Mogens Nielsen, d. 11.3.1390, ærkebiskop. Død på bispegården i Århus, begravet i Lunds domk. N. var af adelig slægt – hans våben et delt skjold med bjælker i venstre felt. Han havde studeret i Paris og kom efterhånden i besiddelse af en række kirkelige embeder, bl.a. var han Valdemar Atterdags kapellan. I begyndelsen af 1360'erne blev han medlem af Lunds domkapitel, fra 1370 som dekan; 1379 valgtes han til ærkebiskop. Forholdene var på det tidspunkt ikke mindre vanskelige end de havde været et halvt århundrede før, da Carl Eriksen var ærkebiskop. Vestkysten af Skåne var i hanseaternes hænder; fra den svenske grænse truede kong Albrecht; herremændene var næppe til at stole på. Den indre uro søgte N. at råde bod på idet han 10.11.1380 fik adelen til at sværge landefred, og faren udefra afværgedes for en tid ved den særfred som ærkebispen, gælkeren Tue Galen og herremændene på egen hånd sluttede med den svenske konge 31.3.1381. – Desuden afholdt N. et provincialconcilium i Malmø 1383. Med sit kapitels samtykke gav han 29.11.1386 en række nøje bestemmelser vedrørende gudstjenesten for at rette på de mange misbrug der havde indsneget sig under de urolige tider.

Bibliografi

Lunde domkapitels gavebøger, udg. C. Weeke, 1884-89 (reproudg. 1973) 57 147. Repertorium diplomaticum, udg. Kr. Erslev II, 1896-98. Acta pontificum Danica, udg. L. Moltesen I, 1904. Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920 190. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1922 (reproudg. 1970) 119. Diplomatarium Danicum 3.r.IV-VIII, 1966-80. – L. Moltesen: De avignonske pavers forhold til Danm., 1896. Gottfr. Carlsson i Lunds domkyrkas hist., udg. Ernst Newman I, Sth. 1946. M. Linton: Drottning Margareta, Göteborg 1971 = Studia hist. gothoburgensia XII. Ingvar Andersson: Skånes hist. II, Sth. 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig