Dansk Biografisk Leksikon

Erik Pontoppidan, f. 1698

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Erik Pontoppidan, f. 1698, Erik Ludvigsen Pontoppidan,  24.8.1698-20.12.1764, biskop, prokansler, forfatter. Født i Århus, død i Kbh., begravet sst. (Petri). Tidligt forældreløs blev P. sat i huset hos en fjern slægtning, justitsråd D. C. Braes til Kokkedal i Torslev sogn og her mishandlet af huslæreren, så han 1709 ved familiens indgriben først kom til Århus latinskole og 1710 til Fredericia, hvor han boede hos sin halvbror, sognepræst Henrik Pontoppidan som, da drengen følte skoletugten ulidelig, satte ham i huset hos sognepræst Ove Guldberg i Barrit 1713. 1715 kom han igen i Fredericia skole, blev student 1716, studerede teologi og tog attestats 1718. Han var ikke religiøst grebet, men nok religiøst følsom. Da han i Kbh. hørte sin nabo holde andagt med bøn, skriftlæsning og salmesang, skammede han sig over at han som teolog tog gudsfrygt så let. En uddybelse af det religiøse liv oplevede han under et ophold hos sin morbror, kaptajn Spend på godset Höiersbüttel i Stormarn hvor navnlig fransk-reformerte opbyggelsesbøger vækkede ham til selvprøvelse. 1719-20 var han huslærer i Kristiania og rejste derefter som hovmester for Ivar Huitfeldts søn Claus med denne til Holland og England (1720-21). Under opholdet i Utrecht kom han i personlig forbindelse med den i datiden indflydelsesrige reformerte teolog F. A. Lampe, og denne del af den reformerte vækkelse og den dermed forbundne teologiske tænkning satte kendelige spor i hans udvikling. Efter sin hjemkomst blev han huslærer for hertug Frederik Carl af Plön, og ved hans hof blev han 1723 prædikant og samtidig diakon i Nordborg by, 1726 forfremmet til hertugens patronatskald, sognepræsteembedet i Hagenbjerg. Uden at han havde oplevet et "nådens gennembrud" efter den hallensiske pietismes omvendelsesskema, havde berøringen med den reformerte pietisme og dens strenge moral kaldt en dyb personlig alvor frem hos ham, således at han ved indgangen til præstegerningen ikke tvivlede om sit "indre kald", men endog kunne føle sig som åndsfælle af pietismen og vide sig enig med den i dens idealbillede af den hellige menighed. Hans forkyndelse sigtede mod personlig omvendelse, "den døde ortodoksi" var utilstrækkelig til frelse, selv om læren var nok så luthersk: kirketugten skulle sætte skel mellem troende og ugudelige, og P. tog fat med bibellæsninger og husbesøg og stiftede et præstekonvent, hvis medlemmer skulle samles om pastorale emner til dygtiggørelse i deres gerning. Ved de teologiske anskuelser han fremsatte, blev han stemplet som pietist og fik adskillige fjender, blandt dem sognepræsten i Nordborg, senere provst H. C. Brandt, der påførte P. en besk strid som nødte ham til at indhente erklæringer om sin lutherske rettroenhed. 1727 udsendte han Heller Glaubens-Spiegel, in welchem die Kennzeichen der Kinder Gottes vorgestellt werden, en andagtsbog der har øst af mange kilder (Grossgebauers Vægterstemme, pietismens forgrenede inderlighedslitteratur, reformerte opbyggelsesbøger – særlig gør discipelforholdet til Lampe sig gældende – og engelske dissentersskrifter) og omtrent samtidig det lille skrift Dialogus oder Unterredung, Severi, eines pseudorthodoxen Predigers, Sinceri, eines Stadts-Secretairen, und Simplicii, eines einfältigen Burgers, betreffend die Religion und Reinheit der Lehre. I samtalens form ville P. klare begreberne om den rette, oprigtige og personlige tros karakter. Men lokalt var ingen i tvivl om, at P.s skildring af Severus sigtede på Brandt. Den første del af konflikten jævnedes på den måde at P. 1728 lod sig bevæge til at underskrive samtlige symbolske bøger (altså også den ortodokse konkordieformel) som læreforpligtelse, for så vidt disse ikke stred mod den hellige skrift. Dette var et betinget kompromis som ikke kunne skade P., men heller ikke gavne Brandt. Denne blev da også først tilfredsstillet da P., tvunget af forholdene, gav ham en undskyldning for dialogens offentliggørelse.

Med uhyre flid havde P. i disse år tillige kastet sig over læsning af topografiske og historiske skrifter; gennem kaldsfæller søgte han at samle alle slags historiske oplysninger og på grundlag af sine husbesøg gjorde han optegnelser om almuens overtro, skikke og talemåder. Som frugter af disse iagttagelser i marken udkom senere Everriculum fermenti veteris, 1736 (oversat af J. Olrik med titel Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg, 1923) og Onde Ordsprog, som fordærver gode Sæder, 1739. Folkemindeforskningen har nydt godt af dette stof, men forfatterens hensigt var at bekæmpe overtro og vantro. 1729 udgav han en lille topografisk beskrivelse af Kbh., Memoria Hafniæ, for at bevare minderne fra den gamle by, af hvilken en stor del året før var lagt i aske. 1730 fulgte en udførligere gennemgang af kongeriget og Slesvig, Theatrum Daniæ veteris et modernæ, og 1734 Kurtz gefaste Reformations-Historie der Dänischen Kirche, en mundsmag på den danske kirkehistorie han samlede materiale til. Han affattede disse skrifter på tysk i den hensigt at oplyse og retlede de fremmede læsere om danske forhold.

Efter Christian VIs tronbestigelse blev den dansk-norske kirkepolitik ledet i hallensisk-pietistisk retning ("statspietismen"). Det gjaldt nu for kirkestyrelsen at få de betydeligste embeder besat med vækkende præster. P.s nidkære præstegerning var blevet kendt; efter en prøveprædiken kaldte kongen ham til slotspræst og sognepræst i Hillerød 1734, og allerede n.å. blev han hofpræst i Kbh. og meddirektør ved de fattiges væsen, 1738 ekstraordinær professor i teologi, 1739 medlem af kommissionen til en revideret bibeloversættelse, s.å. medlem af mønt- og medaljekommissionen, 1740 medlem af missionskollegiet og meddirektør af vajsenhuset og 1742 medlem af det nystiftede Videnskabernes selskab, i hvis skrifter han offentliggjorde en række afhandlinger; den vigtigste var Det danske Sprogs Skiæbne udi Sønder-Jylland, 1745 (gen-udg. 1943), med en sønderjysk ordsamling og en redegørelse for det tyske kirkesprogs udbredelse efter reformationen i den dansktalende sydslesvigske befolkning. Kongen satte stor pris på P., og i J. L. Holstein havde han gennem årene en trofast støtte. Det var ham således en stor ære, at han 1736, da konfirmationen blev påbudt som en offentlig kirkehandling ved tohundredårs-mindet for reformationens gennemførelse, fik overdraget at udarbejde en katekismeforklaring og en samlebog. Forklaringen er udarbejdet med P. J. Speners Einfältige Erklärung (oversat 1728) som forbillede og udkom allerede 1737 under titlen Sandhed til Gudfrygtighed, og efter kgl. befaling af 22.8.1738 skulle den indføres overalt i Danmark-Norge (over 40 oplag før 1800; seneste norske udgave Oslo 1964 og færøsk oversættelse 1974). Den var affattet i 759 spørgsmål og svar og krævede faktisk flere forudsætninger for tilegnelse end det daværende almueskolevæsen formåede at yde sine elever (1771 blev en af P. Saxtorph foretaget forkortelse autoriseret til brug). P.s forklaring fik i Norge stor og varig betydning for 1800-tallets folkereligiøsitet, mens den i Danmark flere steder mødte heftig modstand fra ortodokse præster der angreb den for vrang lære. Kun det kongelige magtbud om dens almindelige brug tvang den igennem, indtil den i århundredets slutning afløstes af Nicolai Edinger Balles lærebog; dog vedblev "de stærke jyder" op gennem 1800-årene at holde fast ved "Pontoppidan". "Den nye Psalme-Bog" (1740) med salmer af Thomas Kingo, H. A. Brorson og tyske oversættelser (i alt 552 salmer) blev ikke påbudt og fandt i kongeriget kun indgang i hofmenighederne (deraf navnet "Slotssalmebogen"), mens den holdt sig længe i Nordslesvig som kirkens og husandagtens salmebog.

P.s interesse for personalhistorie lagde sig for dagen i de to bind Marmora Danica, 1739-41 som gengav indskrifter, navnlig fra ligsten og andre kirkelige monumenter. Omend afskrifterne langtfra altid er nøjagtige, er der dog her bevaret adskilligt som ellers var gået tabt. P.s Gesta et vestigia Danorum extra Daniam I-III, 1740-41 vidner om hans store belæsthed og samarbejde med C. F. Wadskiær, men også om svigtende kritisk metode. Værkets stemning er båret af romantisk stolthed over de danskes tapperhed. Langt større værdi har hans omfangsrige kirkehistorie, Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici I-IV,I, 1741-52, i første række en annalistisk materialesamling der svulmede op jo nærmere han kom sin egen tid, svagest i den kildekritiske vurdering af ældre beretninger, men til gengæld værdifuld omend noget uoverskuelig, hvor han for senere tiders vedkommende bygger fremstillingen på synodalakter, visitatsbøger, registranter og breve. At et arbejde som dette stod i det personlige livssyns tjeneste er meget forklarligt ud fra P.s pietistisk-nationale grebethed. Han er stærkt påvirket af kirkehistorikeren Gottfried Arnolds bedømmelse af menighedens udvikling med martyrtiden som kirkens glansfulde og stærke tid, de betryggede kår dens farligste. Et sammenstød med Jakob Langebek viste P.s mangel både på historiskkritisk og selvkritisk bedømmelse. I den som roman formede rejsebeskrivelse i breve, Menoza, en Asiatisk Printz, som drog Verden omkring og søgte Christne I-III, 1742-43 fik han lejlighed til at beklage hvor lidt sand kristendom der fandtes. Hans frimodige udtalelser om mangfoldige forhold var dækket af den litterære konstruktionsform.

Da Christian VI døde 1746, vidste alle at der måtte ske en ændring i de kirkepolitiske forhold. P. var træt af den krævende hoftjeneste, sammenstødet med Langebek havde ikke været dekorativt for P., og da Bergens bispestol 1747 blev tilbudt ham, vovede han ikke at afslå. Maj 1748 kom han til Bergen og tog straks fat på at forbedre administrationen af stiftet. Han mødte ikke ringe modstand, men med fast hånd fik han skolefundatserne bragt i orden, og som midlertidig foranstaltning til at afhjælpe lærermangelen oprettede han et kateketisk seminarium (til 1751) for at forberede lærelystne bondedrenge til at kunne undervise børnene hjemme i deres sogne. Latinskolens undervisning og ry fik han hævet, og yderligere stiftede han Seminarium Fridericianum (indviet 1752) som en højere realskole. Dog fik dette seminarium ikke den blomstrende fremtid han havde håbet, da han havde anlagt dets undervisning i for nær tilknytning til latinskolen. Med flere af byens præster havde han vanskeligheder, og visitatsrejserne i det store stift stillede ham mange opgaver som han gennemførte så flittigt, at han 1751 havde gæstet alle stiftets sogne med undtagelse af de to fjernestlig-gende. Han tilskyndede sine præster til at holde katekisationer, bryde almuens overtro og gå i spidsen for et oplyst skolevæsen, og gennem årlige "Opvækkelige Hyrde-Breve" vejledte og tilskyndede han præsterne til at forkynde omvendelse og syndernes forladelse og med ansvar at foregå deres menigheder med et udadleligt eksempel. På visitatsrejserne fik han lejlighed til at iagttage almuens liv, skikke, ordbrug og tænkemåde, og han havde let ved at få den jævne mand i tale. 1749 udgav han Glossarium Norvagicum, en parlør over norske ord "som gemenlig ikke forstaaes af danske Folk", og sine samlinger om flora og fauna udsendte han under titlen Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie I-II. 1752-53 (fot. optr. Oslo og Kbh. 1977). Omend arbejdet var umetodisk og i mange henseender også ukritisk, betød det dog et fremskridt i forskningen, fordi P. gik ud fra at mærkelige begivenheder havde deres naturlige årsager. Han priste den norske natur og roste den norske bonde for nøjsomhed, flid og godt humør. Adskilligt af det har værdi for folkemindeforskningen, og bogen blev også anerkendt i udlandet. Under sit ophold i Bergen var han 1749 blevet dr.teol.

1754 søgte P. rejsetilladelse til Kbh. Årsagen var at viceborgmesteren i Bergen, P. S. Garboe, havde besvangret borgmester Henrik Matthiesens datter og under et forhør i en nedsat provsteret havde nævnt P.s navn i en sammenhæng som antydede at også biskoppen kunne være barnefar. Ved kgl. resolution blev stedet vedrørende P. slettet i provsterettens protokollat, men P. var trods denne fortjente æresoprejsning ilde berørt af hele affæren og havde intet ønske om at vende tilbage til Bergen. Da J. L. Holstein som universitetets patron behøvede en praktisk, videnskabeligt belæst og from mand til at bringe universitetets forhold på fode, fik han 1755 P. udnævnt til dets prokansler. Han skulle have indseende med at professorerne holdt deres forelæsninger og disputatser, han skulle varetage stipendiernes fordeling og universitetets økonomi m.m., men hans opgaver var så mange og den modstand hvormed hans initativ og trusler om mulkter blev mødt, så sammenbidt at han faktisk ikke formåede at sætte nogen af sine planer igennem. "Han fik her med haardere Halse at skaffe end Bergens Præster" (G. L. Baden), og det var også dem der sejrede, da P. ville sætte igennem at universitetet skulle afhænde sit jordegods, fordi administrationen af dette beslaglagde adskillige professorers tid og fremførtes som undskyldning for deres svigtende videnskabelige produktivitet. For at animere studenterne til flid foreslog han at dele præsteembederne i klasser der svarede til de karakterer som kandidaterne havde opnået til attestats, og for de teologiske studenter holdt han pastoralteologiske forelæsninger som i samlet form udkom i Collegium pastorale practicum, 1757, og regnes for den humanistiske pietismes betydeligste pastoralteologi. Sine topografiske arbejder fortsatte han med Origines Hafnienses eller Den Kongelige Residentz-Stad Kbh., forestillet i sin oprindelige Tilstand, 1760 (fot. udg. med efterskrift af Sv. Cedergreen Bech, 1973) og det store arbejde, der skulle omfatte en beskrivelse af hele landet, Den Danske Atlas I-II. 1763-64, fortsat på grundlag af hans forarbejder af svogeren Hans de Hofman, Langebek og B. C. Sandvig (fot.udg. 1968-72, med særskilt indledning af Sv. Cedergreen Bech).

Nye opgaver trængte sig frem. I teologien kom den Wolffske filosofi op og gav fornuften al den ret som den gamle pietisme havde nægtet den i religiøse anliggender. Som den humanist P. var voldte denne kursændring ham nok uro, men ikke personlige vanskeligheder; blot måtte det apologetiske arbejde indrettes derefter, thi både troens forsvarere og angribere kunne hvæsse deres våben på Christian v. Wolffs system (jfr. P.s apologetiske skrifter Ældgamle og Eenfoldige Christendom eller det Væsentlige i de Christnes Troe og Pligt, 1755, Afhandling om Verdens Nyehed, 1757 og Sandheds Kraft til at overvinde den Atheistiske og Naturalistiske Vantroe, 1758). Endvidere rykkede de økonomiske spørgsmål frem på en ny måde, fordi almenheden opdagede, at overvejelserne om beskyttelseslovgivning, told og selvforsyning angik hver husstands materielle velfærd. P. tog med optimistisk glæde fat på den opgave at åbne sine landsmænds øjne for landets hjælpekilder og for at fremme dansk arbejde (Eutropii Philadelphi Oeconomiske Balance, 1759). I samarbejde med grev A. G. Moltke indbød han offentligheden til at indsende afhandlinger om økonomiske og fysiske emner, hvis indhold kunne komme alle til nytte. Et udvalg af disse afhandlinger, hvoraf mange er skrevet af præster, udgav han i Danmarks og Norges oeconomiske Magazin I-VIII, 1757-64. Der findes her et overordentlig stort og patriotisk præget materiale der indeholder kernen i de fleste senere landbrugsreformer. Sammen med de to brødre, præsterne F. C. og O. D. Lütken lagde P. grunden til et sagligt studium af økonomi som videnskab.

P. var mere samler end forsker, hans styrke var reproduktionen, men ikke den metodiske kritik af det indsamlede stof. Hans evner lå i høj grad på det praktiske livs område. Hans flid var uhyre, og gennem sine samlinger har han reddet adskilligt fra udslettelse og bevaret værdifuldt materiale til sigtning af en senere tids uddannede kritiske forskning. På enkelte områder brød han bane for nye synspunkter, men som helhed gælder det, at han byggede på forudgående forskeres topografiske og historiske samlinger som han derved forøgede. Som teolog var han i de yngre år afgjort præget af den reformerte vækkelse og stod som ortopraksiens mand, dvs. at han stred for, at ret tro og ret liv måtte følges ad. Heri kunne han finde fællesskabet med den hallensiske pietisme, og han formåede at bevare det værdifulde i pietismen uden derfor at lukke sig af for de værdier som han erkendte som berettigede i den frembrydende oplysningstid. I 1700-tallet står han som en udpræget national statskirkemand, og med rette er hans navn blevet sat på den 1866 genrejste Skamlingsstøtte. – Rang med virkelige etatsråder 1755.

Familie

Forældre: stiftsprovst Ludvig Henriksen P. (1648-1706, gift 1. gang 1677 med Barbara Hansdatter Backer, 1646-89, gift 1. gang med sognepræst i Herlufmagle Jens Nielsen Spend, 1632-76) og Else Sophie Spend (1673-1707). Gift 1. gang 26.10.1723 med Francisca Toxverd, død 30.12.1730 i Hagenbjerg, d. af sognepræst i Lundum Peder Frandsen T. (død 1735). Gift 2. gang 4.9.1731 i Sønderborg med Lina (Ellina) Danielsen, døbt 6.12.1712 i Sønderborg, død 1.2. 1744 i Kbh. (Helligg.), d. af husfoged på Sønderborg slot Peter D. (1680-1735) og Ingeborg Thomsen (født 1690). Gift 3. gang 16.2.1745 med Johanne Marie de Hofman, født 1.2.1722 på Skerrildgård, død 3.5.1809 i Kbh. (Petri), d. af justitsråd Søren de H. til Skerrildgård (1688-1771) og Karen Elisabeth Dreyer (1689-1727). – Far til Carl P.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg). Stik af O. H. de Lode efter mal. af A. Brünniche, 1749, efter dette raderet på sten 1834, litografi 1868 og træsnit af H. P. Hansen, 1886 samt litografi af G. C. C. W. Prahl efter tegn. af H. C. Knudsen og malet kopi af Hans Hansen, 1823 (Åstrup kloster ved Tølløse). Relief 1765 af Johs. Wiedewelt på gravmæle. – Mindesten af samme ved Jægerspris, 1782.

Bibliografi

Tidsskr. for kirke og theol. IV, 1834 58-273 (P.s selvbiografi). E. P.s levnetsbeskr. og hans dagbog fra en rejse i Norge 1749, udg. N. E. Hofman [Bang], 1874. – Michael Neiiendam: E. P. I-II, 1930-33. L. J. Koch: Salmedigteren Brorson, 1931 106-19. Sønderjyllands hist. V, 1932-33 317 367. E. Nystrøm i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933-35 34-52. P. G. Lindhardt sst. III, 1939-41 29-37. E. Reitzel-Nielsen sst. 7.r.IV, 1960-62 12-48. H. Blom Svendsen: Norsk salmesang I, Bergen 1935 = Bibliotheca Norvegiae sacrae VIII 224-27. H. Stangerup: Romanen i Danm. i det 18. årh., 1936 80-84. Jens Holdt: Niels Johs. Holm, 1937 337. A. M. Sørensen i Dansk landbrug LVII, 1938 262f. P. G. Lindhardt: Peder Hersleb I, 1939 104. Den danske kirkes hist. V, ved Johs. Pedersen og Bj. Kornerup, 1951. H. Hejselbjerg Paulsen: Sønderjysk psalmesang, 1962 især 355-59. Mog. Brøndsted i Fund og forskning XII, 1965. Sv. Cedergreen Bech: Den danske atlas og værkets tilblivelses-hist., 1969 (tillæg til P.: Den danske atlas, ny udg. 1968-72). Anders Malling: Dansk salmehist. VII, 1972 146-53; VIII, 1978 251-65. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. II, 1978 37f. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980. – Papirer i Kgl.bibl.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
karakterer
udtryk for bedømmelse i tal eller med andre s ...Artikel i Den Store Danske
Henrik Pontoppidan
24.7.1857-21.8.1943, dansk forfatter, modtog ...Artikel i Den Store Danske
Stormarn
landskab af hedeslette og bakkeø, såkaldt gestl ...Artikel i Den Store Danske
Nordborg
tysk: Norburg, by på den nordlige del af Als i ...Artikel i Den Store Danske
Hofman
de Hofman , dansk slægt. Den adelige gren af s ...Artikel i Den Store Danske
justitsråd
dansk titel, der gav rang i 4. eller 5. rangklasse. ...Artikel i Den Store Danske
Bergen
Norges næststørste by; 235.046 indb. i selve ...Artikel i Den Store Danske
Dialogus
dansk bearbejdelse på knittelvers af den schweiziske ...Artikel i Den Store Danske
Utrecht
hollandsk by 15 km sydøst for Amsterdam ; 276.0 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
MiNeii
18/07/2011
  • Læst 1187 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki