M.B. Mathiesen, Mathias Bertel Mathiesen, 12.4.1874-21.5.1960, skræddermester, oldermand. Født i Varde, død i Vejle, begravet sst. M. voksede op i Varde hvor faderen havde en beskeden beværtning og tillige drev en lille vognmandsforretning. Efter læretiden i fødebyen blev M. 1892 svend og rejste til København, senere Tyskland. Han vendte hjem og arbejdede som svend i Esbjerg hvor han 1900 etablerede egen forretning der hurtigt nåede en betydelig størrelse. Da M. 1908 flyttede til Vejle havde han ni svende. Også her blev hans forretning af betragtelig størrelse - han drev den selv indtil han blev 82 år. Forretningen tillod ham at varetage et stort antal tillidshverv, både fagligt og politisk og såvel lokalt som på landsplan. Det faglige arbejde begyndte da han 1909 oprettede skrædder-lauget i Vejle hvis formand han var fra starten til 1939. M. var fra 1911 hovedbestyrelsesmedlem i og 1933-55 oldermand for Provinsskrædderlauget. Fra denne post rykkede han ind i centrale arbejdsgiverorganisationer: 1921-46 i hovedbestyrelsen for Fællesrepræsentationen for dansk håndværk og industri hvorfra han ved organisationens omdannelse i 1946 fortsatte i Håndværksrådet til 1951. I perioder var han tillige en af håndværkets stærke mænd i repræsentantskaberne for arbejdsgiverforeningen og Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring ligesom han også var i forretningsudvalget for Beklædningsindustriens sammenslutning. Lokalt var han med i ledelsen af Vejle håndværkerforening fra 1915 (formand 1935-38), stifter af Odd Fellowlogen, afgrundejerforeningen m.m. M. var medlem af byrådet, valgt af de konservative, 1925-43 heraf de sidste ti år som viceborgmester og var 1930-36 formand for den konservative vælgerforening. M. stod politisk for en stærkt konservativ linie og det samme var tilfældet i arbejdsgiverorganisationerne, undertiden kunne det svække hans ellers stærke position som han opbyggede med en meget flittig arbejdsindsats. Uden for den offentlige scene var han elskværdig og åben også over for modstandere. M. var Danmarksmester i fri gymnastik 1892. En datter er stadsbibliotekar i Søllerød Annalise Børresen (f. 1915), der har været stærkt engageret i en modernisering af det lokalhistoriske arbejde og selv med stort held siden 1964 har redigeret skrifterne fra Historisktopografisk Selskab for Søllerød Kommune.

Familie

Forældre: beværter og vognmand Ole Christian M. (1843-1914) og Nielsine Christine Nielsen (1852-1916). - 12.11.1897 med musikpædagog Anna Marie Geert, født 3.5.1876 i Esbjerg, død 6.6.1948 i Sønderho, d. af murermester Peter Thomas G. (1836-79) og Maren Niedermann (1845-1921, gift 2. gang 1884 med murermester Christian Thomsen). - Far til Egon M.

Udnævnelser

R. 1938.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Barndomserindr. i Ekstrabl. 4.9.1944 og Vardensersamfundet X, 1952 april 11-13. - Skrædderlauget, 1955 aug.nr. Vejle amts folkebl. 23.5.1960. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig