt. Andreas), død sst., begravet på Sundby kgd. J. blev student 1947 og mag. art. i historie 1955. Efter nogle års løsere tilknytning blev han 1957 fast ansat som arkivar ved Rigsarkivet. Hans tidlige død afbrød et vægtigt videnskabeligt forfatterskab. Allerede magisterafhandlingen Det københavnske patriciat og staten, 1957 placerede ham som en kyndig forsker inden for 1600-tallets danske og københavnske historie. Afhandlingens sigte var en undersøgelse af baggrunden for de københavnske privilegier 1658 hvor statens afhængighed af den kredit i varer og penge de københavnske købmænd kunne formidle ses som en central forudsætning. Det herved antydede tema: statsomvæltningen 1660 anskuet på baggrund af den økonomiske krise og tolket som kreditorernes overtagelse af forvaltningen uddybedes i de følgende arbejder Bilantz 1660 (Festskrift til Astrid Friis, 1963), Patriciat og enevælde (Historiske meddelelser om Kbh. 1963–64) og endelig disputatsen Rentemester Henrik Muller. En studie over enevældens etablering i Danmark, 1966. Hans tolkning indebar at forfatningsspørgsmålet tillagdes mindre betydning end vanligt, og selve omvæltningen 1660 er for J. underordnet i forhold til den økonomisk-sociale proces hvorved det gamle feudalt prægede jordejende aristokrati kom til at ligge under for den kapitalistisk-bureaukratisk prægede københavnske overklasse. I afhandlingen Øverstesekretær Erik Krags virksomhed i Danske Kancelli indtil 1657 (Arkiv I, 1966–67) fremførte J. argumenter for at heller ikke i administrativ henseende er skellet ved 1660 så skarpt som ellers antaget. Karakteristisk for denne del af J.s forfatterskab er den stærke tematiske sammenhæng der er så udtalt at det næppe er muligt at læse disputatsen med fuldt udbytte uden kendskab til de øvrige arbejder.

Det er en vanskelighed i studiet af 1600-tallets økonomiske og sociale historie at et statistisk bæredygtigt materiale kun i begrænset grad kan etableres. Udviklingen må derfor i høj grad belyses gennem enkeltpersoners virksomhed, og J.s arbejder er derfor baseret på en minutiøs gennemgang af alt materiale der belyser de enkelte storborgeres forretninger med kronen og indbyrdes finansielle og familiære relationer. Det er karakteristisk at disputatsen i sin ydre form er en biografi. Den personhistoriske indgang til materialet førte naturligt J. ind på spørgsmålet om ledende borgeres baggrund og oprindelse. Resultatet heraf blev nogle studier over relationerne mellem Danmark og de gamle hansebyer hvor J. dokumenterede den økonomiske fortrinsstilling disse endnu hævdede i dele af den danske provins (især Denmarks Relations with Lübeck and Hamburg in the 17th Century, Scandinavian Economic History Review, XI, 1964).

I emnevalg og problemformulering kan centrale dele af forfatterskabet synes inspireret af Albert Olsen og sikkert også af Astrid Friis der begge havde været hans lærere på universitetet. På denne baggrund kunne det forekomme nærliggende at betegne ham som økonomisk historiker, men en sådan karakteristik er hverken udtømmende eller dækkende. Som student blev han tilknyttet "Danmarks Kirker" hvor han skrev den vigtige redegørelse for Skt. Nikolaj kirkes gravminder (DK, København I) og redigerede de indledende afsnit om kirkernes administration. Medarbejderskabet på "Kirkeværket" og Traps Danmark 5. udg., hvor han bl.a. skrev om en række stiftelser, udviklede hans sans for kulturelle sammenhænge hvad tillige en række bidrag i Kirkehistoriske samlinger til skole-, lærdoms- og præstehistorien vidner om. Dette i forbindelse med hans næsten bundløse personalhistoriske viden, i al fald for 1600-tallets vedkommende, placerer ham i en dansk lærdomstradition der indbefatter navne som H. F. Rørdam og Bjørn Kornerup. Med disse havde han den evne til fælles at kunne indleve sig i et fortidigt kulturelt miljø. Når hans sprog kunne få karakter af barokpastiche er det derfor ikke alene udtryk for et sprogligt koketteri.

Som arkivmand var J. i kraft af sit imponerende detailkendskab til arkivalier og litteraturen en støtte for besøgende forskere. Han var en overgang tillidsmand og sad tillige en periode i arkivarforeningens bestyrelse. I sine sidste år var han med til at redigere arkivtidsskriftet Arkiv. Som leder af Rigsarkivets sektion for forskning og edition fik han i sit sidste leveår udsendt det hidtil sidst udkomne bind af Kancelliets brevbøger. I 1969 kort før sin død blev han optaget som medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie.

Familie

Forældre: redaktør Johan Adolph J. (1866–1935, gift 1. gang med Theodora Hansine Mortensen, ægteskabet opløst 1911) og Hilda Charlotte Amalie Roerup (1890–1970). Gift 6.6.1956 i Kbh. (b.v.) med redaktør Marie-Louise Dircks, født 11.10.1928 i Århus, d. af provisor Ulrik D. (1900–44) og Åse Suhr Schouboe (1898–1979).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1967 220f. – Sig. Jensen i Hist. medd. om Kbh. 1969 7–9. Sune Dalgård i Nord. arkivnyt s.å. 31f. Troels Dahlerup i Hist. t. 12. r. IV, 1970 505–08.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig