Peter Seeberg, Peter Ejnar Lauritzen Seeberg, 22.6.1925-8.1.1999, museumsinspektør, forfatter. Peter Seebergs skønlitterære forfatterskab er lille, men vægtigt. Det repræsenterer ikke noget typisk for hans periode, men har netop sin styrke i den personlige ejendommelighed. For dette forfatterskab er forståelsen af genren og humoren væsentlige.

Peter Seeberg er sønderjyde fra et missionsk lærerhjem og blev student fra Haderslev 1943. Sommer og efterår 1943 tilbragte han som frivillig arbejder i Berlin. Hans litterære interesser koncentrerede sig i ungdommen omkring F. Nietzsche (jf. oversættelsen Visdom. Aforismer, 1946). 1950 blev han mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie i København hos professor Paul V. Rubow, og 1953 som arbejdsløs henvist til arbejde på Nationalmuseet. Litteraturinteressen blev til et skønlitterært forfatterskab, og forskningen fik et håndgribeligt indhold. Museumsmanden viste sig at være en dygtig administrator. Med entusiasme kastede Peter Seeberg sig over studiet af de konkrete ting, registrerende og intellektuelt analyserende. Det skønlitterære arbejde følger en indre linje, og først sent i forfatterskabet løber de to linjer tydeligt sammen. 1957–58 var han knyttet til det hanseatiske museum i Bergen, og han deltog 1960 i den danske arkæologiske ekspedition til Kuwait. Samme år blev han museumsinspektør i Viborg. Her var han museumsinspektør frem til 1993. Vigtig er også Jens Munk mindeekspeditionen til Churchillfloden i Canada som Peter Seeberg deltog i sammen med studiekammeraten Thorkild Hansen, jf. de to forfatteres Jens Munks Minde-Ekspedition, 1965.

Af Peter Seebergs store faglige forfatterskab er der grund til også at hæfte sig ved katalogen til Viborg stiftsmuseum Brikker af en verden, 1975 og At se på Viborg – at være i, 1978. Peter Seeberg modtog mange udmærkelser, og det er rimeligt at en af de første var H.C. Andersenlegatet (1964). 1977 fik han Det danske akademis store pris og var 1981-84 formand for Dansk forfatterforening. Gennem hele Peter Seebergs faglige virke gik en klar vilje til udadvendte aktiviteter. Han virkede som foredragsholder over hele landet og blev brugt af både fjernsyn og film. Han skrev således manuskriptet til Henning Carlsens film Sult, 1966, over Knut Hamsuns roman.

Som skønlitterær forfatter etablerede Peter Seeberg sig straks i det litterære centrum med sine to små romaner Bipersonerne, 1956 og Fugls føde, 1957. Samtidig var han begyndt at skrive de små fortællinger der er kernen i hans kunst (Spionen allerede trykt i tidsskriftet Perspektiv 1953). Bipersonerne præsenterer en gruppe tvangsarbejdere i Berlin 1943. Det er en mosaik der i små lysende krystaller viser de psykiske tilstande hos personer i en ekstrem situation de er uden indflydelse på. Verdenskrigen er reduceret til et irritationsmoment for bipersonerne der bygger kulisser til en film. Fugls føde handler om en forfatter der fristes af en rig mand. Et djævelsk psykologisk spil mellem to modsætninger reduceres typisk for Seeberg fra det høje ideale til det hverdagslige småtskårne i begge karakterer. Den rige Hiff vil købe virkelighed af forfatteren Tom som gerne vil sælge. Der bliver ingen handel, og man forstår i et almenmenneskeligt perspektiv en kunstners dilemma. Eftersøgningen og andre noveller, 1962 er i alle måder en enestående bog. Det er et hovedværk i dansk litteratur i den lille genre. Humor og genre smelter sammen i en stil der bevidst er forenklet til nøgen normalprosa. Siden den nihilistiske roman Fugls føde havde Peter Seeberg frigjort sig fra Nietzsche gennem læsning af den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein, og novellerne fortæller om hverdagsbagateller eller helt normal adfærd som hovedpersonerne ved et overdrevent engagement fører ud i det fantastiske. En selvcentret indre logik fejer normalitet og hverdag til side. Motivet er en af sjælens fluer, og handlingen at fluen bliver til en elefant. Når fx ens helt nye bil har fået en lille bule kan man lige så godt ødelægge den helt. Humoren er hverken afslørende eller barsk, snarere en indre munterhed som i "Timeplan for en gammel gud" (Om fjorten dage) der hver fredag vil "vugge verden lidt om aftenen".

Romanen Hyrder, 1970 blev skrevet som radioroman. Handlingen er moderne og genkendelig: en bilulykke forvandler den akademiske administrator til et objekt for administrationen. Romanen undgår den nærliggende socialt engagerede vej og følger den vanskelige indre psykologiske linje. Begrebet hyrder er bibelsk mellem to poler, den selvbehagelige formynder, og den der vinder sig selv ved at give sig selv. Højdepunktet er igen ekstremt, at spejle den tabte virkelighed gennem den lammede som ikke kan meddele sig til omverdenen. Dinosaurusens sene eftermiddag, 1974 og Argumenterfor benådning, 1976 er i stigende linje en suveræn tilbagevenden til den lille genre. Bøgerne rummer fiktiv dokumentarisme, aforistiske registreringer, fabler, myter og rigtige eventyr og historier. Museumsmand og digter nærmer sig hinanden. Svingende mellem forelskelse og had skildres alle de ting mennesket omgiver sig med og lader sig beherske af. Vi klamrer os til en virkelighed som vi opløser i fragmenter. Læseren morer sig dejligt ved at se det forkerte afsløret med en sikker indre logik, men bringes også til at forundres og til at tage stilling. Hvor ekstremt den enkelte end forfølger sit vildspor vedbliver hverdagen at leve og virke.

De to sidste bøger Ved havet, 1978 og Om fjorten dage, 1981 kaldes henholdsvis roman og noveller, men den ydre betegnelse er ikke væsentlig. Peter Seebergs romaner (måske undtagen Fugls føde) er sammensat af små skarptslebne krystaller. De er uhyre koncentrerede. Bipersonerne går over seks dage fra mandag til lørdag uden søndag, Fugls føde over to dage fra den første morgen til den anden aften, og Ved havet over én dag. Ved havet og Om fjorten dage samler sig om typiske lokaliteter for moderne stille eksistenser. Egentlig vulgær og opreklameret er den solbeskinnede overfyldte strand med et truende tordenvejr hen på eftermiddagen i den første. I den anden provinsbyidyllen så nær græsrødderne og den forklemte almindelighed. I det ydre køligt registrerende mosaikker i klart hverdagssprog, under overfladen humorens indre varme. I Om fjorten dage forenes forfatteren og museumsmanden. Det præcist daterede historiske aktstykke bruges som afsæt (fx et fotografi eller en visebog). Motiver i forfatterskabet fastholdes og udvikles. "Drømmen om folket" kunne kaldes "museumsmanden som spion", men med en ny varm ironi. Dobbeltheden i bogen er et gennemgående motiv i forfatterskabet. Det er spillet mellem den generelle tvang hvor "friheden var at kunne gemme sig så godt, at ingen lagde mærke til, hvad man foretog sig", og den absurde frihed, at gøre noget (utilladeligt) for at have "gjort noget, vi aldrig vil glemme".

Peter Seeberg går modsat sin periodes typiske beskrivelse af det enkelte menneskes vilkår i en alment genkendelig social situation og skildrer generelt genkendelige psykiske tilstande i et ekstremt forhold til omverdenen. Skildringen går fra en indre psykisk besættelse ud ad mod virkeligheden. Samfundet, fællesskabet er ikke givet, men noget mennesket må finde frem til ved at overvinde sig selv, for ellers forbliver fællesskabet kun ritualer for adfærd og færdselsregler for tanken.

Et hovedtema i Peter Seebergs forfatterskab er outsideren uden for virkeligheden der fortaber sig i analyse af andre i stedet for at engagere sig selv. Man har kaldt Peter Seebergs fortællinger absurde, men det absurde skal forstås som ekstreme psykiske tilstande læseren straks genkender kimen til hos sig selv. I den lille fortælling er temaet fastholdt med en klar indre logik. Hans realisme må findes på et indre plan. Seeberg har den store kunstners tillid til sit eget værk. Intet skal forklares af forfatteren eller forstås af læseren. Udfordringen er enkel: fungerer fortællingen for læseren? Ellers intet.

Af hans senere værker kan nævnes Rejsen til Ribe, 1990, der er en samling af noveller, fabler og digte samt Halvdelen af natten, 1997, der ligeledes består af noveller, digte og strøtanker. Han har desuden skrevet en lang række børnebøger, bl.a. Uden et navn, 1985, Oh, at være en kænguru, 1995 og En formiddag i stenalderen, 1996.

Peter Seeberg har modtaget adskillige priser og legater: 1977 tildeltes han Det danske akademis store pris, han fik Nordisk råds litteraturpris 1983 for Om fjorten dage, og samme år modtog han Blicherprisen. Han tildeltes Herman Bangs mindelegat 1990 og De gyldne laurbær 1991. Fra 1994 var han formand for Nævnet for etnisk ligestilling.

Familie

Peter Seeberg blev født i Skrydstrup og er begravet på Rømø kirkegård. Forældre: lærer, forfatter Christian Petersen Seeberg (1893–1937) og Karen Kirstine Kjær (1887–1957). Gift 11.10.1952 i København med socialrådgiver, tegner Hanne Ellen Ludvigsen, født 7.4.1933 i København, d. af konsul Børge Ludvigsen (født 1900) og billedhugger Edith Lund (født 1904). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Mal. af K. Heltoft 1966 og udst. 1975 og 1978. Foto.

Bibliografi

Interview i Hanne Marie Svendsen: Romanens veje, 1966 73–89. – Erland Munch-Petersen i Bogens verden XLV, 1963 189–92. Søren Baggesen i Danske digtere i det 20. årh. 2.udg.III, 1966 467–87. Bjarne Sandstrøm sst. 3. udg. IV, 1982 11–28. Thomas Bredsdorff: Sære fortællere, 1967 (2, udg. 1968) 68–86. Vagn Thule: Peter Seeberg, 1972 (heri bibliografi). Ib Bondebjerg: Peter Seeberg. En ideologikritisk analyse, 1972. Bj. Sandstrøm i Kritik, 1978 nr. 47 39–64. Sig. Enggaard Poulsen og Kr. Friis-Jensen: Dagen letter i sindet. Studier og læsninger i Peter Seebergs forfatterskab, 1979. Ole Sarvig i En bog om inspirationen. Det danske akad. 1974–81, 1981 199–207. Indfaldsvinkler : en forfattersamtale mellem Peter Seeberg og Poul Vad, 1998. – Papirer i Ark. for ny lit., Hald, Viborg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig