Dansk Biografisk Leksikon

Frederik Nielsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Frederik Nielsen,  1.1.1915-28.5.1983, litteraturhistoriker. Født i Randers, død i Ny Holte sg., begravet Mariebjerg kgd. Om sin opvækst på Christianshavn har N. selv berettet i erindringsbindet Engang for længe siden, 1971. 1934 blev han student fra Christianshavns gymnasium og begyndte derpå at studere dansk, engelsk og tysk i hvilke fag han blev cand.mag. 1941. Efter eksamen fik han foreløbig arbejde som timelærer ved Statens og hovedstadskommunernes kursus for i 1945 at blive adjunkt ved Frbg. gymnasium. S.å. udgav han romanen Faraos fede Aar, et portræt af hans egen mellemkrigsgeneration. I perioden 1946-64 virkede han som ledende litteraturkritiker ved Social-Demokraten, og i tidsrummet 1946-56 var han ansat som undervisningsassistent ved Kbh.s univ. 1948 udgav han sit første litteraturvidenskabelige arbejde, antologien Dansk Litteratur- og Teaterkritik, og året efter fulgte det pædagogiske diskussionsoplæg Litteratur eller makulatur, udgivet for Arbejdernes oplysningsforbund. 1951 flyttede N. sin adjunktstilling til Lyngby statsskole, hvor han blev lektor 1955. Forinden havde han, i 1953, disputeret med afhandlingen J. P. Jacobsen. Digteren og mennesket (3. udg. I-II, 1968). Ved en minutiøs analyse af liv og forfatterskab påviste han her grundlæggende psykiske strukturer af masochistisk art hos denne forfatter. Trods en vis ensidighed i synsvinklen forbliver disputatsen en grundlæggende monografi om J. P. Jacobsen. 1972-74 udgav han J. P. Jacobsens samlede værker i seks bind. 1958 blev N. professor ved Danmarks lærerhøjskole, en stilling han varetog til 1977, og hvori han prægede et par generationer af folkeskolens dansklærere. 1957 udgav han radioens grundbog Dansk digtning i dag, en både indforstået og klar oversigt over den nyere tids litteratur med Martin A. Hansens digtning i centrum. 1961 udsendte han den litteratur-pædagogiske essaysamling Digter og læser. Af ældre forfattere har N. især beskæftiget sig med Poul Martin Møller. 1958 udsendte han en tekstkritisk udgave af En dansk Students Eventyr, og 1961 samlingsbindet Om Poul Martin Møller. Af nyere forfatterskaber har han specielt interesseret sig for Martin A. Hansen, om hvem han udgav monografien Martin A. Hansen. Møder med en digter og hans bøger, 1961 (ny ændret udg. med titlen Fra Martin A. Hansens værksted, 1971) og Nis Petersen om hvem han udgav en studie 1970. N.s interesse for nyere litteratur har tillige givet sig udslag i hans arbejde som medredaktør ved andenudgaven af Danske digtere i det 20. århundrede I-III, 1965-66. -Som litteraturvidenskabsmand har N. til stadighed været optaget af at formidle digtningen for et større publikum. I sit arbejde som forsker og kritiker har han – undertiden med engageret, polemisk skarphed – bestræbt sig på pædagogisk at viderebringe sine egne intense digteriske oplevelser.

Familie

Forældre: skrædder Anton Kristian N. (1891-1916) og Johanne Margrethe Mikkelsen (født 1894). Gift 17.1.1942 i Kbh. (b.v.) med bibliotekar Grethe Hansen, født 17.10.1916 sst., d. af musiker Hans Valdemar H. (født 1880) og Anna Jensen (født 1885). Ægteskabet opløst 1967.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1954 116. F. N.: Engang for længe siden, 1971 (erindr.).

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Holte
tidl. Ny Holte , stationsby på Nordbanen, K ...Artikel i Den Store Danske
oplysningsforbund
organisationer, der varetager koordinering og admini ...Artikel i Den Store Danske
masochistisk
knyttet til masochisme . ...Artikel i Den Store Danske
Social-Demokraten
1874-1959 navnet på dagbladet Aktuelt . ...Artikel i Den Store Danske
undervisningsassistent
timelønnet universitetslærer ansat på kortvarig kont ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
UAn
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki