Georg Christensen (forstander)

Georg Christensen, Niels Georg Christensen, 11.3.1877-22.4.1966, litteraturhistoriker, lærer.

Georg Christensen blev student 1894 fra Efterslægtsselskabets skole, studerede almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og var ved siden af stærkt folkloristisk interesseret. 1898 fik han universitetes guldmedalje for en afhandling (utrykt) om den tyske filosofis indflydelse på Danmarks nationallitteratur. 1902 blev han mag. art. i litteraturhistorie og derefter lærer ved Det danske selskabs skole. Det må være i arbejdet ved denne reformprægede skole og i samarbejde med skolens utraditionelle leder, pædagogen og filosoffen C. N. Starcke, at Georg Christensen formede sit progressive pædagogiske syn.

Efter at skolen 1912 måtte lukke blev Georg Christensen lærer ved Hanna Adlers fællesskole, N. Zahles seminarium, Statens lærerhøjskole, og fra 1923-24 var Christensen som den første dansk lektor ved universitetet i Uppsala. Samtidig publicerede han litteraturhistorisk anlagte tekstanalyser for forskellige skoleformer - bl. a. en meget anvendt fremstilling for gymnasieskolen - litterære analyser (hovedsagelig offentliggjort i tidsskriftet Edda) og var medudgiver ved centrale forfatterskaber. De i dag bedst kendte og benyttede er udgaven af St. St. Blichers samlede værker I-XXXIII, 1920-34, N. F. S. Grundtvigs værker i udvalg I-X, 1940-49 og J. P. Jacobsens samlede værker I-V, 1924-29.

Georg Christensens litteraturhistoriske arbejder er skrevet ud fra stor saglig viden, og stoffet er ordnet og sammenfattet systematisk ud fra et pædagogisk hensyn. Som pædagog tilstræbte han at fremme oplevelsen ved litteraturlæsningen på kundskabstilegnelsens bekostning. 1926 blev Christensen forstander for Haderslev statsseminarium. Samtidig begyndte han at gøre sig bemærket i skoledebatten. Han ønskede fx praktikundervisningen ved seminarierne lagt om, de i samtiden såkaldte "arbejdsskolens principper" indført, og i seminariekommissionen 1930-31 i forbindelse med seminarieloven af 1930 gjorde han sig bl. a. til talsmand for at faget psykologi blev styrket. Hans synspunkter med hensyn til en fornyelse af arbejdsformerne fik flertal i kommissionen.

Ved seminariet i Haderslev opstod et usædvanligt levende, pædagogisk progressivt miljø med Georg Christensen som den daglige leder og inspirator. Hans klart positive stillingtagen til den kulturradikale "Forening for frisindet Kulturkamp" vakte imidlertid misnøje i Sønderjylland, og Christensen valgte 1937 at søge Jonstrup seminarium hvor han blev til 1947. I de følgende 12 år var han forstander for det reformpædagogisk prægede Kursus for småbørnspædagoger og fortsatte dettes frodige og kreative traditioner. I årene 1948-54 var Georg Christensen desuden formand for udvalget vedrørende forsøgsundervisningen på seminarierne og ministeriets tilsynsførende med denne undervisning. Sine glæder og betænkeligheder ved forsøgsarbejdet har Christensen redegjort for i Dansk pædagogisk tidsskrift nr. 2, 1954.

Georg Christensens pædagogiske interesse strakte sig langt ud over seminarieuddannelsen. På hans initiativ blev Psykologisk-pædagogisk Bibliotek - senere Gyldendals Pædagogiske Bibliotek - startet, en årrække ledet af Christensen. Desuden var han en aktiv og virksom redaktør, først af Pædagogisk-psykologisk Tidsskrift, 1940-52 og derefter af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 1952-57.

Til grund for Georg Christensens varme pædagogiske engagement og aktive praktiske indsats lå et afklaret pædagogisk syn. Dette redegjorde han bl. a. for i Emdrupplanen som han som medlem af Frit Danmarks lærergruppe efter befrielsen udarbejdede, og i artikler og foredrag hvoraf enkelte er trykt i Pædagogisk frikvarter, 1958. Skolen skulle være anderledes end den eksisterende, et grosted hvor den enkelte kunne udvikle sig efter sine forudsætninger. Derved ville barnet blive selvstændigt; den enkeltes evne til at danne sig en selvstændig mening, træffe valg og tage ansvar, var grundlæggende for en demokratisk styreform. Samtidig hævdede Georg Christensen at skolen skulle opdrage til samarbejde. Hvilket af disse mål der skulle prioriteres højest og hvorvidt de overhovedet var forenelige uddybedes imidlertid ikke i Christensens skrifter. Med udgangspunkt i dette syn tog Georg Christensen gennem sit lange alsidige virke mange klare og konsekvente standpunkter der både vakte debat og modstand. I sin daglige gerning var han levende og åben, havde tid til at lytte, også til kritik, og omkring ham opstod frodige, stimulerende arbejdsmiljøer.