Knud Fabricius

Knud Fabricius, Knud Frederik Krog Fabricius, 13.8.1875-30.6.1967, historiker. Født i Århus, død i Kbh., urne på Søllerød kgd. F. gik i Århus katedralskole og Metropolitanskolen, blev skoletræt og var i apotekerlære 1891-92, tog studentereksamen fra kursus 1895 og skoleembedseksamen med historie som hovedfag 1901. I studietiden lærte han utvivlsomt mest af Kr. Erslev, selv om han nok sympatiserede mere med Joh. Steenstrups historiesyn. 1903 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om nationalitetsskiftet i Skåne efter 1658, studerede videre i emnet og vandt doktorgraden 1906 for 2. bind af tobindsværket Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige der fører fremstillingen op til 1676. Efter sin eksamen ernærede han sig en tid som lærer, var 1909-17 underarkivar ved Rigsarkivet og 1917-46 professor i historie ved Kbh.s universitet med 15- og 1600-tallet, Orienten og Grækenland i oldtiden som undervisningsområde. Han var regensprovst 1918-46.

F. var livet igennem præget af indtrykkene fra sit barndomshjem. Han tilbragte sine første 14 år på Århusegnen og følte sig siden som jyde. I faderens sogn lærte han de "stejle og sejge" jyske bønder at kende. Senere fandt han jydernes solide egenskaber hos sønderjyske bønder. Politisk tog han arv efter sin far som var ivrig højremand og forsvarsven. Sønnens konservatisme var af mildere art og åben for velbegrundede korrektiver; den hindrede ikke at han i sin studentertid blev medlem af Studentersamfundet. Men den var rodfæstet og prægede hans historiesyn. Faderen var sønderjysk interesseret, og drengen læste i sit hjem Flensborg Avis. Som student kom han ind i et arbejde for de danske syd for grænsen og fortsatte det langt op i årene. Under grænsestriden 1918-20 sad han i komiteen for Flensborg og Mellemslesvig og 1947 udgav han s. m. Holger Hjelholt pjecen For Sydslesvigs Frihed. At faderen var ivrig skandinav med forkærlighed for Sverige var heller ikke uden betydning for hans søn. I Sverige fandt F. sin hustru og dér fik han sit sommerhjem. Endelig var det faderens fortællinger og bogsamling der vakte og nærede drengens historiske sans. Adam F. var historisk forfatter, og F. besørgede 1914-15 4. udgave af hans bedst kendte værk "Illustreret Danmarkshistorie for Folket".

F.s videnskabelige produktion er imponerende ved sit omfang og sin bredde. Hans emner rækker kronologisk fra oldtiden til vore dage, geografisk fra Norden til Lilleasien, og de spænder over mange grene af hans fag. F. har i specialafhandlinger og monografier givet værdifulde bidrag til numismatikken (Sybaris, its history and coinage, i Congrés international de numismatique, Paris 1953, trykt 1957), til klassisk arkæologi og topografi (Das antike Syrakus = Klio. Beiheft 1932, et værk der vandt international anerkendelse og blev genoptrykt 1963); til historisk demografi (Skånsk indvandring til Sjælland i slutningen af 1600-tallet, Historisk Tidsskr. 1951), til administrationshistorie (Kollegiestyrets Gennembrud og Sejr 1660-1680, i Den danske Centraladministration, 1921), til diplomatisk historie (fx i Hollanddanmark I, 1945). Bogen Kongeloven. Dens Tilblivelse og Plads i Samtidens natur- og arveretlige Udvikling, 1920, er bl.a. en omfattende idéhistorisk undersøgelse, og dér og i andre skrifter har F. dyrket begrebsanalyse og -historie. Foruden i Kongeloven behandlede han statsretlige problemer i The Hittite system of land tenture (Acta orientalia 1929) og i sin kritik af Erslevs tolkning af den såkaldte Constitutio Valdemariana 1326 (Historisk Tidsskr. 1960). Bidrag til historiografiens historie er en anden middelalderstudie, rettet mod H. Kohts og brødrene Weibulls radikale kritik af Saxo og andre middelalderkilder (Historisk Tidsskr. 1917), endvidere en smuk lille bog om F.s ven Troels-Lund (1921) og den i flere henseender klargørende afhandling Gennembruddet i dansk Historieforskning og Historieskrivning i 1870erne og 1880erne (Historisk Tidsskr. 1940). Nogle arbejder er biografiske, deriblandt bogen Griffenfeld, 1910 hvor F. i polemik mod A. D. Jørgensen gennemførte en selvstændig, mere sympatisk opfattelse af statsmanden. Værket om nationalitetsskiftet i Skåne som han afsluttede i sin høje alder med bd. III-IV (1952-58) er efter sin problemstilling og i sin kærne en kultursociologisk undersøgelse. Til monografierne og specialafhandlingerne, hvoraf kun et udvalg er nævnt, kommer det store bidrag til den almindelige Danmarkshistorie Enevældens Dæmring og den ældre Enevælde (Det danske Folks Historie V, 1929 og Schultz Danmarks Historie III, 1942) og bindet om tiden 1805-64 i Sønderjyllands Historie (IV, 1937). Begge hviler på omfattende litteratur- og kildestudier og behandler både politiske, sociale og i nogen grad økonomiske forhold. De er ligesom værket om det skånske nationalitetsskifte virkelige bidrag til folkets historie, i form og indhold nogle af de mest vellykkede i vor litteratur.

F. var både en lærd mand og en ihærdig og heldig arkivforsker i ind- og udland. Udgangspunktet for et par af hans værker var fund i tyske og spanske arkiver. Han kunne gribe fejl, hans dømmekraft kunne svigte, men ofte var hans iagttagelser nye og friske og hans skarpsindighed overbevisende. Uden at være dybt original var han meget selvstændig; han havde tillige det vidsyn og mod der kræves af en forsker som dyrker emner udenfor sit egentlige område – for hans vedkommende 1600-tallets nordiske historie. Hans særlige evner kommer formentlig bedst til deres ret i det grundlæggende arbejde om Kongeloven, i det sidste bind af værket om det skånske nationalitetsskifte og i hans bidrag til de store Danmarks- og Sønderjyllandshistorier.

Svagere er Griffenfeldbiografien. Analysen af den politiske magtkamp i snævrere forstand var så lidt som den indtrængende psykologiske karakteristik hans egentlige felt. Han var af natur enkel og harmonisk, man fristes til at sige uskyldig – hvilket ikke er det samme som ukritisk. Til gengæld var der ofte i hans skildring af historiske forhold og personer noget varmt og positivt. Han havde den ægte konservatives sans for kontinuiteten og kunne føle sig i slægt med fortidens mennesker som om han var kød af deres kød. Han forsvarede i sine arbejder de danske konger og den såkaldte overklasse mod visse af sine samtidiges nedvurdering og ligesom A. D. Jørgensen fandt han i vor historie vidnesbyrd om sit folks og ikke mindst de sønderjyske bønders nationale livskraft. Han var for liberal til at sympatisere med den absolutistiske styreform som flere af hans arbejder beskæftiger sig med, men han reagerede mod ældre liberale historikeres, især J. A. Fridericias, stærkt kritiske holdning til den danske enevælde, og var blandt de forskere der under indtryk af ændringen i frihedsbegrebet og i vurderingen af forholdet mellem stat og individ banede vej for en mere forstående opfattelse.

F. gav flere af sine videnskabelige skrifter en form så de kunne læses af ikke-fagfolk. Han redigerede og ydede bidrag til populærhistoriske værker, deriblandt "Danske Stormænd", 1912 og "Danmarks Konger", 1944. Også med sin folkeoplysende virksomhed gik han i sin fars fodspor. Han kom tidligt med i det lokalhistoriske arbejde, var medstifter af Dansk historisk fællesforening 1909, redigerede foreningens tidsskrift til 1919 og var dens formand 1920-41. Iøvrigt påtog han sig ikke mange faglige tillidshverv. Han sad dog i bestyrelsen for Den danske historiske forening 1914-19 og 1939-42 og var forstander for Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie 1945-60. Det var en selvfølge at han blev indvalgt i en række danske og svenske lærde selskaber, deriblandt Videnskabernes selskab 1941, og velfortjent at han på sin 70-års dag fik hele to festskrifter. Som professor var F. værdsat for sin grundige og pligttro undervisning, men trådte iøvrigt noget i baggrunden for sine mere markante fagkolleger Erik Arup og Aage Friis. De fleste studenter fandt ham fjern og distræt, men adskillige af dem kom med årene til at skønne på hans gedigne kvaliteter, hans trofasthed, ægte beskedenhed og indtagende venlighed mod yngre fagfæller. De så at han længe udviklede sig og modnedes som historiker.