• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaj Barr

Oprindelige forfattere JesPA og ArChr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Kaj Barr, 26.6.1896-4.1.1970, orientalist. Født i Kbh, død i Kbh., begravet Søborg (ved Gilleleje) kgd. B. tog 1914 adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt, men efterhånden tog de sproglige interesser overhånd. For at studere naturvidenskabens og matematikkens historie havde han selv lært sig græsk og latin. 1917 blev han student (priv. dim.) men allerede året før var han begyndt at følge øvelser i arabisk hos J. Østrup, og han fortsatte, mens han forberedte sig til magisterkonferens i klassiske sprog (1925), beskæftigelsen med orientalske sprog og alm. sprogvidenskab. Som medhjælper hos Ada Adler fortsatte han udgivelsen af græske leksikografer som han havde påbegyndt efter A. B. Drachmanns tilskyndelse. Imidlertid koncentrerede han mere og mere sin interesse om den iranske filologi, hvis forskellige discipliner han studerede dels i Kbh., dels i Göttingen hvor han 1927–31 hvert år tilbragte nogle måneder for at nyde godt af F. C. Andreas' inciterende undervisning. 1935 var han i London og Paris, navnlig for at studere sakiske håndskrifter. S.å. blev han lektor i klassiske sprog, 1945 professor i iransk filologi ved Kbh.s univ. som Arthur Christensens efterfølger, og medlem af Videnskabernes selskab. Udpræget sproglig indstillet nåede B. så langt at han i vidt omfang beherskede alle de gamle og nyere iranske sprog- og dialektområder foruden de øvrige orientalske idiomer hvortil studiet af den sproghistoriske udvikling i Iran kræver kendskab. Det var dog navnlig old- og middeliransk der havde hans interesse. Efter opfordring fra tyske forskere påtog han sig udgivelsen af de sprogligt og skrifthistorisk overordentlig vigtige brudstykker af et Pehlevipsalter som F. C. Andreas ikke inden sin død havde nået at få besørget. 1933 fremkom publikationen i Sitzungsberichte der Preuss. Akad. der Wiss. Glossaret bygger vel på Andreas' materiale men er helt selvstændigt behandlet. Det blev atter Andreas' efterladte optegnelser der kom til at danne grundlaget for det næste arbejde idet han i 1. bd., 1939, af Iranische Dialektaufzeichnungen aus dem Nachlass von F. C. Andreas overtog behandlingen af de kurdiske dialekter. Her forelå kun Andreas' ikke særlig omfattende og sparsomt kommenterede optegnelser. Hele behandlingen skyldes B.; det er en undersøgelse af kurdiske sprogforhold som sigter langt videre end til det i optegnelserne givne stof. Af mindre arbejder må nævnes hans bemærkninger om to Pehleviligaturer i festskrift til Grierson (Bulletin of the School of Orient. Studies, 1936), det hidtil bedste forsøg på løsning af et omstridt grafisk problem, og hans Bidrag til sigøjnerdialekternes grammatik i skriftet In Memoriam Kr. Sandfeld, 1943. B. har tilrettelagt facsimileudgaven af universitetsbibliotekets ældste Avesta-håndskrifter, Codices Avestici et Pahlavici Bibliothecae Universitatis Hafniensis, VII-XII, 1937–44. Efter 1945 indtrådte der en forandring i B.s forskningsinteresser, idet studiet af den iranske religionshistorie nu overskyggede alt andet. Med sit bidrag til orientalistkongressen i Paris 1949 Sur le développement du systeme verbal en ironien occidental, (Actes du XXIe congrés des orientalistes, Paris 1949, 158–162) tog han afsked med den "rene", dvs. ikke religionshistorisk engagerede, sprogvidenskab, selv om han ind imellem fandt stunder til de latinske studier der resulterede i det monumentale værk Latinsk Grammalik og Receptlæsning, 1957. Det helt afgørende for B. var at indholdsbestemme og formulere de zarathustriske termini og klarlægge deres Sitz im Leben. De resultater han kom til vandt international anerkendelse. I Principia Zarathustriaca (Øst og Vest. Afhandl, tilegnede Professor Dr. phil. Arthur Christensen, 1945) undersøger B. nøgleordet Aša og viser at den ældre forståelse af det som udtryk for den kosmiske orden må opretholdes fuldt ud. I 1953, i Studia Orientalialoanni Pedersen – – dicata p. 21–40, bestemte han et andet nøgleord, det avestiske dragu-, driyu- ("den svage og afmægtige, som ikke kan stå sig over for de mægtige"), som det af Zarathustra dannede positive modstykke til et overtaget *adrigu- (sanskrit adhrigu-). Påvirket af den franske religionshistoriker Georges Dumézil, men videreførende og uddybende hans synspunkter bragte B. lys over en vanskeligt forståelig passage i det zarathustriske skrift Denkart om, hvorfor tre særlige guddommelige gaver måtte forenes i Zarathustra (Festskrift til L. L. Hammerich ... 1952). I oversættelsen af dele af Avesta (Verdensreligionernes Hovedværker 3. Avesta, 1954) har B. sammenfattet resultaterne af sine årelange studier. Den altomfattende fremstilling af zarathustrismens historie og væsen som det fornemme arbejde Zarathustrismen I (Illustreret Religionshistorie II, 1968 233–77) kan betragtes som de indledende studier til nåede B. ikke at fuldende. R. 1952. R.1 1961.

Familie

Adoptivf: mekaniker Friederich Eduard B. (1840–1912) og Karen Frederikke Frederiksen (1856–1917). Gift 31.1.1927 i Kbh. (b.v.) med Johanne Christiane Jacobsen, født 22.10.1900 i Kbh., d. af overretssagfører Peter Edvard J. (1870–1933, gift 2. gang 1911 med pianist Esther Hanne Birgitte Einertsen, 1887–1968) og Dagmar Juliane Nielsen (1875–1936; ægteskabet opløst 1910, gift 2. gang 1913 med købmand Knud Valdemar Jørgensen, 1887–1950).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jes P. Asmussen i Festskrift udg. af Kbh.s univ. nov. 1970. L. L. Hammerich i Oversigt o. Vidensk. selsk.s virksomhed 1971.