Theodor Petræus

Theodor Petræus, 1630, måske tidligere-før 21.12..1672, orientalist. Født i Flensborg, død i Kbh. Efter skolegangen i Flensborg helligede P. sig studiet af orientalske sprog, fra 1645 ved tyske universiteter (Leipzig og Wittenberg 1645 og Jena 1647) og siden i Leiden hvor han blev immatrikuleret 1650 og vel erhvervede magistergraden. Han knyttede her venskabelig forbindelse med J. G. Nisselius, sammen med hvem han 1654 udgav stykker af Bibelen på etiopisk med latinsk oversættelse. Gennem adskillige år oppebar han understøttelse fra Frederik III, som bekostede den orientrejse han indledte 1655 med et længere ophold i Rom, hvor han omgikkes armeniere og etiopere og stiftede bekendtskab med polyhistoren Athanasius Kircher, en forgænger for P. i pionerarbejdet med koptisk. Enkeltheder om rejsen 1656-59 er kun kendt sporadisk; han besøgte Grækenland, Syrien, Palæstina og Egypten hvor opholdet i Cairo gav ham lejlighed til studier i arabisk, etiopisk, koptisk, persisk og armensk, og han hjembragte en meget værdifuld samling manuskripter om end en del af hans bogkøb blev konfiskeret i den tyrkiske told. I London fik han 1659 foranstaltet prøvetryk af et Psalterium Copticum (med arabisk parallel og latinsk oversættelse), interessant ved at give en slags fonetisk transskription, men desværre aldrig fulgt af en udgave. Afbrudt af rejser, bl.a. til Kbh. og London, boede han 1660-66 i Leiden hvor han genoptog samarbejdet med Nisselius og fik udgivet nogle etiopiske og arabiske bibeltekster og en etiopisk homilie. Efter Nisselius' død gennemførte P. december 1662 udgivelsen af hans Biblia Hebræa og købte, tilskyndet af Frederik III, sin mangeårige vens dyrt erhvervede trykkeri. Beskæftigelsen med armensk førte til at han flyttede til Amsterdam hvor der fandtes en armensk koloni; han medvirkede bl.a. ved den store armenske bibeludgave (Amsterdam 1666), og mod slutningen af 1667 udkom hans Doctrina Christiana, Armenice, in Latinum versum.

P.s beskedne kår var blevet til den yderste armod da han 1670 med besvær fik rejsepenge fra det danske gesandtskab til at flytte til Kbh. Han havde sat sig i gæld for at kunne købe Nisselius' trykkeri, og ikke blot refunderede kongen ham aldrig udgiften, men fra 1667 bortfaldt den kongelige støtte helt. Krigsbegivenhederne medførte at han gik glip af sin fædrene arv, og han anmodede forgæves Christian V om at bekoste udgivelsen af et stort værk han gennem årene arbejdede på om sultan Solimans historie baseret på et tyrkisk manuskript. På grund af sin store lærdom nød han ganske vist ikke ringe anseelse -han blev 1667 kaldet til et professorat i Königsberg som han aldrig tiltrådte; men han opnåede desværre ikke de udnævnelser han selv tragtede efter, således til et professorat i Kiel eller Kbh. Han havde ved sin død pantsat de fleste af sine ejendele, og hans enke afhændede hastigt de kostbare manuskripter, hvoraf de fleste kom til Berlin. – P.s indsats var banebrydende på områder som koptisk, nygræsk, armensk og tyrkisk. Hans trykte arbejder har måske ikke haft større betydning for videnskaben, hans lærdom og flid er for en stor del gemt i forarbejder; men ved sin uselviske hjælpsomhed har han haft indflydelse på adskillige af tidens betydeligste publikationer.