Louis Bobé

Louis Bobé, Louis Theodor Alfred Bobé,  21.4.1867-28.7.1951, historiker. Født i Kbh. (Petri), død i Dronningmølle, begravet i Kbh. (Ass.). B. blev student fra Efterslægtsselskabets skole 1886. Han studerede derpÃ¥ sprog og litteratur ved Kbh.s universitet, men uden nogen afsluttende eksamen. Samtidig begyndte han at drive historiske studier i Rigsarkivet, hvilket 1888 resulterede i hans første afhandling i Personalhistorisk Tidsskrift. 1889 udkom hans første særskilt udgivne skrift Operahusets Brandpaa Amalienborg den 19de April 1689. Som udgÃ¥et fra en gammel fransk-tysk vandrerslægt og opvokset i kvarteret omkring Skt. Petri følte B. tidligt trang til at fordybe sig i samspillet mellem fremmed og hjemligt i vor kultur, især i 1700-tallet. Han bestemte sig til skrive en biografi af Jens Baggesen og 1890 søgte han til Brahetrolleborg for at samle stof til hans historie. I de følgende 40 Ã¥r var han nøje knyttet til dette herresæde og til dets besidder, lensgreve Chr. Einar Reventlow (1864–1929). Bogen om Baggesen fik han ikke skrevet, men derimod lykkedes det ham pÃ¥ Brahetrolleborg og de øvrige Reventlowske godser at fremdrage et særdeles rigt brevmateriale der er af stor betydning for forstÃ¥elsen af kulturstrømninger i tiden 1770–1830. 1891 opfordrede lensgreve C. Ahlefeldt-Laurvig pÃ¥ Tranekær B. til at skrive den Ahlefeldtske slægts historie, og fra nu af udstraktes hans forskningsomrÃ¥de til slesvigske og holstenske arkiver. OgsÃ¥ her gjorde han rige fund. 1896 var B. i Weimar og lærte hos storhertug Carl Alexander og hans hof traditionen fra Goethetiden at kende. 1898 blev han ansat som assistent i Rigsarkivet, men pÃ¥ grund af et spændt forhold til den nye chef V. A. Secher søgte han sin afsked 1905. Fra da af førte han en fri videnskabsmands tilværelse. B. foretog talrige studierejser ofte i selskab med lensgreve Reventlow. Gentagne gange berejste han hertugdømmerne, Tyskland og Italien, Holland, Frankrig, Grækenland, Tyrkiet, Lilleasien og Tunis. 1905–10 var han sekretær i Dansk forfatterforening, 1911–18 lærer ved officersskolen. Han var hovedredaktør af Danske Herregaarde I–III, 1922–23 og fra 1917 medudgiver af Danmarka Adels Aarbog. Særlig fortjeneste har han indlagt sig som formand for Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie 1917–48. 1910 disputerede han – efter indhentet kgl. dispensation – for den filosofiske doktorgrad med bogen Frederikke Brun, født Münter, og hendes Kreds hjemme og ude og virkede siden som universitetslærer, dels som privatdocent, dels som lektor, i tysk sprog og litteratur samt i palæografi. 1921 blev han kgl. ordenshistoriograf og boede fra 1925 pÃ¥ Bakkehuset. 1905 blev han medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog. B.s forfatterskab er usædvanlig vidtspændende i omfang (bibliografien omfatter 1184 arbejder) og emnekreds. Foruden et utal af afhandlinger og artikler i danske og tyske tidsskrifter omfatter det en lang række bøger der især har til mÃ¥l at belyse perioden 1750–1830. Blandt hans værker kan nævnes: Efterladte Papirer fra den Reventlow'ske Familiekreds, I-IX 1895–1932, Johan Caspar Lavaters Rejse til Danmark 1793, 1898, Statsminister Conrad Greve Rantzau-Breitenburgs Erindringer fra Kong Frederik Vls Tid, 1900, C. D. Biehls Breve om Christian VII, 1901 og 1919, udgaven af Jens Baggesens Labyrinthen, 1909, C. D. Biehls breve og selvbiografi, 1909, disputatsen om Frederikke Brun, 1910, og biografien af hendes datter Ida Brun grevinde Bombelles, 1932 samt udgaven af Johs. Ewalds Levnet og Meninger, 1911. Det mægtige værk Slægten Ahlefeldts Historie I-VI, 1897–1912, hvortil slutter sig udgaven af gehejmerÃ¥d Detlev v. Ahlefeldts Memoirer 1617–59, 1895 og 1896. En særlig gruppe danner B.s historisk-topografiske skrifter: bogen om Roskilde adelige Jomfrukloster 1699–1899, 1899, de friske og nænsomme skildringer af Brahetrolleborg, 1909 og Frbg. slot, 1919 samt de store, stofmættede arbejder Bremerholms Kirke og Holmens Menighed, 1920 og Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925. En særlig plads i B.s forfatterskab og øvrige virksomhed indtager Grønland. 1912–15 berejste han i bÃ¥d dette land fra Upernavik til Kap Farvel dels for at følge Hans Egedes og senere opdagelsesrejsendes ruter, dels for at tilvejebringe materiale til en almindelig topografisk beskrivelse af landet. Desuden indsamlede han de ældre arkivalier der opbevaredes ved kolonierne og fik dem opstillet i landsarkiver i Godhavn og GodthÃ¥b. 1921–24 var B. formand i Grønlandsk selskab, 1922 medlem af Scoresbysund-kommissionen, 1931–33 af kommissionen vedrørende Østgrønland. 1913 tog han initiativet til udgivelsen af jubilæumsværket Grønland I–II, 1921 (= Medd. om Grønland 60–61) og var fra s.Ã¥. hovedredaktør heraf. Af hans egne undersøgelser bør fremhæves Aktstykker til Oplysning om Grønlands Besejling 1521–1607 (i Danske mag.5.r.VI, 1909 303–24) med fremdragelse af C. Grips brev om Pinings og Pothorsts ekspedition, der har affødt en hel litteratur i udlandet, udgaverne af Hans Egedes relationer, 1925, E. Thorhallesens beskrivelse af Grønlands søndre distrikt, 1914. L. Dalagers Grønlandske Relationer, 1915 og P. O. Walløes dagbøger, 1927 samt den omfattende aktstykkesamling Diplomatarium Groenlandicum 1492–1814, 1936 (= Medd. om Grønland 55). B.s omfattende produktion vidner om en ualmindelig arbejdskraft og sporsans. Svaghederne ved den er det spredte og tilfældige præg den ofte bærer, manglende nøjagtighed samt mangel pÃ¥ tilstrækkelig angivelse af kildehjemmel. Sin styrke søger den først og fremmest i det rige og værdifulde stof som ofte for første gang lægges frem for forskningen. B. viste en betydelig evne til ved psykologisk indføling at gøre sig samtidig med den tid og de personligheder han skildrede. Som historiker og forfatter er han i ikke ringe grad kunstner. Hans sprog er levende og farvemættet dog undertiden noget søgt. Ingen forskning af overgangstiden mellem det 18. og 19.Ã¥rh. vil kunne komme uden om B.s indsats.