Aksel Volten, Aksel Peter Fritz Volten, 7.1.1896-12.1.1963, ægyptolog. Født i Aså, død i Gentofte (Dyssegård), begravet i Slagelse (Skt. Mikkels). V. blev student (klassisksproglig) fra Sorø 1913, magister i klassisk filologi (med hovedvægt på græsk) 1919, det næstfølgende år adjunkt ved Herlufsholm skole hvor han var til 1926. Derefter tog V. fat på studiet af nærorientalske sprog, især ægyptisk, i hvilket H. O. Lange blev hans vejleder. V. blev dr.phil. 1941, amanuensis 1943 ved Kbh.s univ.s ægyptologiske laboratorium hvor han ledede papyrussamlingen. Da Kbh.s univ. i 1930erne ved H. O. Langes mellemkomst og på Carlsbergfondets bekostning erhvervede en samling papyri beskrevet med den svært tilgængelige demotiske skrift blev V.s forskning ledet ind på dette felt, og størstedelen af hans indsats kom til at ligge på studiet af litterære demotiske tekster fra ptolemæisk-romersk tid. Hans første større arbejde er dog en tekstkritisk analyse af Anis visdomsbog fra omkr. 1250 f.Kr., Studien zum Weisheitsbuch des Anii, 1937. Denne forekommer som skoletekst i flere afskrifter, og V. redegør indgående for dens overlevering. Også sene visdomstekster havde hans interesse hvad disputatsen, Das demotische Weisheitsbuch. Studien und Bearbeitung, 1941, vidner om. Et mål for V.s videnskabelige undersøgelser har stedse været at vise i hvor høj grad indflydelse fra den nærorientalske verden, herunder først og fremmest Ægypten, har sat sit præg på grækernes religiøse og videnskabelige forestillinger, og hertil var hans indgående kendskab til klassisk litteratur af stor betydning. Et godt eksempel herpå er Demotische Traumdeutung, 1942 der i øvrigt er særdeles spændende læsning om et evigt emne for menneskelig fascination. Blandt hans vigtigste arbejder må ud over de allerede anførte nævnes Zwei altägyptische politische Schriften, Kbh. 1945, Der demotische Petubastis-roman und seine Beziehung zur griechischen Literatur (Akten des 8. internationalen Kongresses für Papyrologie, 1955), Wien 1956 og Ågypter und Amazonen, Wien 1962.

Familie

Forældre: lærer Peter Rasmussen (navneforandring til V. 1914) (1870-1941) og Fritze Marie Christiane Hasselbalch (1867-1939). Navneforandring 7.11.1914. Gift 2.7.1934 i Kbh. (b.v.) med børnehavelærer Inge Marie Neerup, født 15.11.1909 i Viemose, Kalvehave sg., d. af købmand, senere forvalter Villum Peter N. (1875-1952) og Ane Sophie Nielsen (1878-1963). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1941 151f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig