Johannes Pedersen

Johannes Pedersen, Johannes Peder Ejler Pedersen, 7.11.1883-22.12.1977, orientalist. Født i Illebølle, Lindelse sg., Langeland, død i Kbh. (Jesusk.), begravet på Frbg. kgd. P. blev student 1902 fra Sorø. F. C. Krarups undervisning havde bidraget til at han derefter valgte teologien som studiefag. Med særlig iver kastede han sig over studiet af det gamle testamente under professor J. C. Jacobsen og drev desuden straks fra sit andet studieårs begyndelse semitiske studier under vejledning af professor Frants Buhl. 1906 opnåede han universitetets guldmedalje, og 1908 tog han teologisk embedseksamen. 1909-12 opholdt P. sig i udlandet under fortsatte semitiske studier hos tidens ypperste lærde, i Leipzig således bl.a. hos A. Fischer, i Leiden hos Snouck Hurgronje og i Budapest hos Ignacz Goldziher. Samværet med de to sidstnævnte, der begge havde foretaget langvarige rejser i orienten, betød for P. noget i retning af et ophold i selve Østen. Fra denne periode foreligger fra P.s hånd Bibelbog for Skole og Hjem som han udgav sammen med Edv. Lehmann 1909, oversættelsen af Ruths og Esthers bøger i Buhls oversættelse af Det gamle testamente 1910 og en bearbejdelse af den islamiske del af Lehmanns Textbuch zur Religionsgeschichte, 1912. Hovedværket er dog en afhandling om Den semitiske Ed og beslægtede Begreber samt Edens Stilling i Islam. Til belysning af dette emne havde P. samlet og undersøgt et stort materiale og fremlagde i sin afhandling en fylde af originale iagttagelser, navnlig en ny forståelse af pagtbegrebet hos semitterne. Bogen skaffede sin forfatter den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ. 1912. Den fremkom senere (1914) i udvidet form på tysk. Den for P.s senere store religionshistoriske arbejder så typiske fremgangsmåde der går ud på stadig at se hvad de forskellige foreteelser betyder i deres egen sammenhæng – en fremgangsmåde som P. har erklæret for at være en lignende som den Vilh. Grønbech anvendte i sit værk om germanerne – er allerede klart og bevidst anvendt i disputatsen fra 1912. P.s næste større arbejde fulgte nu som en konsekvens af de undersøgelser bogen om eden havde ført ham ind i. I sit forord til denne havde han skrevet: "Som Baggrund for Skildringen af Pagten, Forbandelsen og det i Cap. VIII fremstillede Sandhedsbegreb maatte, hvis Arbejdet skulde have været bygget op fra Grunden, være foretaget en Undersøgelse af Grundbegreberne i Semiternes Livsopfattelse". En sådan er det P. foretager i Israel hvis første del (Israel I-II, Sjæleliv og Samfundsliv) udkom 1920. Denne bog er en indefra set og følt, syntetisk fremstilling af den måde hvorpå den gamle israelit ser, føler, tænker, handler. Hidtil havde de bidrag folkelivsforskningen havde ydet forskerne af Israels liv været under synspunkterne animisme og totemisme. Men disse er kun udtryk for "ensidige Teorier". "Forskningens Opgave maa være at forstaa Israels Liv som et virkeligt Folkeliv, en Kultur, der er voxet ud til en Helhed ligesom andre Folks" (Israel I-II, s. 403). En engelsk udgave af Israel I-II kom 1926. I den har P. suppleret sine udtalelser om forholdet mellem israelitisk og fremmed ret ud fra nyfundne assyriske og hettitiske love. Herom havde han allerede skrevet i festskrift i anledning af Fr. Buhls 75-års fødselsdag 1925. En dansk 2. udgave af Israel I-II kom 1934. I perioden 1913-20 var P. medarbejder ved det i Leipzig planlagte arabiske leksikon under ledelse af A. Fischer og skrev desuden forskellige mindre arbejder og tidsskriftartikler. 1916 overtog han et nyoprettet docentur i det gamle testamente under det teologiske fakultet. – Allerede 1914 havde P. af Carlsbergfondet fået bevilget et større stipendium til en orientrejse, men kunne på grund af første verdenskrig først tiltræde denne 1920. Rejsen førte ham til Egypten, navnlig Cairo. Her studerede han sproget og tilbragte bl.a. mangfoldige timer som iagttager ved derwishernes øvelser. Men fremfor alt lykkedes det ham at blive indført i Azharmoskeen, det "anerkendte Centralsted for Undervisningen i Islams for længst afsluttede og stivnede Videnskab". Adskillige måneder igennem deltog han i undervisningen ved dette muhamedanske universitet idet han fulgte forskellige lærere. Sine indtryk derfra beskrev han i Al-Azhar, et muhammedansk Universitet, 1922. Også i sit otium fortsatte han disse studier over den middelalderlige lærdomstradition. Rejsen førte P. videre til Palæstina og Syrien.

Kort efter sin hjemkomst 1922 overtog P. det ordinære professorat i semitisk-østerlandsk filologi efter Fr. Buhl. De væsentligste af P.s skriftlige arbejder i de følgende år handler om islam, og særlig viede han inden for dette område mystikken sin interesse. Til Poul Tuxens Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse (VIII) skrev han 1923 Muhammedansk Mystik. En Samling Texter, oversat og forklaret, en bog der ved sit udvalg af – for størstedelen – ikke tidligere oversatte tekster og sin indledning og sine noter må betegnes som et originalt arbejde af stor betydning for udforskningen af dette område. Til Edv. Lehmanns Illustreret Religionshistorie skrev ham Islam, dens Tilblivelse og Udvikling, 1924, i lidt omarbejdet form 1948. En større samlet oversigt gav han 1928 i Islams Kultur. 1931 offentliggjorde P. på fransk en afhandling om prædikerens bog (Scepticisme Israélite), et arbejde der i sin første form havde været trykt i Edda allerede 1915. – Fortsættelsen af Israel I-II, der skulle handle om kulten og det hellige kom 1934 (Israel III-IV, Hellighed og Guddommelighed). Der gives her atter et indefra set, organisk sammenhørende billede af helligheden hos israeliterne i sammenhæng med deres hele sjæleliv. Robertson Smith havde tidligere peget på den religionshistoriske betydning af helligheden hos semiterne. Men i P.s værk er helligheden hos disse folk for første gang set i sammenhæng med deres sjælelige helhedsopfattelse. Foruden de ovenfor anførte værker har P. ydet bidrag til Enzyklopaedie des Islåm hvor han først og fremmest har forfattet den betydelige afhandling om moskeen i islam, og til Reallexikon der Vorgeschichte (især en stor sammenfattende afhandling om de semitiske sprog) samt skrevet afhandlinger i forskellige fagtidsskrifter. En tekstudgave af al-Sulamî's Tabaqât al-sûfîya, en vigtig kilde til den muslimske mystiks historie påbegyndtes 1938, men blev først genoptaget efter anden verdenskrig 1960 i P.s otium. I en periode af mindre administrativ belastning under krigen skrev P. den smukke kulturhistoriske bog Den arabiske Bog, udg. 1946. Af behandlinger af ny-fundet primærmateriale kan nævnes udgaven af hebræiske, samaritanske og arabiske indskrifter i Ustinow-samlingen i Oslo, Inscriptiones semiticae, 1928; en tolkning af en ugaritisk tekst Die Krt Legende (Berytus, 1941) og en artikel om Karatepe-indskriften i Acta Orientalia 1950. De vigtigste senere arbejder var to religionshistoriske artikler, The Fall of Man i Mowinckel-festskriftet 1955, og Wisdom and Immortality (Vetus Testamentum s.å.) hvori den afklarede forsker kaster lys over et religiøst grundproblem der ligger bag de store nærorientalske religioner. De vidner om den gamle mesters uformindskede format op i årene.

I den sidste halvdel af det forrige århundrede var den gammeltestamentlige videnskab behersket af litterærkritikkens arbejde (den Wellhausenske skole). Fra århundredskiftet fik dette en fortsættelse i det religionshistoriske og traditionshistoriske arbejde med teksterne (med Gunkel og Gressmann som førende navne). P. kan som gammeltestamentlig forsker ikke indordnes hverken i den Wellhausenske eller Gunkelske skole idet hans arbejde var bestemt af en anden forskningsmetode og til dels også af andre interesser end disse retningers. Især var hans modsætningsforhold til litterærkritikkens metode og resultater fremtrædende, skønt han anerkendte det store arbejde der fra denne side var gjort med kilderne, og den skarpsindighed som derved var udvist. (Et samlet overblik over P.s syn på det gamle testamente og den gammeltestamentlige forskning foreligger i et foredrag, Opfattelsen af det gamle Testamente, han holdt i Uppsala 1930, offentliggjort i Norsk teol. t., 1931 137-62, og derefter i Zeitschr. für die alttest. Wissensch., 1931). P.s betydning som gammeltestamentlig forsker ligger navnlig i hans fremdragelse af at det er forskningens opgave at fremlægge Israels åndshistorie som en normal udfoldelse af dette folks egne indre kræfter uden at pålægge fremstillingen teoretiske betragtninger der ikke er fremgået af Israels egen kultur, men er hentet udefra, hvad enten det så er fra den kirkelige tradition eller fra det forrige århundredes evolutionistiske filosofi. Ved denne indsats griber P. over de nævnte nyere retninger i den gammeltestamentlige videnskab tilbage til tanker som var fremsat af J. G. v. Herder. I sammenhæng hermed må også P.s betydning for sprogvidenskaben ses. Inden for teksttolkningen og betydningslærens område har hans arbejde ført til betydningsfulde erkendelser. Og ud fra sin psykologiske forståelse af semitterne har han også forsøgt at trænge ind i visse grammatiske fænomener, så at han fx inden for den hebræiske syntaks har kunnet fremsætte nye originale synspunkter (Tempus, Pluralis; Hebræisk Grammatik, 1926, 8. opl. 1968). Hans interesse var derimod i mindre grad knyttet til den egentlige lingvistik og fonetik. Både som religionshistoriker og sprogforsker var P. støttet deraf at han tidligt nåede at beherske både klassisk arabisk og vulgærarabisk. Bemærkelsesværdig er med hensyn til P.s produktion en for ham egen stil og forenklet fremstillingsmåde der præger navnlig hans senere bøger. – P. indtrådte i Carlsbergfondets direktion 1926 og efterfulgte 1933 A. B. Drachmann som formand. Han trak sig tilbage fra sin lærestol 1950 og fra formandsposten i Carlsbergfondet 1955. Efter sin afgang dér forfattede han en fremstilling af Carlsbergfondets historie, The Carlsberg Foundation, 1956. Som administrator af offentlige midler var han respekteret for sin retskaffenhed og sit kloge jugement. Hans indsats for videnskabens trivsel her i landet kan vanskeligt overvurderes. P. modtog gennem årene mange æresbevisninger: teol. æresdoktor ved Lunds universitet 1923, ved Manchester University 1947, og Glasgow Univ. 1951. Han blev medlem af Videnskabernes selskab i 1924, formand for dets hist.-filos. klasse i 1942 og præsident for selskabet 1963-69. Han blev medlem af mange lærde selskaber i udlandet: Vetenskaps-Societeten i Lund 1927, Society for Old Testament Study 1931, Det norske Viten skabs-Akademi i Oslo 1932, Kungl. humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund 1935, Gesellschaft der Wissenschaften zu Göttingen 1936, Akademiet i Berlin 1939, Kungl. Vitterhets, Historie och Antikvitets Akademien i Stockholm 1940, Society of Biblical Literature and Exegesis og American Oriental Society 1947, Kungl. Vetenskaps- och Vitterhetssamhället i Göteborg 1948, The British Academy og Akademie der Wissenschaft und der Literatur zu Mainz 1950, Deutsche morgenländische Gesellschaft 1953, Oosters Genootschap 1956, The Royal Asiatic Society, London 1961, The School of Oriental and African Studies in London 1963. Han var medlem af Academie Arabe i Damaskus og af akademiet for det arabiske sprog i Cairo. – P. var medlem af konsistorium 1919-22 og 1928-33 og blev indvalgt i universitetskommissionen af 1935.