A.S. Poulsen, Alfred Sveistrup Poulsen, 14.1.1854-27.1.1921, biskop. Født i Roskilde, død i Viborg, begravet sst. P. blev student (Roskilde) 1871 og havde allerede i skolen under indflydelse af L. Gude besluttet sig for teologien; en tid måtte han afbryde studiet, til dels på grund af anfægtelser, men 1878 blev han cand.teol., og de solide kundskaber han havde tilegnet sig udvidedes på en toårig rejse med ophold i Erlangen, Leipzig, Neuchâtel og Rom. 1880 blev han præst ved Skt. Hans hospital og medhjælper hos domprovst Gude; 1883 blev han præst ved Christiansborg slotskirke, 1886 tog han licentiatgraden på en nærmest dogmatisk afhandling (Det gamle Testament i Christi Taler), holdt som privatdocent universitetsforelæsninger og var fra 1885 sekretær for bibelselskabet (fra 1890 formand for Israelsmissionen). Som prædikant samlede han en stor kreds af det højere borgerskab, bl.a. fru Heiberg (Johanne Luise) ved hvis begravelse han talte. Trods Th. Skat Rørdams uvilje, men i henhold til et løfte fra Christian IX til hans svigerfar blev han 1896 domprovst i Roskilde; 1895-1903 var han censor ved teologisk eksamen. Biskop J. Swane i Viborg, som satte ham højt, fik ham 1901 gjort til sin efterfølger. – Teologisk var P. stærkt påvirket af P. Madsens erfaringsteologi, men som biskop fortsatte han den Mynster-Martensenske linje, optrådte ved højtidelige lejligheder med betydelig pondus og forstod i øvrigt ved sit urbane væsen og sin besindige optræden at vinde også anderledes tænkende for sig. Men bispeårene var ikke nogen ublandet lykkelig tid. P.s helbred var i lange perioder meget dårligt, han ramtes af private sorger, og især blev sagen omkring N. P. Arboe Rasmussen hans "skæbne". Allerede i det kirkelige udvalg af 1904 ytrede han sig så uheldigt at Morten Pontoppidan kunne rette et lammende angreb på ham, og siden ville han først under indflydelse af P. Madsen have Arboe Rasmussen afskediget, men Jacob Appel fik ham til at stille sagen foreløbigt "i bero". 1913 indlod han sig dog – i samråd med de andre bisper – på et sagsanlæg mod Arboe Rasmussen, nedsatte en provsteret og da denne havde fældet frifindelsesdommen appellerede P. sagen til landemodet hvor han selv optrådte både som anklager og dommer. Hans vaklende holdning fremkaldte mange angreb på ham, især fra Hans Koch (der mente at hans sygdom i virkeligheden var "beslutningsudygtighed"); angrebet medførte en skarp protest fra præster i Viborg stift.

P. var en flittig forfatter, ikke videnskabsmand i strengere forstand, men hans teologiskkirkelige skrifter er alle præget af human dannelse, omfattende førstehåndslæsning og evne til klar fremstilling. I Fra Kampen om Mosebøgerne, 1890, gik han ind for en moderat bibelkritik, men fastholdt Bibelens enestående karakter af åbenbaringshistorie. 1891 forsvarede han (Jesu Barndom og Ungdom) evangeliernes troværdighed over for bl.a. Henning Jensens angreb. I Den jødekristelige Bevægelse i Syd-Rusland, 1886, i Philip Melanchton i Aaret 1521, 1897, i en bog om Det danske bibelselskabs historie (1914) og i en bearbejdelse af W. Walthers Luther-biografi (1917) behandlede han kirkehistoriske emner for den dannede almenhed. 1892-97 udsendte han sammen med J. L. Ussing en oversættelse af Det nye testamente; initiativet udgik fra bibelselskabet der således ville hindre en autorisation af Th. Skat Rørdams oversættelse, men arbejdet mødte hård kritik og fik ingen betydning for den autoriserede oversættelse af 1907. 1918 ff arbejdede P. sammen med en del præster på at oversætte Det gamle testamente. Fra P.s sidste år kan især nævnes tre karakteristiske skrifter: Hvad er evangelisk-luthersk?, 1917, hvori han tager afstand fra den (uhistoriske) subjektivistiske forståelse af Wormserprincippet, Danmarks Kristenhed og dens Stilling til Kirkens Enhed, 1919 (oprindelig en Olaus Petri-forelæsning i Uppsala) hvori han stærkt protesterer mod episkopatets omdannelse til blot en administrativ stilling og i modsætning til slagordet om den "tålsomme" folkekirke opstiller begrebet den "nøjsomme" folkekirke, hvori rationaliserende præster for en tid kan tåles; endvidere Liv og Lære, 1916 – en kritisk gennemgang af F. C. Krarups Livsforstaaelse – der med al anerkendelse af Krarups betydning som teologisk tænker giver udtryk for en mere konservativ dogmatisk helhedsopfattelse. – Til belysning af P.s ejendommeligheder som prædikant foreligger foruden en del enkelte prædikener og ligtaler især tre samlinger: Fra Gethsemane til Emmaus, 1889, Prædikener, holdte i Christiansborg Slotskirke, 1896 og Prædikener, holdte i Roskilde Domkirke, 1901. Uden at bære et stærkere personligt, endsige originalt præg kendetegnes de ved deres positive indhold, formelle klarhed og tilknytning til den Martensen-Gudeske prædikentradition.

Familie

Forældre: manufakturhandler Janus Christian P. (1826-59) og Hanne Lemmine Marie Sveistrup (1828-1900). Gift 25.2.1881 i Roskilde med Karen Marie Gude, født 11.1.1853 i Hunseby, død 14.5.1929 i Roholte, d. af domprovst, dr.teol. L. G. (1820-95) og Henriette A. Meinig (1820-94).

Udnævnelser

R. 1887. DM. 1905. K.2 1907.

Ikonografi

Træsnit 1888 efter foto. Tegn. af Alfred Schmidt, 1916 (Fr.borg). Mal. af H. Vedel, 1918 (Viborg domk.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1886 79f. – Hans Sveistrup: Das Geschlecht Sveistrup II,1, Berlin 1936 18f 23. J. L. Ussing: Af mit levned, 1906 210-14. Otto Møller og Skat Rørdam. En brevveksl., udg. H. Skat Rørdam II, 1916. Alex. Rasmussen: Frederik Münter I, 1925 fortalen. F. C. Krarup: Fra romantisme til realisme, 1930 125f. V. Helweg-Larsen: Levnetsoptegn., 1930 131-33. P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan II, 1953. Samme i Den danske kirkes hist. VIII, 1966. To højkirkemænd. Brevveksl. mellem Harald Stein og J. Swane, udg. P. G. Lindhardt og J. Swane, 1958. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig