Dansk Biografisk Leksikon

Kr. Erslev

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Kr. Erslev, Kristian Sophus August Erslev, døbt Christian,  28.12.1852-20.6.1930, historiker. Født i Kbh. (Frbg.), død på Frbg., urne på Frbg. kgd. E. blev student 1870 fra Mariboes skole og tog 1876 magisterkonferens i historie. Allerede i studenterårene var han i fuld gang med videnskabeligt arbejde. Som skoledreng havde han samlet på mønter, og han fik som ung student overdraget udgivelsen af en videnskabelig katalog over C. J. Thomsens store middelalderlige møntsamling der 1868 var blevet købt af danske lensbesiddere og skænket til møntkabinettet. Flere grundlæggende afhandlinger blev frugten af disse års numismatiske studier, den betydeligste om Roskildes ældste Mønter, 1875, senere omarbejdet til en almindelig oversigt over vor ældste mønthistorie i Quelques remarques sur les plus anciennes monnaies du Danemark, 1885. Han syslede dog allerede dengang også med rent historiske undersøgelser, blandede sig således modigt ind i striden mellem C. Paludan-Müller og Johs. Steenstrup om forståelsen af den såkaldte Kong Valdemars Jordebog med afhandlingen Kong Valdemars Jordebog og den nyere Kritik, 1875, et arbejde med frugtbare synspunkter. Universitetsundervisningen fik E. ikke meget udbytte af, og han havde allerede dengang en følelse af at der på alle felter inden for historieforskningen trængtes til et systematisk arbejde fra grunden af. Det blev hans manddomsgerning at udføre et sådant grundlæggende arbejde inden for vor ældre historie, og ingen af hans samtids historikere har spillet en så dominerende rolle på sit forskningsområde som han.

I sit arbejde for at skabe tidssvarende, metodisk tilrettelagte kildepublikationer mødtes han med en kreds af yngre historikere der jan. 1877 i fællesskab stiftede Selskabet til udgivelse af kilder til dansk historie, i hvis store, nyttige virksomhed E. gennem 50 år var den ledende. 1878-79 drog han på en udenlandsrejse, nåede så langt som til Grækenland, men havde især udbytte af et studieophold ved Berlins universitet hvor han stiftede bekendtskab med de nye metoder for undervisning i historiegranskning (seminarie-øvelser) som han selv senere indførte ved sit eget universitet. Et par måneder efter sin tilbagekomst forsvarede han (8.11.1879) sin doktordisputats Konge og Lensmand i det 16. Aarhundrede. Studier over Statsomvæltningen i 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde der blev banebrydende ved sin påvisning af at det var kongemagten der høstede fordelene ved den omvæltning i besiddelsesforholdene som reformationen forårsagede. Det store kildemateriale hvorpå undersøgelsen byggede udgav han samtidig i overskuelig, bearbejdet form i Danmarks Len og Lensmænd 1513-1596, senere fortsat med Danmarks-Norges Len og Lensmænd 1596-1660, 1885. I tilslutning til disse arbejder udgav han i de følgende år for kildeskriftselskabet i forening med W. MollerupKong Frederik I.s danske Registranter, 1879 og Danske Kancelliregistranter 1535-1550, 1881-82. Samtidig vendte han sig i sine studier mod en noget ældre periode af Danmarks historie og kunne 1882 udsende Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse, et af den kritiske skoles klassiske værker, bemærkelsesværdigt både ved sin skarpt kritiske sigtning af den annalistiske overlevering, sin omfattende udnyttelse af brevstoffet og ved sit brud med hævdvundne skandinavistiske synspunkter i opfattelsen af unionspolitikken. Grundbetragtningen er den samme som i doktorafhandlingen, at kongemagten er den afgørende magtfaktor i tidens politik. Det udgjorde første bind af et planlagt større værk om den ældre unionstid (1375-1448), men fortsættelsen, den glimrende skildring af Erik af Pommern, hans Kamp for Sønderjylland og Kalmarunionens Opløsning udkom først 1901 idet E. i mellemtiden var blevet kastet ind i anden virksomhed som optog en væsentlig del af hans tid og kraft.

1882-83 skete nemlig to nybesættelser af universitetets professorater i historie. Caspar Paludan-Müller og Fr. Schiern døde kort efter hinanden, og Johs. Steenstrup og E. indtog deres pladser. Af de ældre historikere er den selvstændige, ensomme Paludan-Müller den eneste der har betydet noget virkeligt for E., hans stærke personlighed betog ham, og selv om han ofte måtte gå imod hans resultater betragtede han ham dog som "det største kritiske Geni inden for vor Historiegranskning i det 19.Aarhundrede". Han bevarede livet igennem mindet om den dengang allerede alderstegne forskers første universitetsforelæsning 1872 der stod for ham som en festdag. Også Georg Brandes' gnistrende veltalenhed havde betaget ham stærkt da han som ung student i efteråret 1871 hørte hans første forelæsninger, og han sluttede sig med begejstring til den frisindede, europæisk orienterede åndsretning hvis fører Brandes blev; dens skarpe, udfordrende uforfærdede holdning over for dagens spørgsmål tiltalte ham. I denne interesse mødtes han med de to eneste af sine jævnaldrende der kom til at stå ham rigtig nær, historikeren J. A. Fridericia og nationaløkonomen Marcus Rubin; de tre højtbegavede mænd bevarede livet igennem et fortroligt venskab og har betydet meget for hinanden. I 80ernes og 90ernes københavnske åndsliv dannede de en lille gruppe for sig.

Omtrent samtidig med at E. 1883 tiltrådte som professor indførtes den endnu gældende skoleembedseksamen hvorved man for første gang fik en virkelig universitetseksamen i historie, og det faldt i hans lod, sammen med Edv. Holm og Johs. Steenstrup, at føre denne reform ud i livet. Med sin klare hjerne og sit praktiske greb viste han sig som en fortrinlig pædagog, og han tog sin opgave op med glødende interesse. Han blev da også den store læremester, en fører og vejleder for den unge generation der voksede op. Modsat sine forgængere tilrettelagde han forelæsningerne som en egentlig undervisning, og han supplerede dem ret hurtigt med metodiske seminarieøvelser efter tysk forbillede. Blandt disse øvelser som han i det hele har æren af at have indført som fast led i den københavnske universitetsundervisning, og som bidrog til at bringe professorer og studenter nærmere til hinanden blev især hans "Øvelser i historisk Granskning" navnkundige. De holdtes første gang 1887 og fortsattes siden år efter år, og det var især gennem dem at E. uudsletteligt satte sit præg på alle historikere der i hans tid udgik fra universitetet. Til støtte for disse praktiske øvelser udarbejdede han et lille hefte Grundsætninger for historisk Kildekritik, 1892 der senere udvidedes til en udførligere teoretisk fremstilling Historisk Teknik, 1911 der stadig bruges i dansk universitetsundervisning, og hvoraf en tysk udgave udkom 1928. En for sin tid meget nyttig lille håndbog er også hans Oversigt over Kilderne til Danmarks Historie i Middelalderen, 1892. Efter at seminarieøvelserne var blevet indført også i andre fag, oprettedes 1896, først og fremmest på E.s initiativ, filologisk-historisk laboratorium hvis første forstander han selv blev (1896-1903). Ud af hans forelæsninger over Europas historie voksede efterhånden en række fortrinlige lærebøger, først Oversigt over Middelalderens Historie I-III, 1891-95 der kom i flere ændrede udgaver (ny udg. ved Halvdan Koht, 1933-35; 2.optr. 1961) og også er blevet benyttet ved andre nordiske universiteter. Senere udsendte han Det 16. Aarhundrede, 1910 der med sin udførlige fremstilling fik en noget anden karakter og slutter sig til Fridericias oversigter over den nyere tids historie. Hans forelæsninger over den romerske kejsertid danner grundlaget for hans grundige skildring i Verdenskulturen II, 1906. At han ud fra sin demokratiske indstilling også interesserede sig for at videnskabens resultater skulle komme ud til større kredse viser hans iver for oprettelsen af folkeuniversitetsudvalget hvis første formand han var 1898-1908; ideen hertil kom dog ikke fra ham, men fra Cl. Wilkens. Denne praktiskpædagogiske virksomhed blev dels en spore og dels en hæmsko på E.s selvstændige videnskabelige produktion som dog snart igen kom til fuld udfoldelse. Det samme gælder hans udgivervirksomhed der 1883-90 fortsatte med Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie I-III og 1901 med Testamenter fra Danmarks Middelalder. Men fremfor alt var han den ledende medarbejder ved periodens nyttigste udgiverarbejde Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis I-IV der indledtes 1888 og udkom 1894-1912. Alle E.s udgaver er mønstergyldige ved deres praktiske tilrettelægning af stoffet og deres ypperlige registre.

E.s forskning der på alle punkter hvor han satte ind blev grundlæggende drejede sig i de to første årtier af hans professortid så godt som udelukkende om den senere middelalders historie. Han belyste gennem en række kritiske afhandlinger, fortrinsvis i Historisk Tidsskrift, kildematerialets værdi og nåede her frem til et resultat der ganske undergravede Arild Huitfeldts autoritet som selvstændig kilde til middelalderens historie. Resultatet synes uantasteligt og fik vidtrækkende konsekvenser. Blandt de afhandlinger hvori dette nye syn på kildematerialet er begrundet er den vigtigste Erik Plovpennings Strid med Abel, 1890 med undertitlen Studier over ægte og uægte Kilder til Danmarks Historie, desuden kan nævnes Den saakaldte Constitutio Valdemariana, 1895 samt Henrik af Æmeltorp i de ægte og uægte Kilder, 1898. Endnu i sine sidste år beskæftigede han sig med Huitfeldtstudier idet han for Kildeskriftselskabet udgav det bevarede fragment af Hans Svanings Danmarkskrønike, 1241-82, sammenstillet med Huitfeldts tilsvarende tekst (1928). Et annoteret eksemplar af folioudgaven findes i hans efterladte arkiv.

Et andet særligt felt for hans studier var middelalderens samfundsforhold. Hovedværket er her Valdemarernes Storhedstid, 1898, E.s indholdsrigeste og frodigste arbejde. Den lille bogs hensigt er at klarlægge den økonomiske og sociale baggrund for Valdemartidens blomstring; den kom naturligvis ikke til at stå uanfægtet; men den har været et uvurderligt incitament for forskningen der stadig vender tilbage til de samme emner. Sine middelalderstudier fik E. den tilfredsstillelse at kunne afslutte med en bredt anlagt skildring af perioden 1241-1481 i andet bind af storværket Danmarks Riges Historie, 1898-1905 som han var initiativtager til og den praktiske leder af. I dette nedlagde han og andre af hans generations ypperste historikere resultaterne af deres grundlæggende, livslange arbejde i den kritiske forsknings tjeneste. Intet af bindene overgår E.s i henseende til klar, veldisponeret redegørelse for hvad der kan læses ud af kilderne. Kildekritikken er dog mindre skarp end i hans strengere videnskabelige skrifter. Fremstillingen er uden drøje overraskelser og forvovne hypoteser, men også uden de kritiske undersøgelsers blændende egenskaber. Den intuitive konstruktion som den store historiske skildring kræver var ikke E.s sag, men der nåedes så vidt som intelligens og skarpsindighed kunne føre. Vistnok fandtes der i hele E.s generation af fremragende humanistiske forskere ingen klarere hjerne end hans.

Til de emner som E. for sit vedkommende havde færdigbehandlet i Valdemarernes Storhedstid og Danmarks Riges Historie vendte han senere kun lejlighedsvis tilbage med polemiske indlæg mod yngre forskere (som L. Weibull) over for hvis kritik han søgte at uddybe de resultater han selv var nået til. I århundredets begyndelse kom der et afgørende temposkifte i hans historiske studier der også fra da af fik en anden og væsentlig snævrere karakter. Over for bredere historisk fremstilling var han kørt træt. Han følte smerteligt at han som historieskriver stod tilbage for mænd som A. D. Jørgensen og Troels-Lund. Det førte til hans pessimistiske dualisme mellem stringent historieforskning og den friere historieskrivning således som det fandt udtryk i hans rektortale fra 1911 om Vort Slægtleds Arbejde i dansk Historie og især hans universitetsprogram fra samme år Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori. Hans undersøgelser drejede sig nu fortrinsvis om Sønderjyllands statsretslige historie, et specielt og yderst indviklet, men i Danmarks historie unægtelig meget betydningsfuldt emne. E.s evne til at pille de indfiltrede tråde fra hinanden og køligt, uforudindtaget at bygge en fortolkning op på akterne selv bragte ham her flere glimrende sejre. Hans afhandling Frederik IV og Slesvig (Univ. program 1901) der påviser at arvehyldningsakterne af 1721 kun gjaldt den gottorpske dels indlemmelse i den kongelige del af Slesvig og skriftet om Augustenborgernes Arvekrav, 1915 der i virkeligheden godkender disse som berettigede er begge mesterlige kritiske undersøgelser hvis resultater radikalt brød med hidtidig opfattelse. Blandt de egenskaber som især har gjort E. til den store banebrydende videnskabsmand kan man fremhæve hans omsigtsfulde og hensigtsmæssige tilrettelæggelse af alt arbejde, hans koldblodige dømmekraft, hans kombinationsevne, hans lydhøre årvågenhed og hans utrættelige udholdenhed. Det er de samme egenskaber som også i det praktiske liv skaber de stærke mænd der får føringen. Man forstår derfor at E. altid havde følt sig draget mod praktisk, administrativ og forretningsmæssig gerning, og i den periode da hans omfattende middelalderlige studier i det væsentlige var afsluttede ved udarbejdelsen af Danmarks Riges Historie II, og han ligesom så sig om efter nye virkefelter trængte denne længsel efter praktisk virksomhed sig især frem. Efter faderens død 1902 havde han for en årrække måttet tage ledelsen af forlagsforretningen indtil en langt yngre bror kunne træde til. En tid tænkte han sig muligheden af at gå ind i politik, og han lod sig opstille til folketingsvalget 1906 som det radikale venstres kandidat i Kbh.s 4. kreds, men kunne ikke ved vælgermøderne hamle op med sin slagfærdige modkandidat, L. V. Birck der besejrede ham. I hele sin professortid øvede han stor indflydelse i universitetets indre politik og administration; han var leder af den lange kamp for demokratisk styre der sejrede da lærerforsamlingen 1902 blev overordnet konsistorium, men ellers mødte han også her megen modstand og havde svære skuffelser. Fuld anvendelse for sine praktiske evner fik han først da han 1909 af Videnskabernes selskab indvalgtes i Carlsbergfondets administration hvis formand han siden blev fra 1913 til 1926. Hans indsats på dette område tåler i betydning at sidestilles med hans indsats som historiker. Han organiserede fra grunden af fondets stærkt forældede administrations- og regnskabsapparat og gennemførte den store fundats- og statutændring af 1916 der, som det er sagt, stillede fondets økonomi på en sikker grund. Han bragte klare linier i forholdet til Carlsbergbryggerierne der ejes af fondet, og hvis drift moderniseredes under hans kyndige medvirken. Resultatet blev en mægtig vækst i fondets midler. I jubilæumsskriftet Carlsbergfondet 1876-1926 har han selv udgivet en oversigt over hvad der under hans ledelse udrettedes. Endnu et stort administrativt arbejde tog E. op på sine ældre dage idet han 64 år gammel forlod universitetet for som V. A. Sechers afløser at overtage embedet som rigsarkivar (1916-24) hvor han bl.a. gennemførte en nyordning af Rigsarkivets pergamentsamling efter det for historikere mere bekvemme proveniensprincip og ordnede det arkivalske mellemværende med Tyskland efter Sønderjyllands genforening. Han udarbejdede også en praktisk oversigt over arkivets afdelinger Rigsarkivet og Hjælpemidlerne til dets Benyttelse, 1923. – E. blev 1886 medlem af Danske selskab, 1888 af Videnskabernes selskab. På hans 75 års fødselsdag (1927) overraktes der ham et festskrift med 29 afhandlinger, skrevet af danske historikere, fortrinsvis elever, og udgivet af Den danske historiske forening der efter hans død lod udsende et omfattende udvalg af hans Historiske Afhandlinger I–II, (1937).

Familie

Forældre: forlagsboghandler Jacob E. (1819-1902, gift 2. gang 1869 med Dorothea Petrea Jensen, 1834-73, gift 3. gang 1876 med Anna Claudine Henriette Jensen, 1846-84) og Marie Jacobine Castenschiold (1809-62, gift 1. gang 1831 med auskultant i rentekammeret, kammerjunker, senere amtsforvalter i Tryggevælde amt Conrad Vilhelm Barner, 1799-1873). Gift 1. gang 2.6.1880 i Gentofte med Louise Augusta Erslev, født 8.4.1859 i Jægersborg, død 31.1.1928 i Kbh., d. af lærer og organist Caspar E. (1821-71) og Fanny Margrethe Borgen (1832-72). Ægteskabet opløst maj 1910. Gift 2. gang 1.7.1910 i Kbh. (b.v.) med dr.phil. Anna Hude, født 26.7.1858 i Ebeltoft, død 9.8.1934 i Kbh., d. af by- og herredsfuldmægtig i Ebeltoft, senere prokurator i Roskilde Sophus Waldemar (von der) H. (1830-99) og Johanne Laurentine Elisabeth Tulinius (1833-99).

Udnævnelser

R. 1895. DM. 1908. K.2 1913. K.1 1923. S.K. 1926.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. 1897 af møde i Vidensk. selskab (sst.). Mal. af N. V. Dorph, 1919 (Fr.borg). Medalje af A. Hartig, 1922. Skitse af H. Vedel (Fr.borg) til E.s portr. på mal. af Carlsbergfondets direktion, 1926 (Vidensk. selskab). Buste af L. Brandstrup, 1933 (Rigsark.; Kbh.s univ.).

Bibliografi

Bibliografi. K. E.: Vort slægtleds arbejde i da.hist., m. en udsigt over hans lit.arbejder, 1922. K. E.: Hist.afhandl. II, 1937 338-48.

Kilder. Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1880 118-20.

Lit. J. P. Jacobsen i Tilskueren, 1908 217-22 (også i forf.s Afhandl, og artikler, 1919 447-54). P. Munch i Det ny årh. V, s.å. 435-45. Georg Galster i Numismatisk foren.s medlemsbl. VI, 1922 221-24 (m. bibliografi). Aage Friis, Jørgen Olrik og A. B. Drachmann i Tilskueren XL, 1923 I 17-52. Erik Arup i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 156-73. Poul Nørlund i Hist.t. 10.r.I.s.å. 210-14. Samme og A. B. Drachmann i Oversigt over Vidensk. selsk.s forhandl. 1930-31 57-90. C. P. O. Christiansen i Højskolebl. LIV, 1930 793-98. Povl Bagge i Hist.t. 10.r.V, 1939-41 355-84. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19.årh. 1943 (fot.optr. 1964) især 230-46. Aksel E. Christensen i Linier i da. hist.skrivn. i nyere tid, udg. Den da. hist.foren., 1976 12-34. Kristof Glamann: Carlsbergfondet, s.å. især 77-82. J. H. Tiemroth: Erslev-Arup-Christensen, 1978. Leo Tandrup: Ravn, 1980.

Papirer i Rigsark, og Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Læs også om Kr. Erslev i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Kr. Erslev
Kr. Erslev
egl. Kristian Sophus August Erslev , 1852-19 ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Carlsbergfondet
fond, stiftet i 1876 af brygger J.C. Jacobsen , ...Artikel i Den Store Danske
Constitutio Valdemariana
(Valdemars forordning), eftertidens betegnels ...Artikel i Den Store Danske
demokratisk
(se demokrati ), vedr. demokratiet; folkelig. ...Artikel i Den Store Danske
Rigsarkivet
siden 1889 navnet på statens centrale arkiv i ...Artikel i Den Store Danske
Mønter
  Betalingsmidler kan antage mange former, fx væ ...Artikel i Den Store Danske
Georg Brandes
Georg Morris Cohen Brandes , 4.2.1842-19.2.1 ...Artikel i Den Store Danske
Pommern
(efter polsk Pomorze ), historisk landskab ved ...Artikel i Den Store Danske
Historisk Tidsskrift
udgivet af Den Danske Historiske Forening siden 1840 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
pouln
17/07/2011
AEChr
17/07/2011
  • Læst 821 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki