Lauritz Schebye Vedel Simonsen, 20.12.1780-12.7.1858, historiker. Født på Elvedgård, Veflinge sg, død sst., begravet i Veflinge. I sit velhavende hjem med en meget læsende far og en streng mor havde V. S. en ensom barndom, og allerede fra sit 10. år opdroges han i præstegårde på Fyn og i Jylland. 1798 blev han student, privat dimitteret, og tog 1799 juridisk forberedelseseksamen, men vendte sig derpå mod medicinen og fik embedseksamen 1803; dog interesserede han sig snart mest for denne videnskabs historie. N.å. vandt han universitetets guldmedalje for en medicinal-historisk afhandling og den medicinske doktorgrad hvorpå han 1805-06 studerede ved universiteterne i Göttingen og Halle. I sidstnævnte by fik omgangen med Henrich Steffens også for ham stor betydning. Han blev en begejstret tilhænger af Fr. Schellings naturfilosofi, og den tyske romantik mødte hos ham et opladt sind da han i barneårene hjemme af tjenestefolkene var blevet fyldt med egnens sagn og overtro, og han delte sine tyske studenterkammeraters sværmeri for middelalderen. Han droges nu mere og mere mod historiske undersøgelser, og da der 1806 var udsat to prisopgaver, den ene af De skønne videnskabers selskab lydende på en lovtale over Griffenfeld, og den anden af Det danske videnska-, bernes selskab om østgoterne i Italien tog han fat på begge disse vidt forskellige opgaver. Til lovtalen samlede han stof 1806-09, og det for formålet alt for vidtløftige materiale købtes 1810 af kongen for det kgl. ordensarkiv, men prisen vandt han ikke; derimod fik han 1808 guldmedaljen for afhandlingen om østgoterne og desuden samme selskabs sølvmedalje for en indledende afhandling om Nordens tidligste bebyggelse og ældste beboere. 1807 var han blevet volontør ved universitetsbiblioteket hvor han nød godt af omgangen med Rasmus Nyerup, men skønt han 1808 blev amanuensis opgav han n.å. denne stilling da han hverken havde opnået fast ansættelse eller tilstrækkelig løn. Han drog tilbage til Fyn hvor han beskæftigede sig med indsamling af både oldsager og dialektord. Uden held søgte han nu ansættelse i gehejmearkivet, men blev derimod 1810 medlem af Videnskabernes selskab og afkommissionen til oldsagers opbevaring, og af kongen fik han en toårig understøttelse på 600 rdl. til studium af selvvalgte dele af fædrelandets historie. I jan. 1811 overdroges det ham at berejse de fynske købstæder for at indsamle og registrere dokumenter og manuskripter i arkiver og hos private idet han samtidig udnævntes til professor for at have en til opgaven passende titel. Han berejste sin fødeø fra juni 1811 til febr. 1812, men hans helbred led derunder hvorfor han bad sig fritaget. S.å. var han på et tre måneders studieophold i Tyskland og fik efter udsagn her en friere anskuelse af historien i almindelighed, men i årene 1813 og 1814 måtte han nøjes med antikvariske rejser til Jylland.

Hidtil havde V. S. ikke publiceret noget historisk arbejde, men 1813 udkom Udsigt over Natjonal-historiens ældste og mærkeligste Perioder I–II, Borgruinerne 1.-2. hæfte og Fyens Vilkaar i ... Grevens Feide. Førstnævnte arbejde indledes med en oversigt over kilderne der navnlig indeholder en fylde af oplysninger om forsvundne og ødelagte arkiver og bogsamlinger. Efter denne redegørelse for de skrevne kilders skæbne behandler han den første beboelse og de ældste indbyggere og peger her på nye metoder. Han vil ikke som forgængerne holde sig til mytologi, arkæologi og historie, men også geognosi, etnografi og etymologi. Af etnografien kan vindes kundskab om folk på samme kulturtrin som forfædrene. Der kan man se at knive af sten ikke blot er til offerbrug, men virkelige våben og redskaber, og han hævder at oldskandinaviens kulturhistorie kan inddeles i en sten-, en kobber- og en jernalder som dog naturnødvendigt må gribe ind over hinanden. Her blev tredelingstanken først fremsat, men det må indrømmes at den i meget ringe grad kom til at betyde noget for hans arkæologiske virksomhed og for selve værket der vel vidner om megen lærdom og selvstændig tænkning, men også om megen romantisk fantasi. Dette gælder også den følgende historiske periode om vikingesædet Jomsborg mens den sidste om nordiske valfarter og korstog indeholder fremskredne betragtninger over deres kulturelle betydning. Tredje bind i samlingen udkom først 1816 med ét hæfte og omhandlende den danske adels og ridderstands historie. Han fremsatte samtidig planer om oprettelsen af et adels- og ridderstandsarkiv og opnåede at blive ansat som medhjælper hos ordenshistoriografen. Denne stilling kunne dog ikke tilfredsstille ham, han følte sig miskendt og personlige sorger var kommet til, 1814 separationen fra konen der havde været ham utro, og 1824 det hårdeste slag da hans eneste barn, en syttenårig søn, skød sig. En tid beskæftigede han sig med studiet af frimureri, magi og mystik til dels som grundlag for tolkning af "guldamuletterne" der 1817 var indgået til museet. Et skrift 1829 om nytten og nødvendigheden af historiske topografier fik med rette ingen blid modtagelse, mens en afhandling s.å. i C. Molbechs Nordisk Tidsskrift om kæmpevisernes skildring af middelalderens riddervæsen var god kulturhistorie. Romantikeren i ham kom dog i disse år stærkt for dagen idet han udsendte små hæfter digte, oftest dediceret til medlemmer af kongehuset, nemlig 1831 Livets Speil i Naturen, Livets Cirkel, skildret ved lnscriptionerne i Elvedgaards Have og det selvbiografiske Ung Harald, 1832 Clios Harpe og 1837 Verdens-Siælen, skildret efter de gamle Philosophers Forestilling, alt præget af romantikkens filosofiske ideer og sværmerier for borge, ruiner, måneskin, rædsom vildhed og vandrende harpespillere, og vidnesbyrd om et følsomt sind, men det var kun undtagelsesvis lødig poesi.

I alle disse år havde Elvedgård været hans faste tilholdssted, men først ved faderens død 1832 blev godset hans ejendom, og han viste sig her straks fra sin bedste side ved at skænke penge til en ny skole og et sognebibliotek i Veflinge, ved oprettelsen af et hospital og ved human godgørenhed også på andre områder. Gården tog han sig ikke af, men des mere af haven der udvidedes og udstyredes med lysthuse i forskellige stilarter, støtter og inskriptioner i tidens og hans ånd. Hans litterære produktion var for en tid helt standset, selv om han ivrigt samlede stof, især til hjemstavnens historie, med M. N. C. Kall Rasmussen som medarbejder i Kbh., og stadig stod han i livlig brevveksling med lærde som E. C. Werlauff og Molbech, mens hans svage helbred havde betaget ham lysten til rejser. Resultaterne af hans samlerflid kom først for dagen i årene fra 1840, da han udgav Biedrag til Danske Slottes og Herreborges Bygnings- og Befæstnings-Historie i den catholske Tidsalder, Bidrag til Odense Byes ældre Historie (fem hæfter, 1841-44), Samlinger til Hagenskov Slots ... Historie (to hæfter, 1842–46), Bidrag til ... Eske Brocks Levnetsbeskrivelse (to hæfter, 1842-43), Bidrag til... Rugaards Historie (tre hæfter, 1843-44), Bidrag til ... Jørgen Brahes Levnetsbeskrivelse, 1845, Familieefterretninger om de danske Ruders ... Adelsslægt (to hæfter, s.å.) og Samlinger til ... Elvedgaards Historie (fire hæfter, 1845-46). Et tillæg, Udskiftningen og dens Følger for Bondestanden i Skovby Herred er udgivet i Saml. til Fyens hist. og top. X, 1890. De topografiske værker er omfattende materialesamlinger, desværre hovedsagelig annalistisk ordnede, men fulde af nyt stof fra hidtil ubenyttede lokalhistoriske kilder som kirkebøger og hartkornsmatrikler og derfor stadig af værdi, og hertil kommer en mere personlig indsats, præget af hans fortrolighed med egnens natur og folkelige traditioner. Denne sidste frodige udgiverperiode standsede brat 1846. V. S. var på alle punkter dybt misfornøjet med tidens rørelser. 1848 siger han sit gamle Danmark farvel og mente sig nu fritaget for "det Penge-, Tids-, og Aandsfortærende Arbejde" at udgive sine historiske samlinger hvad han 1840 havde lovet Christian VIII. Han følte sig stadig miskendt og levede sine sidste år som en lærd, men ensom og sygelig herremand, hvis opmuntring var studier, oldsager, haven og brevveksling med venner. Med rette siger Werlauff om ham, at han i sit arbejde med skarpsindighed og kombinationsevne forbandt tilbøjelighed til alt for dristige hypoteser og ikke tilstrækkeligt skelnede mellem sine kilders og hjælpemidlers forskellige værd og betydning, men det må hertil føjes at han trods sine mangler og sin splittede virketrang både på arkæologiens og kultur- og lokalhistoriens område anviste nye midler og mål. – Dr.phil.h.c. 1836. – Etatsråd 1840. Konferensråd 1851.

Familie

Forældre: kancelliråd Claus V. S. (1750-1832) og Ane Marie Schebye (1757-1827). Gift 10.7.1807 i Kbh. (Frue) med Sophia Francisca Kragh, født 30.3.1788 i Kbh. (Trin.), død 22.9.1861 sst. (Frue), d. af parykmager, senere pennefabrikant Herman K. (ca. 1761-1833) og Susanne Dorothea Nagel (ca. 1766-1846). Separeret 1814. Ægteskabet opløst 1836.

Udnævnelser

R. 1826. DM. 1836. K. 1856.

Ikonografi

Mal. af S. L. Lange, 1812 (Elvedgård). Broderet portræt (Fr.borg). Tegn. af A. W. Boesen. Træsnit 1887. – Mindesmærke ved Elvedgård.

Bibliografi

Kilder. Breve fra og til C. C. Rafn, udg. Benedict Grøndal, 1869 98f. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad I, 1916 137-391 og II, s.å. 1-391 (brevveksl. med E. C. Werlauff); III, 1920-21 252-366 (brevveksl. med andre). C. Paludan-Müller. Et udv. af hans optegn, og breve, udg. Bj. Kornerup II, 1958.

Lit. E. C. Werlauff: Om danebrog og danebrogsordenen, udg. C. F. Wegener, 1872 50-53. Samme: Erindr, af mit liv, 1910 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XIII. J. É. Boesen i Kort udsigt over det philol.-hist. samf.s virksomhed XXVIII, 1881-82 19f. Hans Hildebrand i Kungl. vitterhets, hist. och antikv. akad.s månadsblad XV, Sth. 1886 132f. Anton Andersen: Historikeren V.-S., 1887. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889 82-93 235-39. Laur. Weibull i Hist. t. för Skåneland V, Lund 1914-23 248-66. Kn. Fabricius i Vor fortid III, 1919 I-II. Samme i Fynske årbøger I, 1939-41 II. Gustav Schovsbo i Årbog for hist. samf. for Odense og Assens amter VII.2, 1920 401-03. Tilskueren XL, 1923 II 42-47 127-31 201-05 275-82 (polemik mellem Carl S. Petersen og Th. A. Muller). Ellen Jørgensen i Hist. t. 9.r.V, 1926-27 355f 372f 383f 385. Samme: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943. Carl S. Petersen: Stenalder, broncealder, jernalder, 1938 15-19 22-25 28. Volmer Rosenkilde i V. S.: Bøger og deres skæbne, 1946 (ny udg. af Udsigt over natjonalhist., 1813) 5-11. Hans Henrik Jacobsen: Historikeren V. S. til Elvedgaard 1780-1858, 1962.

Papirer i Landsark. for Fyn, Odense.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig