Wolja Erichsen, Wolja Christian Erichsen, 21.11.1890-25.4.1966, orientalist. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg. hospital, begravet på Frbg. kgd. E. blev student 1911 og var 1913-24 knyttet til kommunebibliotekerne i København og Gentofte. Samtidig studerede han ægyptisk hos H. O. Lange idet hans interesser koncentreredes om koptisk. Ved sin magisterkonferens 1923 valgte han koptisk som hovedfag og ældre ægyptisk og arabisk som bifag. Hans første publikation blev udgivelsen af et koptisk værk som takket være Carlsbergfondet var erhvervet for Det kgl. bibliotek: Faijumische Fragmente der Reden des Agathonicus Bischofs von Tarsus, 1932. I 1925 ansattes E. som medarbejder ved det daværende preussiske akademi; hans usædvanlige evne til at skrive hieroglyffer smukt gjorde ham selvskreven til at være fast medarbejder ved den stort anlagte ægyptiske ordbog som var påbegyndt af A. Erman. 5.4.1929 nedsatte Det kgl. danske videnskabernes selskab efter Langes forslag en kommission for medarbejderskab ved denne ordbog (sammen med Berlin-akademiet). Idet Carlsbergfondet påtog sig hans lønning ansattes E. fast ved dette værk fra s.å. Samtidig med at han således i sin egen håndskrift renskrev samtlige bind fik han dog også tid til at offentliggøre en lang række artikler og kommenterede tekstudgaver af ægyptiske dokumenter. Inden for studiet af demotiske tekster kom E. til at yde sin allerbetydeligste indsats; han søgtes af ægyptologer fra alle lande som den betydeligste kender af denne vanskelige version af den ægyptiske skrift. Til vejledning af studiet af demotisk udgav E. sine Demotische Lesestücke I og II, 1937 hvortil han 1940 føjede et glossar. Akademiet i Berlin tildelte ham 1937 Leibniz-medaljen; 1943 blev han dr. phil. habil, ved Berlins universitet. 1948 udnævntes han til honorær professor i ægyptologi ved universitetet i Mainz; det følgende år blev han medlem af det derværende Akademie der Wissenschaften und der Literatur. 1955 vendte E. imidlertid tilbage til København hvor han blev ansat som lektor ved universitetet i koptisk og udførte en stor og højt påskønnet lærergerning. 1954 udkom hans Demotisches Glossar, måske hans hovedværk; det følgende år indvalgtes han som medlem af Videnskabernes selskab. I sit store forfatterskab har E. givet vægtige bidrag til sproglige, historiske, kulturhistoriske og religionshistoriske problemer inden for den ægyptologiske forskning.

Familie

Forældre: dampskibsfører Erich Anthon Jørgen Christian E. (1848-1900) og Alfrida Eugenie Olsen-Andersen (1855-1916). Gift 28.5.1938 i Berlin (Wannsee) med Hildegard Schöne, født 24.12.1912 i Hagen, Westphalen, d. af Reichsbahnrat Ludolf S. (1880-1934) og Lilly Mellmann (1887-1920).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ebba Kerrn Lillesø i Chronique d'Egypte XLI, Bruxelles 1966 327-34 (m. bibliografi). Johs. Pedersen i Oversigt over Det kgl. da. vidensk. selsk.s virksomhed 1967 87-95 (m. bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig