Diderich Funck, Diderich Hansteen Funck, 30.11.1791-16.1.1856, skibsbygger. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). F. gik i sin barndom i Holmens korskole og ansattes 1807 på modelkammeret på Holmen. Da dette 1814 omdøbtes til konstruktionskanimeret, blev F. assistent ved dette, 1819 kvartermand, 1825 mestersvend, 1830 underskibbygmester og 1836 skibsbygmester og sendtes s.å. på studierejse til England. Som undermester forestod han bygningen af briggerne Allart og St. Croix og fuldførte bygningen af den fra sin jordomsejling bekendte korvet Galathea. Som mester byggede han linjeskibene Christian VIII og Dannebrog, fregatterne Thetis og Gefion, korvetten Thor og vore første hjuldampskibe. 1853 ansattes han i en nyoprettet stilling som tømmerinspektør, en stilling han varetog med samme iver og utrættelighed som han havde vist ved skibsbyggeriet. Ved siden af sin virksomhed på Holmen udfoldede han en stor litterær virksomhed hvori han nedlagde frugten af sit virksomme livs mange erfaringer. Han udgav 1833-37 Praktisk Skibbyggeri I–III, 1842-43 Afhandling om Coffardiskibes Construction I–II og 1846-52 Dansk Marine-Ordbog. – I alt hvad F. foretog sig mærker man hans grundighed og nøjagtighed; hans litterære arbejder vidner dernæst ved fremstillingens anskuelighed og klarhed om den betydelige dannelse, han havde erhvervet sig.

Familie

Forældre: snedker, senere modelsnedker ved Holmen Jochum Friderich F. (1755-1829) og Inger Cathrine Bærndtsdatter (1759-1822). Gift 22.12.1815 i Kbh. (Holmens) med Johanne Marie Pedersen, adopteret Buhman, født 23.8.1794 i Kbh. (Nic), død 8.3.1840 sst., begr. sst. (Holmens), d. af skibstømrer Jacob P. (død 1795) og Johanne Marie Svendsen (1761-1837, gift 2. gang med billedhugger ved Holmen Ditlev A. Buhman, død senest 1837).

Udnævnelser

DM. 1835. R. 1849.

Ikonografi

Litografi 1857 af L. A. Kornerup efter foto.

Bibliografi

Tidsskr. for søvæsen, 1856 56-58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig