Peder Jensen Galen, d. 16.4.1355, ærkebiskop. Begravet i Lunds domk. G. var senest 1317, da ærkebisp Esger Jul brød med kong Erik Menved, blevet medlem af domkapitlet i Lund, og da hans slægtning Carl Eriksen 1325 blev ærkebisp, blev G. dekan. Han synes allerede da politisk aktiv og skal sammen med sin slægt have bidraget til at styrte kong Christoffer og blev derefter kansler hos Valdemar af Slesvig i dennes treårige kongeperiode. Han fortsatte som en slags kansler hos ærkebiskop Carl som han støttede i planerne om et forbund med Sverige. Ved ærkebiskop Carls død valgtes G. straks sommeren 1334 til hans efterfølger. En udførlig beretning om valget er bevaret. Alle valgberettigede nedsatte et femmandsudvalg som skulle nå til enighed, før et tændt lys brændte ned. Da to af kapitlets medlemmer nævnes som den udvalgtes stedfortræder efteråret 1334, synes G. straks at være rejst til Avignon for at opnå pavelig stadfæstelse, men måtte af ukendte årsager vente meget længe. Den pavelige bulle er dateret 27.2.1336 ligesom følgebreve' til de danske biskopper og til kong Magnus af Sverige. Kort efter modtog G. indvielse og pallium og begyndte hjemrejsen. Sidst i juli kom G. til sit stift, men nåede ikke at deltage i kong Magnus' kroning i Stockholm. G. støttede fra begyndelsen kong Magnus' bestræbelser for at blive konge over hele Danmark, bl.a. ved kongens suppliker til paven 1338, som imidlertid blev afslået. Det havde sikkert forbindelse med, at kong Christoffers yngste søn Valdemar netop var begyndt at røre på sig. Samtidig med Valdemars kongehylding på Viborg landsting 1340 holdt Magnus rådsmøde i Helsingborg hvor ærkebiskop Peder og kapitlet stadfæstede Skånes forening med Sverige mod, at kong Magnus til gengæld udstedte et omfattende privilegium for Skånes indbyggere. Dette måtte føre til åben krig, men fjendtlighederne 1341-43 var stort set begrænset til Sjælland, og på et kongemøde i Varberg nov.1343 mæglede G. den fred der indtil videre sikrede kong Magnus besiddelsen af Skåne. G. indtog en ejendommelig dobbeltstilling som Danmarks ærkebisp og som biskop over et stift der lå under en fremmed konge. I sin egenskab af ærkebiskop holdt han 1345 provinsialsynode i Helsingborg hvor samtlige danske bisper og adskillige abbeder og fremtrædende kirkemænd fra Lund stift og fra stifterne på den anden side af sundet var mødt; men i verdslige politiske gøremål, ikke mindst i forhandlinger og overenskomster med hansestæderne vedrørende skånemarkederne, var han kong Magnus' mand. De usikre forhold medførte adskillige stridigheder hvor ærkebispen måtte optræde som mægler, og hans nære tilknytning til kong Magnus kom til at koste hans stift dyrt, idet han sammen med de svenske bisper måtte garantere for Magnus' lån hos pavestolen 1351 som paven krævede tilbagebetalt kort før ærkebiskop Peders død. Til de økonomiske vanskeligheder kom yderligere den sorte døds hærgen 1349-50. Ærkebiskop Peder stiftede et alter i Lund domkirke, viet til Thomas af Canterbury og den hellige Anna.

Familie

Forældre: Jens Nielsen til Näsbyholm og Christina. – Farbror til rigsråd Tue Galen.

Ikonografi

Relief på ligsten (Lund domk.).

Bibliografi

Diplomatarium Danicum 2.r.VII-XII, 1956-60; 3.r.I-IV, 1958-66. – L. J. Moltesen: De avignonske pavers forhold til Danm., 1896. Gottfr. Carlsson i Lunds domkyrkas hist., udg. Ernst Newman 1, Sth. 1946 441-57. Ingvar Andersson: Skånes hist. II, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig