Adolf Hansen

Adolf Hansen, Adolf (døbt Adolph) Marius Hansen,  6.6.1850-2.2.1908, litteraturhistoriker. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., urne på Vestre kgd. H. gik først i Det forenede velgørenhedsselskabs drengeskole hvor hans lærer i dansk og engelsk, Ludvig Trier fik stor betydning for hans udvikling. 1868 blev han student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, og 1875 tog han magisterkonferens i engelsk hvorefter han dels virkede som privatlærer, dels som lærer ved Lyceum og andre skoler. 1883 blev han dr.phil. på afhandlingen Addison som litterær Kritiker, blev 1886 lærer ved Statens lærerhøjskole og 1894, efter at have virket som privatdocent i nogle år, docent ved universitetet i engelsk sprog og litteratur. - H. der var en meget afholdt lærer virkede litterært som litteraturhistoriker og -kritiker, som oversætter af engelsk poesi og, ofte i samarbejde med Johannes Magnussen, som udgiver af meget brugte lærebøger i engelsk. Han var tidligt kommet under påvirkning af Georg Brandes og udgav 1876 en anmeldelse af Georg Brandes: Naturalismen i England, hvori han udtrykte sin beundring for Brandes, men også viste de krav, han stillede sig selv om eksakthed i forskningen, bl.a. ved at kritisere skødesløsheder og inkonsekvenser i nogle af Brandes' oversættelser. Her ses også hans store viden og evne til indlevelse i et litterært værk som måske på den fineste måde kommer frem i Den engelske og den nordamerikanske Litteraturs Historie i Omrids, 1902. Hans videnskabelige speciale var klassicismen i engelsk litteratur som han først behandlede i disputatsen, senere i En engelsk Forfattergruppe, 1892 (to større afhandlinger om Alexander Pope og Jonathan Swift og to mindre om John Gay og John Arbuthnot). – Allerede 1872 trådte H. frem som oversætter med Alfred Lord Tennysons Anna og Locksley Slot. Senere fulgte Lord Byrons Junker Harolds Pilgrimsfart, 1880, Oversatte engelske Digte (Percy B. Shelley, Tennyson, Arnold og A. C. Swinburne), 1884, Shakespeares Sonetter, 1885 med en fortræffelig indledning om baggrunden for digtene og om sonettens historie i England, Shelleys Den løste Prometheus, 1892 og Bjowulf (fuldendt og udg. 1910 af V. J. v. Holstein-Rathlou). Som oversætter udmærker H. sig ved en stor respekt for originalen, og han veg ikke tilbage for destørste og vanskeligste opgaver, men undertiden kan hans vers virke tunge og gammeldags. En sammenfattende kritik af H. kan næppe gives bedre end med Georg Brandes' ord: "Han havde ualmindelige Kundskaber, Forstand, udviklet Skønhedssans, litterært Talent, var med disse Evner beskeden og tilbageholden, stilfærdig og dæmpet, karakterstærk og trofast".