P.-H. Mallet

P.-H. Mallet, Paul-Henri Mallet, 30.8.1730-8.2.1807, historiker. Født i Genève, død sst., begravet sst. M. tilhørte en fra Frankrig under religionskrigene udvandret huguenot-slægt. Syv år gammel blev han optaget i Geneves lærde skole; her og fra 1746 på universitetet knyttedes han i livsvarigt venskab til Jacques Necker. M.s studier synes at have været spredte og uregelmæssige; tidligt måtte han tjene til livets ophold som huslærer. Imidlertid havde en af hans professorer, humanisten Jacob Vernet, fået interesse for den åndslivlige unge mand og anbefalede ham til A. P. Bernstorff der under sit ophold i Genève var nær knyttet til Neckers og Vernets kreds og som netop da trådte i dansk statstjeneste. Kort efter at M. var vendt tilbage fra en rejse til Holland og Frankrig modtog han 1752 udnævnelse til professeur de belles-lettres françaises ved Kbh.s univ. hvor han afløste A. de la Beaumelle. Denne lærergerning lagde ikke synderlig beslag på M.s tid og arbejdsevne; hans forelæsninger savnede ofte tilhørere. Imidlertid vandt hans væsens charme og hans vågne intelligens ham en vennekreds ved hove og blandt de lærde. Under påvirkning af A. G. Carstens og virksomt støttet af J. H. E. Bernstorff og overhofmarskal A. G. Moltke studerede han nordiske sprog og litteratur med det mål for øje på fransk at skrive en Danmarkshistorie. Den viden om Danmarks historie, udlandet kunne besidde i midten af 1700-tallet, havde det måttet erhverve ved læsning af Saxo, J. I. Pontanus og Johs. Meursius; senere forelå på de europæiske hovedsprog - særlig det dengang vigtigste: fransk - næppe andre fremstillinger end Robert Molesworths ypperligt skrevne, men i sin tendens overvejende dansk-fjendtlige bog om Christian Vs periode og den uformelige kompilation som skyldes J. B. Desroches de Parthenay. Idet M. nu påtog sig og ved omhyggelig udnyttelse af foreliggende stofsamlinger, frodig tænke- og kombinationsevne, klar og smagfuld fremstillingskunst virkelig også løste den opgave at give Europa indblik i nordisk åndsliv og dansk historie, lagde han arbejdets fundamenter dybt i den nationale grund. Allerede tre år efter sin ankomst til Danmark udgav han Introduction à l'histoire de Dannemare, 1755 fulgt af supplementbindet Monumens de la mythologie et de la poésie des Celtes et particulièrement des anciens Scandinaves. Begge disse værker, smukt trykt og udstyret med kongeportræt, Danmarkskort, vignetter og ornamenter i kobberstik bragte, foruden geografiske skildringer, levende og farverige fremstillinger af nordisk mytologi, vikingetidens samfunds-indretning og erobringstogter samt oversættelser til fransk af Eddalitteraturen i udvalg. Værkerne genoptryktes som I. bind af en firebinds udgave, hvis tre sidste bind, der udkom i Kbh. 1758, 1765 og 1777, førte M.s Histoire de Dannemarc fra de ældste tider frem til 1661. Inden denne udgave endnu var sluttet, udkom 1763 i Genève en ny i seks bind som førte fremstillingen op til 1559. Derefter udkom værket i nye udgaver i forskellige formater og bindantal; den sidste dateret 1787-88, i ni bind, når til Christian Vs død 1699 med et tillæg der giver en kortfattet oversigt over begivenhederne indtil 1773.

Under sit ophold i Danmark blev M. 1755 lærer i fransk for kronprinsen (Christian VII) og udgav 1753-58 månedsskriftet Mercure Danois der stillede sig som opgave at udbrede kendskab til dansk litteratur i udlandet og til udlandets litteratur i Danmark. Han foretog 1755 en rejse i Sverige og Norge; dens udbytte satte sig værdifulde spor i hans franske udgave af William Coxes rejseværk (fire bind, 1787). Den engelske originals afsnit om Danmark er gennemarbejdede af M., og afsnittet om Norge er erstattet med en gengivelse af M.s breve fra dette land til en højtstående dansk person (sandsynligvis A. G. Moltke eller J. H. E. Bernstorff) som havde opfordret ham til at foretage rejsen og skaffet ham midlerne dertil. Under omtalen af Bergen genoptrykker han den studie over Holbergs personlighed og forfatterskab som han kort efter dennes død 1754 havde offentliggjort i et germanistisk tidsskrift i Amsterdam. Da E. S. F. Reverdil 1758 var ankommet til Kbh. stiftede han med M. et venskab der, under mange omskiftelser for begge, holdt til deres død. Efter et otteårigt ophold i Danmark vendte M. i dec. 1760 tilbage til Genève og overtog et professorat i historie ved republikkens universitet. Hans værker havde allerede da skaffet ham europæisk anseelse. Akademierne i Uppsala, Lyon og Paris udnævnte ham til medlem. Et tilbud om stillingen som opdrager for den russiske storfyrsttronfølger (Povl I) afslog han. Han blev en hyppig gæst på les Déliées hos Voltaire. Den britiske konges yndling, Lord Bute, engagerede ham til lærer og ledsager for sønnen under en Italiens-rejse. I Rom fandt han i Vatikanets arkiv og afskrev, foruden pavebreve og andre akter af interesse for Norden, den islandske bisperække. Dronningen af England anmodede ham om at være hendes litterære korrespondent på kontinentet. Braunschweigs, Hessens og Mecklenburgs fyrster overdrog ham at skrive deres staters og slægters historie. Under alt dette vedblev forbindelsen med Kbh. at bestå. Dels af helbredshensyn, dels af uvilje mod forholdene ved hove ønskede han imidlertid at blive løst fra sine danske forpligtelser, men han ville nødig helt give afkald på de dermed forbundne indtægter. Ved Reverdils mellemkomst og Bernstorffernes velvilje opnåede han endelig 1762 at få bevilget afsked med årspension.

Da M. havde taget fast ophold i sin fødeby, deltog han ivrigt i republikkens politiske liv som medlem af "Aristokraternes" parti. Denne del af hans liv tilhører Schweiz' historie. Derfor skal her blot nævnes, at Geneves egen og den store franske revolution drev ham i landflygtighed og berøvede ham størstedelen af de indtægter han i form af pensioner eller subventioner modtog fra fremmede fyrstehuse. Netop som den tidligere velstående mand truedes af økonomisk ruin kom A. P. Bernstorff ham gennem baronesse de Staël til hjælp med en klækkelig sum og sikrede ham en fortsat pension fra Danmark. Fra sommeren 1801 var M. atter i sit hjem og nåede endnu i sin alderdom at fuldende en Histoire des Suisses og en Histoire de la ligue hanséatique. Samtiden beundrede M.s fortællekunst, kundskabsfylde og idérigdom. Hans smukke personlighed, naturlige værdighed og åndfulde tale synes i lige grad at have øvet tiltrækning på mænd og kvinder. Tog han end som historiker mod de kår tidens fyrstetjeneste bød, så bevarede denne Montesquieus let rationalistiske og mildt epikuræiske elev dog sit frimodige retsind. Herom vidner hans breve til Bernstorfferne, Reverdil og A. Roger, men fremfor alt hans historiske værks selvstændige synspunkter og frodige idérigdom. Imidlertid er det først eftertiden som ret har kunnet måle virkningerne af M.s indsats. Hans danske historie, eller rettere dennes indledningsbind, blev en af førromantikkens hovedkilder. I det psykologisk rigtige øjeblik opdagede og greb han muligheden for at tilføre sit eget århundrede et stof som svarede til dets længsler og trang: skandinavisk mytologi og poesi. Han åbnede en for de store kulturlande hidtil skjult åre hvis væld befrugtede Europas åndsliv. Således har det kunnet siges, at M.s danske værk må regnes blandt de arbejder som stærkest har bidraget til at udvide 1700-tallets horisont og forny dets tankeverden. Desuden står M. som en af kulturhistoriens pionerer, og hans betydning rækker langt ud over de fortjenester han har indlagt sig som dansk historieskildrer i samtidens verdenslitteratur.