Josef Fischer

Josef Fischer, 15.8.1871-9.7.1949, personalhistoriker. Født i Siofok, Ungarn, død i Kbh., begravet sst. (Mos.vestre). F. er født af jødiske forældre i Ungarn og kom som 22-årig 1893 til Danmark. Han havde taget rabbinatseksamen i Eisenstadt og blev nu bibliotekar og religionslærer i København ved det mosaiske trossamfund i hvis tjeneste han kom til at virke i over 50 år. F. var en from mand af den gamle skole og forsømte aldrig sine religiøse pligter, sin synagoge og de funktioner, der var pålagt ham der. Den jødiske tro var grundpillen i hans liv, og hans andre interesser var udviklet med den som udgangspunkt. Selv om han var ortodoks, fulgte han med i alle bevægelser inden for det jødiske liv og forfægtede sine synspunkter på disse med både mod, ildhu, en stædighed der kunne drive modparten til fortvivlelse, og et temperament der slog gnister. Takket være sit store kendskab til hebraisk erhvervede han sig gennem arbejdet med de originale kilder et indgående kendskab til menighedens historie og til de slægter der var knyttet til den. Inden for menigheden blev en række store opgaver pålagt ham, fra 1901 til 1932 var han fattiginspektør, han var tilsynsførende med de jødiske kirkegårde for hvis bevarelse han gjorde et stort arbejde, og da strømmen af jødiske flygtninge fra Tyskland begyndte i 1930erne var det ham der forestod uddelingen af hjælp til dem.

Hans vigtigste indsats som menighedshistoriker er "Mindeskrift i anledning af 100-års dagen for anordningen af 29. marts 1814 med titlen Hvad Bekiendere af den mosaiske Religion, der opholde sig i Danmark, have at iagttage, som han udgav sammen med Jul. Salomon, og hans virke som redaktør 1917-25 af Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur, og som medredaktør af Festskrift til Professor David Simonsen, 1923. Derudover blev det til flere mindre artikler i ovennævnte tidsskrift og i Jødisk Familieblad 1929-38. Inden for menigheden var hans virksomhed her højt respekteret og af stor betydning, men af langt større betydning uden for menighedens kreds blev hans omfattende genealogiske arbejder om jødiske slægter hvor han udnyttede det originale hebraiske materiale i en række værker der har givet ham plads som grundlæggeren af en egentlig jødisk genealogi i Danmark.

For F., som for de fleste andre slægtshistorikere, begyndte det genealogiske arbejde i den snævre familiekreds, og da hans egen slægt ikke var dansk var det nærliggende at beskæftige sig med hustruen Paula Eichels slægt. Beskæftigelsen hermed resulterede i hans første trykte genealogiske arbejde Stamtavlen Eichel, 1904 hvorefter fulgte Simon Lazarus og hans Efterkommere, 1911, Hartvig Philip Rée og hans Slægt, 1912, J. C. E. Michaelsen og Hustrus Forfædre, 1913, Baruch Israels Efterkommere, 1913, Slægten Levin-Fridericia, 1916, Simon Isac Kaikar og hans Slægt, 1917, Abraham Elias og hans Efterkommere, 1918, Familien Philipsen i Pilestræde sammen med Th. Hauch-Fausbøll, 1920, en omarbejdet udg. af Alb. Heckschers Stamtavlen Melchior, 1920, Jacob Simonsen og Hustru Rose, født Hahn, og deres Forfædre, 1923, og Slægten Salomonsen fra Nyborg, 1927. Alle disse værker er systematiske, gennemarbejdede og pålidelige. I 1930erne var F. medarbejder ved Dansk Biografisk Leksikon hvortil han foruden et mindre antal biografier leverede slægtsoversigterne over de jødiske slægter. Disse oversigter giver i deres store bredde et indtryk af F.s omfattende viden idet han ofte følger slægtslinjer gennem adskillige kvindeled for at påvise interessante slægtsforbindelser. Det skal ikke skjules at systematikken derved bryder sammen hvilket gør disse slægts-artikler meget lidt overskuelige. Realværdien af oplysningerne kan imidlertid ikke antastes.

Inden sidste bind af dette værk var udsendt satte den tyske besættelse og jødeforfølgelserne en brat stopper for F.s virke. F. var en af de personer som tyskerne i stærkeste grad lod terroren gå ud over. Onder en morgengudstjeneste i synagogen i sept. 1943 blev han afhentet af tyskerne og ført til sit hjem hvor han blev tvunget til at udlevere lister over menighedens medlemmer, men han udviste åndsnærværelse nok til kun at udlevere ældre og ufyldestgørende lister. Da aktionen mod jøderne kom d. 1.10. nåede han kun til Nordsjælland hvor han sammen med sin hustru og to døtre blev pågrebet og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Her forblev han til april 1945.

Den 18.4.1945 kom F. med de danske jøders hjemtransport sygdomshærget og bøjet af smerte til Malmø, men han rettede sig trods sine næsten 74 år igen, selv om han måtte gennem svære operationer først i Stockholm, senere i København. Tilsyneladende i fuld vigør kunne han indtage sin gamle plads i menigheden med autoritet og lærdom. Også sine genealogiske arbejder genoptog F. og kunne 1948 udsende Slægten Lucas og 1949 En Nakskov Slægt (Slægten Philip). Krigens år havde imidlertid opbrugt hans kræfter, og under et feriebesøg i Hornbæk i juli 1949 døde han uden forudgående sygdom ramt af et hjertetilfælde.