Morten Pedersen, 10.11.1537-6.6.1595, abbed, præst, forfatter. Født i Grenå, død i Roskilde, begravet i domk. sst. P. kaldte sig undertiden efter sin fødeby Ernopotamius eller Grenovensis; senere har man uden hjemmel givet ham tilnavnet Alban (Hvid). Efter skolegang i Århus studerede han i Kbh. og (fra 1560) i Wittenberg hvor han tog magistergraden 1562. Efter sin hjemkomst blev han 1562 læremester i Sorø kloster, 1565 forstander eller abbed sst. Her begyndte han en række kalendariske antegnelser dels om naturfænomener, dels om mærkelige personer og historiske begivenheder; disse optegnelser (Ny kgl. samling 4°, 927) indeholder adskillige biografiske oplysninger man ikke har andetsteds og har bl.a. tjent som kilde til Peder Resens Frederik IIs krønike. Endvidere samlede han, hjulpet af den i Sorø internerede Iver Bertelsen, materiale til et skrift om Skjalm Hvides æt, afsluttet 1572 og udgivet 1589 under titlen Biscops Absolons oc Her Esbern Snaris Herrekomst oc Adelige Stamme; heri har vi første gang på tryk sagnet om Asser Rig, fru Inge og de tvende kirketårne, og bogens træsnit (af Lorentz Benedicht) viser hvordan kirkens, senere maltrakterede, skjoldefrise så ud i 1500-årene. I tillæg gives underretning om klostrets grundlæggelse, kirkens fyrstegrave og epitafier samt bisperække for Roskilde stift. – 1572 blev P. kaldet til sognepræst ved Roskilde domkirke og aflagdes 1582 med et kanonikat sst. Marts 1588 afskedigede Frederik II ham, uvist af hvilken grund, fra præsteembedet; fremtidig skulle han nøjes med Vindinge sognekald som var anneks til domkirken. Men da kongen døde fem dage efter beholdt P. embedet til sin død. Da Jakob VI af Skotland 1590 besøgte Roskilde holdt P. en latinsk prædiken for ham. For øvrigt gjorde han sig fortjent ved anskaffelse af de endnu bevarede smukke prædikestole i Vindinge og Snoldelev kirker hvis patron han var. – I håndskrift (Lunds universitetsbibliotek) er bevaret hans Meditationes over kometer 1572 og 1577; om en komet 1580 lod han trykke En kaart Vnderuisning, 1581.

Familie

gift 31.5.1573 med Dorthe Sørensdatter Kjær, født ca. 1555, antagelig i Kolding, død 27.3.1599, d. af borgmester og tolder i Kolding Søren K. (død 1582) og Anna Knudsdatter Thoresen (død 1582)

Bibliografi

Danske kirkelove, udg. H. F. Rørdam II, 1886 433-35. – L. F. la Cour: Slægten Paludan, 1935 12f. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.III, 1864-66 483-505 (heri P.s kalenderoptegn.). Martin Schwarz Lausten sst. 1970 12 18. J. Kornerup i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1877 207-09. Henry Petersen sst. 1883 4. Lorentz Benedicht. Bibliografi m. indledn. af R. Paulli, 1920 92-97. Sorø. Klostret, skolen, akademiet I-II, 1923-31.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig