Tage E. Christiansen

Tage E. Christiansen, Tage Ejler Christiansen, 6.11.1918-17.1.1984, historiker, middelalderarkæolog. Født i Kbh. (Chr.), død i Kbh., begravet i Sorø. C. blev klassisk-sproglig student fra Metropolitanskolen 1937, udviklede sig til en stiv latiner og bevarede en stærk påvirkning af sin græsklærer Hartvig Frisch. Han valgte historie som fag og tog magisterkonferens heri ved Kbh.s universitet 1947, men havde allerede i studietiden tilknytning til Nationalmuseets middelalderafdeling hvor han efter konferensen ansattes som museumsinspektør. Fra 1947 til sin død underviste han ved Kbh.s univ. i disciplinen middelalderarkæologi, først som undervisningsassistent, fra 1961 som lektor. Hans vel forberedte ekskursioner i indland og udland, for historiestuderende sammen med Aksel E. Christensen, for kirkehistorikere sammen med Hal Koch, grundlagde en ny opmærksomhed i disse fag over for historiske monumenters betydning. Som historiker var C. særlig Erik Arups elev, og som arkæolog var han uddannet af Poul Nørlund. Mellem disse to lærere var der et rigt inspirationsfelt. Begge var trofaste og begavede elever af den store Kr. Erslev, men indbyrdes var de meget forskellige og altid, med al respekt for de akademiske høflighedsformer, i latent konflikt og konkurrence. En skarp kritisk indstilling som kendetegnede C, men som hos ham kombineredes med en højt udviklet pietetsfølelse over for kilderne og med en stor indlevelsestrang over for de historiske situationer bærer hans læreres tydelige præg, men vidner tillige om de store sjældne evner hvormed studenten selv mødte til arbejdet. C. blev en fornem kender af den nordiske middelalderkultur i dens europæiske sammenhæng. Efter anden verdenskrig kunne han rejse meget og var således 1959 næsten et helt år i Rom. Om Arups og Nørlunds minde hægede han altid.

C. fik tidligt store arkæologiske opgaver i Sorø (kirken og klosterområdet) og på Færøerne med udgravningen af bispesædet i Kirkjubøur. I vikingeborgenes problem var han engageret siden han som gymnasiast deltog i Nørlunds udgravning af Trelleborg ved Slagelse. Senest 1979 fremlagde han en nyvunden absolut datering af Trelleborg til 980/981 der afslutter en årelang debat. Da var hans stilling på museet løst fra middelalderafdelingen og henlagt under rigsantikvaren med særlige opgaver inden for museets dendrokronologiske undersøgelser. En anden museumsopgave var et stort middelalderligt keramikfund (Farum Lillevang). – C.s produktion er, hans enorme flid taget i betragtning, ikke stor, men den er tungtvejende, anlægger originale problemstillinger af europæisk perspektiv og kendetegnes ikke blot af forfatterens lærdom, men også af hans æstetiske sans og hans kunstneriske indstilling. Foretrukne emner er Valdemarstiden (Hvideslægten, klosterhistorien, kirkebyggeriet), senmiddelalderens store danske fyrster (dronning Margrete og Valdemar Atterdag), dansk middelalderlig historiografi (Yngre sjællandske Krønike), Roskilde stift i middelalderen (særlig sognedannelsen på Sjælland). En række arbejder om dansk middelalderlig kunst (gyldne altre, røgelseskar, Dagmarkorset) vidner om hans arbejde på Nationalmuseet og hans kærlighed til dets middelaldersamling.