Johan Weze, 1490-13.6.1548, ærkebiskop. Født i Wesel i hertugdømmet Cleve, begravet i Königsfelden kloster i Schweiz. W. havde haft en underordnet stilling i det pavelige kancelli og specialiseret sig i nordiske anliggender da han i efteråret 1521 gennem kansler Claus Pedersen ansattes som Christian IIs sekretær og straks gjorde sig fortjent under forhandlingerne med den pavelige kommissær Frants de Potentia. Efter Didrik Slaghecks henrettelse blev han 23.2.1522 "postuleret" som ærkebisp og 21.9. forlenet med Helsingborg, vel en erstatning for Bornholm og Åhus som ærkesædet måtte afstå til kongen. Da W. aldrig opnåede pavelig bekræftelse blev hans titel udvalgt ærkebiskop (electus). I Skibykrøniken kaldes han en døgenigt og rænkesmed, og Roskildebispen Lauge Urne angav frygten for ham og Sigbrit Villoms som årsag til sin flugt i marts 1523. At W. har været estimeret i nogle kredse ses dog af at Eske Bille endnu 1540 søgte at få sin søn anbragt hos ham, og den kritiske Hans Mikkelsen priser 1526 hans troskab og intelligens, men advarer samtidig mod hans temperament. 1523 fulgte han Christian II til Nederlandene og sendtes til Rom hvor han fængsledes på grund af kardinal de Cecis' krav på ærkesædet, men løslodes mod kaution. De følgende år i den landflygtige konges tjeneste blev meget vanskelige, og det kom til flere personlige sammenstød med Christian II i pengesager. Juli 1525-maj 1526 varetog han kongens interesser ved kejserhoffet i Spanien. Senere fik han opsynet med at de kongelige børn opdroges i katolsk ånd og opholdt sig i lange perioder ved regentindens hof i Mechelen ligesom han hørte til de rådgivere der ivrede for kongens tilbagevenden til katolicismen. 1530 udbrød atter uenighed mellem W. og kongen der kulminerede 10.6. under rigsdagen i Augsburg da Christian II i heftige vendinger beskyldte W. for underslæb og for at have forhindret hans restitution ved at skade hans anseelse hos kejseren og andre. Herefter synes tjenesteforholdet at være ophørt. W. begav sig til Rom og virkede for sine bispedømmer – i 1529 havde Christian II også skænket ham Roskilde stift der var ledigt ved Lauge Urnes død. 1532 trådte han i kejserlig tjeneste og medvirkede under Grevens fejde ved det mislykkede forsøg på at skaffe pfalzgrev Frederik Danmarks krone. 1542 blev han biskop af Konstanz.

Bibliografi

Breve og akststykker til oplysn. af Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen, 1854. Kirkehist. saml. 2. r. VI, 1872-73 578-84. Diplomatarium Norvegicum IX-XVIII, Kria. 1878-1919. Lektor Povl Helgesens hist. optegnelsesbog, sædvanligvis kaldet Skibykrøniken, overs. A. Heise, 1890-91 (fot. optr. 1967; også i Paulus Helies Skrifter VI, 1937) 80. Acta pontificum Danica VI, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk, 1915. – C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. III–IV, 1867-70. Billeættens hist. I, ved W. Mollerup, 1888-93. Gosta Johannesson: Den skånska kyrkan och reformationen, Lund 1947 = Skånsk senmedeltid och renässans I.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig