C. Hermansen

C. Hermansen, Christen Hermansen, 30.1.1806-19.10.1882, orientalist, teolog. C. Hermansen blev student 1825, privat dimitteret, cand.teol. 1830, var alumnus på Borchs kollegium i to år og vandt universitetets guldmedalje 1834. Efter nogle år som manuduktør og notarius ved teologisk embedseksamen foretog han 1839–41 med offentlig understøttelse en rejse til Tyskland, Italien, Grækenland og Orienten. Ved sin tilbagekomst blev han konstitueret som docent i semitisk-østerlandsk filologi og litteratur, en stilling der 1844 omdannedes til et lektorat og 1845 til et ekstraordinært professorat. 1848 overtog han et ekstraordinært teologisk professorat og fik gammeltestamentlig eksegese som hovedfag, idet han dog også indtil 1851 bestred sit gamle fag ved det filosofiske fakultet. 1850 blev han ordinær professor i teologi, tog sin afsked 1882.

Som lærer ved det teologiske fakultet repræsenterede C. Hermansen den retning der reagerede mod rationalismen med en strengt konfessionel lutherdom og så det som sin opgave at hævde den kirkelige traditions opfattelse i alle spørgsmål vedrørende bibelsk litteratur og historie, en retning hvis fører er tyskeren E.W. Hengstenberg. På de studerende havde C. Hermansen en særlig indflydelse gennem de skriftlige øvelser, han (og H.N. Clausen) afholdt. Hans videnskabelige produktion er trods hans store lærdom ikke omfattende. Foruden en lille disputats fra kollegietiden og et par universitetsprogrammer – om det af W. Cureton udgivne syriske evangeliehåndskrift (1859) og om integriteten af Jobs bog (1874) – offentliggjorde han en oversættelse af salmerne (1862) og Esajas (1854). Han havde en væsentlig andel i det gennemsyn af den danske oversættelse af Det gamle testamente som førte til den revision der blev autoriseret 25.4.1871. Desuden bearbejdede han til Chr. H, Kalkars bibelværk Ezechiel og Daniel. Han var 1873–74 rector magnificus og fungerede ved J. Nellemanns indtræden i ministeriet Estrup som prorektor fra juni 1875 til universitetsårets udløb.

C. Hermansen gik med stor iver op i sin universitetsgerning. I sine sidste år, da han var stærkt svækket efter et apoplektisk anfald, kørte han til universitetet og lod sig hjælpe op på katederet for at holde forelæsning. Han havde et blødt hjerte over for nød og trang og understøttede i stilhed mange fattige studenter og andre nødlidende. Han og hans hustru har stiftet nogle betydelige legater, dels for deres familie og deres fødesogne, dels for universitetet (fundats, Ministerialtidende 1884, A. 37f). Hans bibliotek der væsentlig bestod af ældre litteratur (katalog, trykt 1883) testamenteredes til Viborg stiftsbibliotek og overgik siden til Århus universitet. – Æresdoktor i teologi i Leipzig 1878.