Vilh. Grønbech, Vilhelm Peter Grønbech, 14.6.1873-21.4.1948, kultur- og religionshistoriker. Da et stort videnskabeligt tysk forlag i årene 1971-75 udgav den danskredigerede trebinds Illustreret Religionshistorie i oversættelse til brug for et tysksproget publikum, skete det med den begrundelse at de skandinaviske lande har en gammel tradition for religionshistorisk forskning og med en særlig fremhævelse af Danmarks høje rang på området. Denne fornemme placering i internationalt omdømme skylder faget frem for alle Vilhelm Grønbech, især på grund af visse metodiske synspunkter der fra ham er gået videre til hans elever og fra dem til den følgende generation af religionshistorikere. Hans direkte indflydelse uden for Danmark er dog næsten ikke til at spore, undtagen når det gælder kendskabet i Tyskland til hans arbejde om germansk kultur i oldtiden. Hans virkelig skelsættende indsats, et lille skrift fra 1915, er først gjort internationalt bekendt i ovennævnte værk 1971, efter at det i mere end et halvt århundrede havde øvet indflydelse på dansk religionshistorisk forskning. I Danmark nåede hans indflydelse også diffust ud i kredse uden for fagets eget område, men det drejede sig da mest om påvirkninger af en karakter der ikke har at gøre med videnskab i gængs forstand. Mens han levede og endnu efter hans død har Vilhelm Grønbech været en omstridt skikkelse, dels med hensyn til rent videnskabelige spørgsmål i hans arbejder, dels og måske især med hensyn til de sider af hans forfatterskab der har en subjektivt missionerende karakter. De følelsesmæssigt suggererende indslag i hans arbejder har haft betydning i modtagelige kredse, og for nogle er det kun dem der har haft værdi, men på mere nøgterne læsere og kolleger i nabofag har de desværre ofte virket så dominerende at de har overskygget det videnskabeligt værdifulde og holdbare i Vilhelm Grønbechs produktion.

Vilhelm Grønbechs rige intellektuelle evner og øvrige åndelige udrustning i samspil med hans fødsel og opvækst i et snævert, særpræget sekterisk miljø synes at være baggrunden for den åndelige splittethed der ofte fornemmes i hans værker, en splittethed han tilsyneladende livet igennem kæmpede for at overvinde. Efter at familien fra Bornholm var flyttet til København blev Vilhelm Grønbech 1890 student fra et kursus, og 1897 blev han cand.mag med hovedfaget dansk, bifagene latin og engelsk. Mere betydningsfuldt var det at han jævnsides hermed drev omfattende filologiske studier hos datidens mest fremragende danske sprogvidenskabsmænd der alle har vundet international berømmelse (Vilhelm Thomsen, Karl Verner, Holger Pedersen, Otto Jespersen, Finnur Jónsson), hos hvem han fik indblik i tyrkisk, slavisk, keltisk, angelsaksisk, oldnordisk og sammenlignende sprogvidenskab. Yderligere tog han undervisning i musikteori og orgelspil hos J.H. Nebelong, hvilket senere i nogle år skulle skaffe ham hans levebrød. Umiddelbart efter embedseksamen underviste han de nærmeste år på forskellige skoler og kursus, samtidig med at han arbejdede på sin disputats Forstudier til tyrkisk Lydhistorie som han 1902 forsvarede for den filosofiske doktorgrad. Arbejdet blev modtaget med anerkendelse, og det efterfulgtes 1905 af A Vocabulary of the dialect of Bokhara, udarbejdet på grundlag af materiale der var indsamlet af O. Olufsens 2. danske Pamir-ekspedition. Men på det tidspunkt var Vilhelm Grønbechs interesse allerede skiftet over fra det rent sprogvidenskabelige til det åndshistoriske felt. Sammenhængen med en personlig krise er uklar, tidsmæssigt faldt den i årene omkring disputatsen, og den skildres skiftevis som overanstrengelse og nervesammenbrud, altid i diskrete vendinger, men stedse som forklaring på at Vilhelm Grønbech 1902-06 tog ansættelse som organist ved Skt. Jakobs kirke til afløsning af den almindelige skoleundervisning.

Skiftet af pligtarbejde gjorde det muligt for Vilhelm Grønbech at virke som privatdocent ved universitetet og at udvide sine studier såvel til religionshistoriens forskningshistorie som til udvalgte områder inden for den etnologiske litteratur. Hans private boganskaffelser fra århundredets begyndelse viser hans særdeles dybtgående forstudier til de første hovedværker; det var grammatikker, ordbøger og tekster på fjerntliggende sprog hos australiere og nordamerikanske indianere der førte ham til forståelse af de såkaldt primitive religioners væsen. Noget af det blev fremlagt i forelæsningerne, men her flyttede han fra 1905 sine emner over til den ældre tyske og engelske litteratur, hvad der var medvirkende til at han ved Adolf Hansens død 1908 kunne overtage docenturet i engelsk sprog og litteratur. Ved Edvard Lehmanns kaldelse til et professorat i Berlin efterfulgte Vilhelm Grønbech ham dog naturligt 1911 i Kbh.s univ.s docentur i religionshistorie, og da Grønbech selv afslog en kaldelse til Leipzig ved Nathan Söderbloms afgang, blev Vilhelm Grønbechs docentur 1915 omdannet til et ekstraordinært professorat i religionshistorie. Han underviste desuden på Statens lærerhøjskole 1912-19, og 1918-20 var han formand for Selskabet for psykisk forskning. Vilhelm Grønbech holdt gæsteforelæsninger ved universiteterne i Uppsala (1919, Engelsk mystik), Kristiania (1924, Religionsstiftet i Norden), London (1925, Germansk religion og kultur) og Berlin (1930, Germansk religion og kultur). I årenes løb modtog Vilhelm Grønbech adskillige hædersbevisninger, han blev medlem af Videnskabernes selskab 1918, dr. teol. h.c. i Lund samme år, medlem af Vetenskapssocieteten i Lund 1920, af Vetenskaps- och vitterhetssamhället i Göteborg 1934, og af Deutsche Akademie 1939. I året for afgangen fra professoratet, 1943, blev han æresborger i Allinge, mens han af Videnskabernes selskab fik tildelt friboligen Lundehave ved Helsingør hvor han boede til sin død 1948.

Med en uhyre flid kom der fra Vilhelm Grønbechs hånd gennem en menneskealder en lang række værker, hvorimellem nogle af stor værdi. Skønt emnerne spænder vidt i tid og rum har de større værker mange indbyrdes ligheder i komposition og i sprogform. Begge dele kom til fuldeste udfoldelse i det værk der over for det læsende publikum betød hans gennembrud som religionshistoriker, Vort Folkeæt i Oldtiden, med 1. bind udgivet 1909, 2.-4. bind 1912. Fremstillingens teknik ligner slående den der netop i de nærmeste år forud var blevet benyttet af litteraturhistorikeren Valdemar Vedel i bøgerne By og Borger i Middelalderen. Et Forsøg i Kulturpsykologi (1901), Helteliv. En Studie over Heltedigtningens Grundtræk (1903), Ridderromantikken i fransk og tysk Middelalder (1906), efterfulgt af Bag Klostermure der igen bærer undertitlen Et Forsøg i Kulturpsykologi (1911). De er opbygget som mosaikker af eksempler indsamlet under en vidtspændende læsning af litteratur fra mange lande og tider, selvom hovedtemaet for Vedel er middelalderens kultur. Hvert afsnit i et kapitel er indledt med forfatterens egne sammenfatninger i en prægnant, oftest åndrig formulering, så de påfølgende eksempler tjener til illustration af forfatterens udsagn og under den fortsatte medrivende ophobning til sidst virker som en overbevisende dokumentation af udsagnets rigtighed. Mens Vilhelm Grønbechs hele holdning til stoffet er vidt forskellig fra Axel Olriks i dennes Danmarks Heltedigtning (I–II, 1903-10), er der overordentlig megen lighed særlig med Vedels "Helteliv", både i form og i ånd. Løsrevet kunne adskillige passager hos Vedel endda forlede mindre kyndige til at tro det drejede sig om citater fra Vilhelm Grønbech. Vedel inddrager også helt gennemført de centrale glosers grundbetydning og deres betydningsvariationer, atter med slående eksempler, atter til udvidelse af læserens forståelse af for ham fremmede verdener i åndslivet, men hyppigt således at det fører et andet sted hen end senere hos Vilhelm Grønbech. Helt bortset fra forskelle i forfatternes personlighed adskiller Vilhelm Grønbechs første store værk sig – trods al lighed – fra Vedels i to henseender. Vilhelm Grønbech var af uddannelse filolog, og han benyttede overalt i sine arbejder den gode filologs metode til at trænge ind i en tekst for at nå den dybest mulige forståelse, hvortil kom en sjælden evne til at indfange det fremmede sprogs fineste nuancer. Og Vilhelm Grønbech var religionshistoriker med et indgående kendskab til forestillingsverden og tankegang i kulturer af den form vi plejer at kalde primitive, den første som under intens indlevelse har fremdraget og sammenfattet en række karakteristiske elementer på en måde så at de i hovedtræk giver et ubestridelig rigtigt helhedsbillede.

Dette helhedsbillede blev skænket læserne i den lysende klare, stofmættede, skønt kun 50 sider store Primitiv Religion, udgivet i Stockholm 1915, genoptrykt i Illustreret Religionshistorie (red. Johs. Pedersen, 1948) og i Illustreret religionshistorie (red. Jes Peter Asmussen og Jørgen Læssøe, I, 1968), endelig som nævnt også i tysk oversættelse (Göttingen 1971). Hvis det lille skrift havde været kendt forud for publiceringen af Vor Folkeæt ville modtagelsen af værket om oldtidens nordiske åndsliv formentlig have været mere udelt begejstret. På mange samtidige og senere læsere har Vor Folkeæt virket som en næsten berusende indførelse i en verden der var blevet dem fremmed, men som Vilhelm Grønbech atter gav dem fællesskab med. Andre læsere der ikke har kendt Vilhelm Grønbechs vidtfavnende forudsætninger kan have haft svært ved at føle sig overbevist af hans fremstilling, fordi det ofte virker som om den bygger på ren intuition, og fordi de har ment at selv Vilhelm Grønbechs intuition måske kunne slå fejl. Heller ikke alle følte sig tiltalt af hans stil og hans ordrigdom. I omarbejdet form udkom værket på engelsk 1931, med en religionshistorisk set meget betydningsfuld udvidelse (Essay on ritual drama) der ligeledes medtoges i den tyske oversættelse 1937-39 (og adskillige senere udgaver), samt i en ny dansk udgave på grundlag af den engelske version, 1955. Som en slags kronologisk afslutning på Vor Folkeæt udkom 1913 Religionsstiftet i Norden (genoptrykt i omarbejdet form sammen med andre mindre skrifter, Kampen om Mennesket; 1930). Dette skrift blev mødt med en skarp og væsentlig kritik fra historikerside, og man kan vist sige at fra nu af var vandene definitivt delt i de videnskabelige kredse. Vilhelm Grønbechs fremstillingsteknik forblev stort set uændret i alle senere større værker, og de begrænsninger man fra nabofags side kunne påvise i hans tidlige arbejder vedblev at være de samme også senere. Det man særlig har bebrejdet ham er mangel på forståelse af elementær historisk teknik og metode, hans mangel på tydelige og præcise kildeangivelser, hans uvilje mod at nævne fagfællers og udenlandske forskeres synspunkter selvom de faldt sammen med hans egne, hans undladelse af at bruge andre kilder end de litterære, ofte endda skønlitterære kilder i flæng med andet stof, og endelig hans stil som mange har fundet tung, overflødigt omstændelig, kunstlet indtil det manierede.

Læsere med anden smag har i mindre grad følt ubehag ved hans stil, og hvis uviljen ikke sidder for fast vil man vist kunne enes om at stilen i nogle af Vilhelm Grønbechs arbejder er sublim. Kritikere fra nabofag kan have ret i deres kritik, men nogle af dem har modsat ikke haft forståelse for de filologiske undersøgelsers bærekraft, endmindre har de ved selvstændigt studium af de fremmede religioners tekster forsøgt at begrunde en afvisning af Vilhelm Grønbechs tolkninger. Og under alle omstændigheder har de ofte afskåret sig selv fra at se det gedigne guld der altid er at finde. Efter Religiøse Strømninger i det nittende Aarhundrede, 1922, fulgte i løbet af en halv snes år et nyt stort værk Mystikere i Europa og Indien, I-IV, 1925-34, hvis første bind indeholder et ganske kort forord der måske kan ses som et svar til hans uforstående kritikere og en forklaring på hans intentioner som forfatter: "Det er forskerens pligt at leve sig ind i den kultur eller det menneske han vil skildre, til de fremmede tanker springer frem af hans egen helhedsforståelse. Og det er læserens opgave at gøre arbejdet om for at finde frem til en personlig og helst dybere opfattelse". Der står mere om dette i forordet som helt er holdt i rolige vendinger, uden de hånlige og arrogante bemærkninger om nabofagenes metoder der ellers ikke er sjældne i Vilhelm Grønbechs skrifter.

Værket om mystikerne viser igen Vilhelm Grønbechs usædvanlige evner for at kunne læse og leve sig ind i det fremmede åndsliv han vil skildre. Første bind giver en indførelse i den indiske baggrund og samler sig derpå om Buddha, men frem for alt om en uovertruffen skildring af Krishnareligionens ekstatisk-mystiske islæt. Andet bind inddrager overbevisende Heraklit der næppe tidligere har været set som mystiker, mens bindets hovedpersoner, Eckehart og Jan van Ruysbroek, er velkendte skikkelser i denne sammenhæng. Tredje bind er et blændende mesterværk om Teresa de Jesus, indfølende og medlevende, og med passager der må være skrevet med et stille smil. Ironien er så fin at mange læsere har opfattet Vilhelm Grønbech som en stor beundrer af Teresa, hvortil han engang åbenhjertigt skal have bemærket at han ikke kunne fordrage hende. Tredje bind blev fulgt af en bog uden for den nummererede række, skønt den helt hører hjemme her, William Blake. Kunstner. Digter. Mystiker, 1933. Også her har Vilhelm Grønbech været pionér, bogen er skrevet ret længe før Blake i sit eget hjemland er blevet "genopdaget". Fjerde bind om John Donne, William Wordsworth og J.G. v. Herder førte til allersidst læseren uden for den kreds af personer man sædvanligvis ville kalde mystikere, men det synes som om Vilhelm Grønbech i særlig grad har følt sig kongenial med Herder. Andre træk i livsforløbet tyder på at Vilhelm Grønbech i perioder har ønsket selv at blive mystiker, men at han ikke kunne. Efter det store værk om nogle af de andre synes han at have vendt sig bort fra denne vej.

I tæt følge kom nogle arbejder i tilknytning til den tidligere bog om 1800-tallets religiøse strømninger, Goethe I–II, 1935-39, og Friedrich Schlegel i Aarene 1791-1808, 1935. Samme år Jesus, Menneskesønnen (flere oplag og oversat til forskellige fremmede sprog), efterfulgt af Paulus, Jesu Kristi Apostel, 1940, og Kristus. Den opstandne Frelser, 1941. Som det kunne ventes måtte de tre sidstnævnte bøger blive endnu mere personlige tolkninger af de skildrede skikkelser end noget andet i Vilhelm Grønbechs samlede produktion, og om ikke før så kom han nu også i konflikt med den teologiske gren af videnskaben. Af anden art, men dog inden for samme sfære som disse års øvrige publikationer er Hellenismen I–II, 1939, igen et storværk, men mere åndshistorisk end egentlig religionshistorisk, og mere handlende om Vilhelm Grønbechs syn på vor egen tid end om den periode der angives i titlen. Vilhelm Grønbech begyndte i disse år desuden at udsende en del arbejder i skønlitterær form, Sejersen fra Variager, 1940, Solen har mange Veje, 1941, Sangen om Livet og Døden, 1944, Vorherre paa Bjerget, 1944, Madonna og Gøgleren, 1946, og 1946-48 skrev han i Frie Ord, et tidsskrift der havde Hal Koch til medredaktør, men hovedsagelig stod til rådighed for Vilhelm Grønbech. Adskillige af hans artikler herfra er efter hans død blevet udsendt særskilt, og det samme gælder enkelte andre efterladte småskrifter, vigtigst Philon. Et Fragment, 1949.

Ind imellem alt dette nåede Vilhelm Grønbech atter en gang at yde et storværk på sit rette felt: Hellas. Kultur og Religion. I. Adelstiden, 1942, II. Revolutionen, 1942, III. Guder og Mennesker, 1945, IV. Tænkere og Tragikere, 1944 (nyt oplag med supplement som bind V, 1961, og i tysk oversættelse, Hamburg 1965-67). Det er et monumental værk af højeste fornemhed, og således som Vor Folkeæt står ved indgangen til hans lange virke som religionshistoriker, således står Hellas som en portal ved udgangen. Et første indtryk af den enestående kvalitet Vilhelm Grønbech kunne nå til i tolkning og fremstilling er at hente i den posthumt udgivne Lyset fra Akropolis, 1950, og et første indtryk af hvor dybt og vidt han spændte kan fås i Kampen om Mennesket, 1930 (og senere). I den sidstnævnte samling kan findes et og andet som nok vil overraske dem der tror at Vilhelm Grønbech socialt og politisk var konservativ, eller endog reaktionær. Et enkelt citat: "Hvad mændene trods deres naturlige skarpsindighed sjældent så, var at kvinderne kæmpede for noget mere end arbejde og valgret; de kæmpede for mennesket, det menneske som var gået tabt, de stred for at frelse manden lige så godt som for at frelse sig selv". Det er skrevet 1930.

Familie

Vilhelm Grønbech blev født i Allinge, død i Helsingør, urne sst. Forældre: blikkenslager og glarmester, senere husejer Georg Peter Grønbech (1844-93) og Vilhelmine Marie Sonne (1846-1937). Gift 1. gang 5.5.1900 i Kbh. (Garn.) med Pauline Ramm, født 16.2.1876 i Kbh. (Helligg.), død 4.5.1946 i Helsingør, d. af buntmager Johan Daniel Ramm (1831-96) og Hertha Ottoline Albertine Schmidt (1841-1918). Gift 2. gang 16.8.1947 i Helsingør (Mariæ) med rektor Honorine Louise Hermelin, født 19.10.1886 i Ekebyborna i Östergötland, død 4.9.1977 i Älvsjö, d. af baron Joseph Hermelin (1857-1938) og Honorine Louise von Koch (1858-86). - Far til K. Grønbech.

Ikonografi

Mal. af Johs. Nielsen, 1933. Linoleumssnit af Carl Knudsen, 1936. Tegn. af Otto Christensen 1938 og 1941 (begge Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1942. Mal. af H. Vedel, 1943 (Fr.borg) og af A. Tørsleff, 1943 (Studenterforen.). Tegn. af Carl Jensen, 1948. Buste af Per Linnemann-Schmidt, 1951 (Kbh.s univ.). Foto. Mindesten i parken ved Fogelstad (Julita sg., Östergötland).

Bibliografi

Bibliografi. Poul Holst: V.G. En bibliografi, 1948.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1903 106 og i Studenterne fra 1890, 1915 246.

Lit. H. E. Grønbech: Den bornholmske slægt G., 1938. Johs. Munck i Dansk teol. t., 1943 29-49. Kaare Grønbech, Honorine Hermelin, Tage Hind, Povl Johs. Jensen, Torkil Kemp, Hal Koch, J. Prytz Johansen, Fr. Pullich og Anne Sophie Seidelin i Frie Ord, 1948 162-252. Ole Wivel, Martin A. Hansen og Th. Bjørnvig i Heretica I, 1948 229 12. Paul V. Rubow: V.G., 1948. Svend Pallis i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1948 137-44. Johs. Pedersen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1948 19, 1949 83-100. P. M. Mitchell i V.G.: Religious currents in the 19. century, Lawrence, Kansas 1964 1-15. Samme: V.G. En indføring, 1970 Ejvind Riisgård: V.G.s kulturopgør I–II, 1974 (m. bibliografi, og lit. henc).

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig