Niels Chr. Nissen, Niels Christian Nissen, 29.4.1810-23.1.1839, bogbinder. Født i Haderslev, død sst., begravet sst. N. var ligesom faderen bogbinder i Haderslev. Både i borgerskolen og i den lærde skole var den dansksprogede dreng blevet undervist på tysk, hvad der havde forvirret ham, og som voksen kastede han sig over de danske bøger hans far handlede med. Grebet af Johannes Hages artikel om den slesvigske sprogsag i Fædrelandet okt. 1836 og af Christian Paulsens første skrift kom han s.å. i forbindelse med Paulsen og etablerede herved den så frugtbare forbindelse mellem de to danske professorer i Kiel, C. Flor og Paulsen, og lokale kredse i Haderslev. Ganske uberørt af det liberale røre var N.s mål en sproglig-national vækkelse. 7.7.1837 fik han optaget en artikel om det danske sprogs fortrykte stilling i Itzehoer Wochenblatt. Samtidig tilskyndede han P. C. Koch i Haderslev der ville udgive et oplysende ugeblad til i stedet at skabe et virkeligt organ for dansk kultur og deltog med største iver i arbejdet på oprettelsen af Dannevirke. Han var også med i udformningen af den Florske sprogadresse fra Nordslesvig der 1838 indleveredes til de slesvigske stænder. En lungebetændelse rev M. bort kun et halvt år efter at Dannevirke var begyndt at udkomme.

Familie

Forældre: bogbinder og deputeret borger Claus N. (1769-1839) og Dorothea Margrethe Rind (1778-1840). Ugift.

Bibliografi

Chr. Paulsen: Saml. mindre skr. I, 1857 235-42. Johan Ottosen i Sønderjydske årbøger, 1892 20-62. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede I, 1909. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. II, 1934 197f. Faks. af art. i Itzehoer Wochenblatt i Sønderjyllands hist. IV, 1937 216. Henrik Fangel: Haderslev bys hist. I, 1975 327-33.

Kommentarer (2)

skrev Hans Christophersen

I »En lungebetændelse rev M. bort« skal M. ændres til N. som forkortelse for navnet.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Dansk Biografisk Leksikon opdateres endnu ikke. Det er godt set, men det er også det der står i den trykte bog, så vi lader din kommentar stå til almindelig orientering.
Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig