August Sandgren, August Osvald Sandgren, 13.1.1893-13.11.1934, bogbinder. Født i Hobro, død i Kbh., urne på Vestre kgd. sst. S. var den ottende af en søskendeflok på 13 og måtte fra tiårsalderen tjene som bydreng – og reporter – ved avisen Nordjylland. Til trods for lange sygdomsperioder forårsaget af den benlidelse som forvoldte hans død var han nummer ét i klassen, og efter 1907 at være kommet i lære hos bogbinder P. E. Haarsløv blev han hurtigt den dygtigste elev på Teknisk skole. Efter 1911 at have frekventeret Fagskolen for boghåndværk i Kbh. drog han som udlært svend til udlandet og arbejdede i Schweiz og Frankrig og besøgte Italien og Holland. Mens andre danskere der midlertidigt arbejdede i udlandet tog hjem ved verdenskrigens udbrud, tog S. arbejde i Tyskland og var helt til 1919 i Berlin hvor han studerede ved flere fagskoler og opnåede en anerkendt position som forgylder. – Efter sin hjemkomst til Kbh. købte han 1920 bogbinder Oswald Janners kendte værksted i Pileallé, og hans dygtighed og nye stil vakte hurtigt opmærksomhed. Han knyttede varige forbindelser til bl.a. Det kgl. bibliotek og Frederiksberg kommunebiblioteker. Til sidstnævnte leverede han i årenes løb ca. 25.000 bd., og selv om hovedparten var beskedne men gedigne hverdagsbind, så er bibliotekets bøger – ikke mindst håndbogsamlingen -den dag i dag præget af S.s kvalitetsbind i fornem udførelse. Også flere af tidens bedste bogsamlere blev kunder hos S. der i løbet af få år opnåede en position som den der stilmæssigt indledte en ny epoke i dansk indbindingstradition.

S.s indbindinger er i forfinet form påvirket af funktionalismen, også den tyske, og en afgørende inspiration fik han fra engelsk boghåndværk, ikke mindst fra Cobden Sandersons værksted. S. stillede meget store krav til de materialer han anvendte; han afskyede brugen af fåreskind og til halv- og helbind brugte han udsøgte maroquin- og oasegedeskind i stærke, men ikke voldsomme farver. Når han lagde så stor vægt på skindets kvalitet og behandling hænger det til en vis grad sammen med, at selv om S. var en fremragende forgylder er hans binds dekorationer meget enkle og diskrete, ofte kun en eller flere linjer eller simple geometriske ornamenter i blind- eller guldtryk. Karakteristisk for hans bind er den smalle formering og de flade rygge med felter indrammet af en eller to linjer i guld. Også i rygtitlens opsætning var han en mester, og af bogblok og bind forstod han at skabe en sluttet helhed der vidner om en usædvanlig formgivningsevne. S. genoplivede brugen af pergament som overtræksmateriale og lod i særlige tilfælde Jais-Nielsen dekorere permen med akvareller e.l. S. lagde megen vægt på at de i forhold til skindindbindingerne billige papirbind både teknisk og kunstnerisk skulle være af høj kvalitet, og han fremstillede selv klistermarmor-papir af sjælden skønhed. S.s bind kan, uanset hvilken bindtype det drejer sig om, i kraft af hans håndværksmæssige kunnen parret med kunstnerisk indføling, sikker stilfornemmelse og ubønhørlige krav om kvalitet måle sig med det bedste i dansk kunsthåndværks historie. S. kom da også til at præge en hel generation af unge bogbindere som fx Axel Knudsen og de kunstneriske indbindinger der udføres den dag i dag bærer til trods for nye stilretninger tydeligt præg af S.s indsats. S. interesserede sig levende for de bestræbelser der også i hans tid blev udfoldet af Forening for, boghaandværk for at fremme det gode boghåndværk, også hverdagsbogen. Han blev medlem af bestyrelsen efter foreningens rekonstruktion 1933 og tilrettelagde Maksím Górkijs Min Barndom der udkom samme år som foreningens forsøg på at skabe en kvalitetspræget billigbog der dengang kunne sælges for to kr. S. havde i sin Berlinertid også studeret typografi, og for det lille eksklusive bibliofile selskab Hjulet, som han var medstifter af 1926, udgav han i et ganske lille oplag flere småskrifter trykt på en primitiv presse, en såkaldt fluesmækker. Allerede 1921 havde han i øvrigt på eget forlag udgivet et af ham selv fremstillet privattryk Floden skrevet af en af hans mange kunstnervenner, den tidligt afdøde Alfred Kie. S.s menneskelige egenskaber blev berømmet af alle han kom i berøring med; han var en fortrinlig fortæller og i et par mindre tidsskriftartikler fra 1927 og 1934 (genoptrykt 1975) viste han sig også som en god skribent. Bemærkelsesværdigt er det, at han i sidstnævnte artikel fordomsfrit forsvarede også det maskinindbundne forlagsbind, forudsat det opfyldte kravet om kvalitet.

Familie

Forældre: garver Lars Martinsson S. (1853–1934) og Else Marie Petersen (1859–1945). Gift 17.4.1919 i Berlin-Lichtenberg med Charlotte Marie Petermann, født 23.10.1900 i Berlin, død 7.3.1975 på Frbg., d. af gørtler ved de tyske rigsbaner Friedrich Wilhelm P. (1877–1939) og Emilie Hedrich (1877–1939).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl Roos i Bogvennen, 1935 61–66. Gustav Strand sst. 1942 127–38. Bogbinder A. S. 1893–1934, udg. Oswald Janner, 1949. Bogbinderen A. S., red. Henrik Park og Carl Thomsen, 1952. Cai M. Woel: A. S. som jeg kendte ham, 1957. G. Krogh-Jensen og Carl Roos i A. S.: Om bogbind og bogfremstilling, 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig