Jens Peder Christian Olsen, 23.10.1894-14.5.1982, bogbinder. Født i Asminderød sg, død i Kbh., begravet sst. (Bispebjerg). Efter gennemgået læretid 1913 videreuddannede O. sig på Fagskolen for boghåndværk og ved ansættelse hos kbh.ske bogbindere, bl.a. Jakob Baden. 1924 etablerede han sammen med H. Ahrenkiel et selvstændigt firma, og fra værkstedet, hvor O. varetog håndforgyldningen, udgik i de få år firmaet bestod en række håndindbindinger der såvel håndværksmæssigt som kunstnerisk er af høj kvalitet. Udbytterigt var især samarbejdet med den unge arkitekt Arne Jacobsen, ligesom værkstedet udførte nye typer af papirbind. Sin største betydning fik O. dog ved i fyrretyve år, fra 1925 til 1965, at være knyttet til Fagskolen for boghåndværk, først som lærer og senere som overlærer og leder af bogbinderskolen. Hans kærlighed til faget og dets traditioner, hans pædagogiske evner og gedigne menneskelige egenskaber parret med ubestikkelighed og ubønhørlige krav til kvalitet har sat sit præg på flere generationer af danske bogbindere. Han var agtet og højt skattet af de mange elever han gennem årene underviste, og hvis ve og vel også senere i livet lå ham varmt på sinde. Når Danmark til trods for fagets industrialisering i forhold til mange andre lande har en række fortræffelige håndbogbindere, der også internationalt hævder sig smukt, har O. sin store andel heri. Ved siden af sit skolearbejde stillede O. gennem årene uegennyttigt sin sagkundskab og arbejdskraft til rådighed for Forening for boghåndværk, Kbh.s bogbinderlav, for udstillingsarrangementer, udvælgelseskomiteer m.v., ligesom han i samarbejde med forskellige bogbindere har udført dekorative opgaver på helbind til repræsentative formål o.l. Hans utrættelige indsats for at hævde bogbinderfagets håndværksmæssige og æstetiske idealer gav ham en fremtrædende position inden for faget. Han er meget rammende blevet karakteriseret som en "lavmælt ildsjæl" og opnåede det sjældne at blive betragtet som en institution i dansk boghåndværk. Forening for boghåndværk hædrede ham med foreningens højeste pris, og bogbinderlavet samt den særlige sammenslutning af håndbogbindere, NB-klubben, udnævnte ham til æresmedlem. – O. har kun skrevet enkelte tidsskriftartikler, men med glæde stillede han sin store viden til rådighed for andre, og det foredrag han holdt ved en dansk bogbindudstilling i Oslo 1959 er udgivet under titlen Lidt om danske bogbind. Da O. 1965 blev pensioneret udgav en kreds af tidligere elever til hans ære et fornemt illustreret skrift: Danske bogbind 1930-1965 (udg. 1968). – O.s tre sønner, Gunnar Hagel O. (1918-77), Thorkil Hagel O. (f. 1923) og Leif Hagel O. (f. 1933), gik i faderens fodspor og uddannedes til håndbogbindere med forgyldning som speciale.

Familie

Forældre: smed Peter Laurits O. (1868-1946) og Jensigne Kristine Nielsen (1870-1930). Gift 14.7.1918 med Margrethe Christiansen, født 18.11.1893, død 24.5.1981 i Kbh., d. af bryggeriarbejder Hans August C. (1859-1916) og Ane Kirstine Jensen (1860-1913).

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig