Eskil, ærkebiskop i Lund, Eskil Christiernsen, ca. 1100-.1181, ærkebiskop i Lund. Død i Clairvaux, mindes her 7.9., i Lund 6.9., begravet i Clairvaux klosterk. E. var som Asser, hans farbror og forgænger som ærkebiskop, af den mægtige Thrugotslægt. Selv blev E. ca. 16 år gammel sendt til Sachsen til gejstlig uddannelse, har han i sin høje alderdom meddelt om sit liv til broder Herbord i Clairvaux. I Sachsen besøgte han den meget ansete domskole i Hildesheim, og muligvis er han herfra som så mange ivrigt kundskabssøgende draget videre til det "dulcis Gallia", han senere søgte så ofte og gerne. Efter sin hjemkomst blev han ganske naturligt knyttet til sin farbrors kirke hvor man træffer ham som domprovst ved Lundekapitlet første gang 7.1.1133, da Asser stadfæstede sin gave til Lundekirken fra 1123; i brevet herom anføres det udtrykkeligt at det sker efter domprovst E.s råd og tilskyndelse. Om E.s virksomhed i Lund er iøvrigt intet oplyst. Antagelig har E. dog stået ved Assers side da denne som forinden E.s far, tog kampen op mod kong Niels og sammen med Erik Emune afværgede at den danske kirke sammen med riget kom under tysk overhøjhed. Da den sejrrige Erik og ærkebiskop Asser udså nye biskopper til at efterfølge dem der havde mistet livet i slaget ved Fodevig i pinsen 1134, er E. i hvert fald en af dem. Allerede samme år sad han som herre over det godsrige bispesæde i Roskilde. Hurtigt opstod der dog brud mellem konge og biskop. Saxo meddeler at E. og Peder Bodilsen rejste sig til kamp mod kongen "under påberåbelse af frihed" – af hvad art den nu har været. Den forjagede konge vendte dog tilbage, og det endte med nederlag og ydmygelse af E. Saxo er tendentiøs mod E., men breve viser, at E. gavmildt støttede Bodilsenslægtens oprettelse af Næstved Skt. Peders kloster med privilegier og gaver, mens hans navn savnes i det brev hvormed kong Erik stiftede et kloster ved kirken i Ringsted til minde om hans myrdede bror Knud Lavard som han ønskede gjort helgenværdig.

I maj 1137 døde ærkebiskop Asser og samme år i september kong Erik. Som efterfølger havde man i Lund udset biskop Rike af Slesvig, kongens tidligere kapellan, men efter Eriks død omstødtes valget og E. blev sin farbrors efterfølger, mens Rike blev biskop i Roskilde – hele kabalen vel, som meddelt i Roskildekrøniken, ved Peder Bodilsens mellemkomst. Uden vanskeligheder opnåede E. det pavelige pallium. Det blev hentet i Rom af hans kapellan Herman, senere biskop i Slesvig, hvis indsats ved paven kun kan have angået formalia i anledning af 1133-bullen til Asser; Hermans beretning i Klosteratannalen skal ikke overtolkes. Under forsæde af pave Innocens IIs legat kardinalbiskop Theodewinus af S. Rufina og i nærværelse af de danske biskopper og af kolleger fra Norge og Sverige samt Færøerne kunne E. i aug. 1139 afholde en fællessynode for Nordens kirke og indadtil og udadtil derved proklamere dens selvstændighed overfor Hamburgsædet.

E.s første år som ærkebiskop faldt i en urolig tid der betød "tilintetgørelse af rige og kirke" (Roskildekrøniken). Selv om han stod den nye konge Erik Lam nær, stod han uden hjælp da Harald Kesjas søn Oluf med svensk støtte faldt ind i Skåne og erobrede Lund; Oluf anføres som konge i kapitlets mindebog. E. måtte stille gidsler, og han var muligvis en tid afsat fra sit embede. Men efter at skåningerne havde fældet Oluf 1143, fandt E. ro til at pleje og styrke sin kirke. I en fornem forsamling af såvel kongesønner og -ætlinge som biskopper og prælater indviede E. 1.9.1145 den nye domkirke med højalter og befæstede den samtidig med godsgaver, nye digniteter og renere kanoniske regler. Forinden havde han indledt realiseringen af sin ungdoms drøm om oprettelse af nye munkeordener. 1144 introducerede han med munke fra Citeaux cistercienserordenen i Danmark ved grundlæggelsen af Herrevad kloster i Skåne; året før havde han bistået den svenske kong Sverker ved oprettelse af et cistercienserkloster i Alvastra og muligvis samme år et andet i Nydala, af samme orden, men med munke fra Clairvaux. Med Erik Lams nedlæggelse af kongeværdigheden i 1146 brød de dynastiske konflikter op påny. Erik Emunes søn Svend blev konge i Skåne, og Magnus Nielsens søn Knud i Jylland. E. måtte snarest støtte Knud, også fordi Erik Ejegods linie med dens kongehelgenkultus var ham imod. Han nægtede at medvirke da kong Svend og den unge Valdemar, Knud Lavards søn, anmodede ham om at altersætte ofret fra Haraldsted. Hertil svarer, at hverken Erik Ejegod eller Knud Lavard fik deres navne overført fra Assers nekrologium til E.s nye mindebog fra 1145 Liber Daticus Lundensis. Dobbeltvalget førte til 12 års borgerkrig (1146-57). E.s fjendtlige indstilling overfor Sven Grathe der en tid skal have holdt ham fængslet var åbenlys, og dog lykkedes det E. at mægle et forlig mellem de to samkonger, så de foretog et fælles korstog mod venderne; men da det mislykkedes, øgede det kun konflikten mellem dem, ikke mindst da de begge søgte tysk støtte; de synes hver især at have foretrukket at være enekonge under tysk overhøjhed frem for at være selvstændig delkonge. I denne situation måtte E. som i sin tid Asser optage kampen for sin kirkes selvstændighed, men modsat denne søgte han ikke hjemlige forbundsfæller, men europæisk støtte.

Da ærkebiskop Hartwig af Hamburg med støtte af kong Konrad III anmodede paven om at generhverve overhøjheden over den nordiske kirke, mobiliserede E. til gengæld den indflydelsesrige abbed Bernhard af Clairvaux, hvis ord havde vægt hos pave Eugenius III, hans fordums lærling. Abbed Vilhelm fra E.s nye cistercienserkloster i Esrum besøgte på E.s vegne både paven og abbed Bernhard; denne tog sig ifølge egne ord af E.s sag overfor paven som var det hans egen, og hvad enten det skyldes Bernhards indgriben eller kong Konrads død, så opnåede den tyske ærkebiskop intet. Men E. drog nu til Clairvaux hvor han endnu traf Bernhard i live, og bragte derfra munke hjem til Esrum.

Pavestolen tog nu hele det nordiske kirkespørgsmål op til nyordning. Kardinalen Nicolaus Breakspeare sendtes 1152-54 op til Norden som legat med vidtgående fuldmagter der førte til planen om opdeling af Lunds ærkestift i tre nationale ærkebispedømmer. Hans besøg i Norge førte til udskillelse af dette rige med Trondheim som ærkesæde 1154. Om Sverige med en svagere udviklet kirke førtes der lange forhandlinger, og resultatet blev ved en pavebulle af 15.1.1157 en beslutning om ved passende lejlighed at oprette et svensk ærkesæde, men således at Lund bevarede primatet over den, og som pavelig legat skulle E., når han syntes tiden inde, overrække det af paven modtagne pallium til den udvalgte ærkebiskop. Det skete først 1164 og da næppe uden paveligt tryk. Udskillelsen af den norske og den svenske kirke er næppe sket efter E.s ønske, men han bøjede sig loyalt for den pavelige afgørelse. Alligevel forblev E. en stridens mand i dansk og europæisk politik. På hjemvejen fra den rejse til Clairvaux og Rom 1156 der havde skaffet ham legattitel og primat blev han i Burgund fanget af voldsmænd, og paven Nicolaus Breakspeare under navn af Hadrian IV (1154-59) anklagede kejseren for at være bagmand. Kejserens oprindelige skyld er uvis, men hans senere ansvar er åbenbart. Det bevidnes af E. der i et bevaret brev hjem til konge, kirke og folk i Danmark højstemt forklarer sig; han er af kejser Frederik Barbarossa beskyldt for at have "formindsket hans rige og krone", hvad E. benægter idet han bedyrer sin uskyld og insisterer på, at han ikke vil løskøbes mod eftergivenhed, men hellere lide end at det danske folks selvstændighed og den danske kirkes ophøjede uafhængighed berøres. Det synes dog uomtvisteligt, at E. ved sin holdning og sin politik har modarbejdet kejserens danske interesser og placeret sig centralt i den europæiske antityske kirkepolitik. E.s fangenskab førte til en skarp protest fra pavestolen til kejseren, hvad der blev den direkte anledning til åbent brud mellem kejsermagt og pavemagt med efterfølgende skisma efter Hadrian IVs død 1159.

Hvorledes E. kom fri af fangenskabet er ukendt, men han må være vendt hjem i vinteren 1157-58. Situationen i Danmark var da ganske anderledes: Knud dræbt af Sven i Roskilde, Sven selv faldet i slaget på Grathe hede, og Valdemar ubestridt enekonge. Trods divergerende politiske synspunkter indledte konge og ærkebiskop dog et venskabeligt samarbejde. Det fremgår klarest af deres klosterstiftelser. Det var et cistercienserkloster som Valdemar grundlagde i Vitskøl til tak for sejren, og E. medvirker, mens kongen doterer såvel E.s særlige kloster Esrum som det nye præmonstratenserkloster i Tomarp, der var det første af E.s herefter foretrukne orden. Ligeledes deltager E. i kongens vendertogt. Når samarbejdet ikke holdt skyldes det atter forholdet til Tyskland. Under henvisning til Ludvig den Frommes forfalskede privilegiebrev af 834 for Hamburgsædet, stadfæstede kejser Frederik i marts 1158 ærkebiskop Hartwigs nedarvede rettigheder over det interpolerede nordiske område; pavens svar var en stiltiende afvisning idet han stadfæstede Hamburgsædets friheder indenfor dets rette område der ikke gik ud over de slaviske egne mellem Elben og Peene. Men samme år døde pave Hadrian, og et dobbeltvalg fandt sted således at der opstod et langvarigt kirkeligt skisma. Med Victor IV som lydigt redskab søgte kejser Frederik at afsætte pave Alexander III der som kansler Roland under Hadrian havde været leder af den antikejserlige politik. Mens kong Valdemar følte sig tvunget til at følge kejseren, til hvem han endog aflagde lensed, var E. nøje knyttet til Alexander og den franske Clairvaux-politik, og som tidligere valgte han at føre kampen for sin kirke ude i Europa. 1161 indledte han syv års udlændighed med en pilgrimsrejse til Jerusalem, hvorefter han tog fast ophold i Frankrig (Paris, Reims og vel Clairvaux), og sammen med kirkemænd som Johannes af Salisbury og Thomas Becket gik han aktivt ind i kampen for pave Alexanders sag. I Danmark samarbejdede han med cistercienserne og gik imod den skismatiske kirkepolitik, bl.a. ved at bandlyse de af modpaven Victor indsatte biskopper, Oggi i Slesvig og Livo i Odense.

Modsætningen mellem Valdemars og E.s syn på forholdet mellem kongemagt og kirkemagt skal ikke undervurderes, men Saxos dramatiserede fremstilling af bruddet hvor biskop Absalon af Roskilde står som mellemmand har givetvis gjort striden for personlig og skarp. Kongens og Absalons støtte til kejserens pave har været modstræbende og de anerkendte ikke den nye modpave efter Victors død 1164; deres udtalte interesse og arbejde for cistercienserne (især de kongelige donationer til det senere Øm kloster) må også snarest opfattes som forligstilbud til E. og hans pave. Forliget var dog også forlængst i orden da E. vendte hjem 1167. Betingelserne kendes ikke, og forskerne har vurderet den etablerede magtbalance mellem E. og kongen højst forskelligt. "Den danske konge har kaldt sin ærkebiskop hjem, handler i alle ting efter hans råd, bekæmper hans fjender og ærer ham som en fader", skrev Johannes af Salisbury straks efter. Nogle, især Hal Koch, har taget ordene efter pålydende og vurderet derefter. Men det proklamatoriske brev må forstås med forbehold og udtrykker mere den sande pavekirkes almene sejr end E.s personlige. I Danmark har E. tværtimod snarere måttet sande Absalons råd ifølge Saxo og tilpasse sig dennes holdning til kongemagten: selv om de ledende kirkemænd enigt gik mod den monarkiske konge, ville de kun opnå nederlag og ulykke. Ved kirkemødet i Ringsted ved midsommer 1170 måtte E. altersætte Knud Lavard som kongeslægtens helgen og samtidig salve Valdemars ældste søn til med-konge og efterfølger; derved styrkede han det monarkiske arvekongedømme umiddelbart af Gud, og ved udstedelse af skånske kirkeret måtte han i mange henseender slække på de kanoniske regler (de gældende regler for præstevalg, den gejstlige rettergangs form og jurisdiktionens omfang) for at opnå normal bispetiende.

I årene omkring 1170 samarbejdede E. med kongen. Det fremgår klart af forholdet til klostrene. Kongen og kongeslægten støttede gavmildt E. ved oprettelsen af et præmonstratenserkloster i Vä, mens E. til gengæld doterede det kongelige Ringsted kloster med kapellet Hov i Halland og styrkede Knudsbrødrene i Odense overfor biskoppen. Samtidig var E. optaget af at befæste sin stilling over den svenske kirke, bl.a. ved bispevalg i Strängnäs og Linköping. Endelig befordrede E. i samarbejde med sine franske forbindelser og ved pavelig bevilling en mission blandt esterne idet han sendte den af ham indviede missionsbiskop, munken Fulco fra St. Remi-klostret i Reims, afsted med en norsk tolk. De ændrede forhold i hjemlandet var imidlertid E. stærkt imod, og tidligt tænkte han på at resignere og søge klosterfreden i det elskede Clairvaux.

Vistnok 1172 skrev han til den franske konge: "Allerede nu er jeg halvt hos Eder, og jeg agter snart at være det fuldtud og bruge resten af mit liv til at sone, hvad jeg har forbrudt". Og i hvert fald i sommeren 1174 var han påny i Frankrig hvor en omfattende korrespondance skildrer hans kamp for at få erstatning for en stor formue i guld og sølv som han har haft deponeret hos abbeden i St. Victor-klostret i Paris, men som denne havde forødt mens klostret ikke ville erstatte de betroede midler. Når E. i vinteren 1176-77 vendte tilbage til Danmark synes grunden alene at have været ønsket om at afvikle sit høje embede. Han medbragte en bevilling fra pave Alexander til resignation, og de politiske forhold ved hjemkomsten skulle kun styrke denne beslutning; hans dattersønner Knud og Karl, muligvis også hans domprovst og brorsøn Asser, var indviklet i en sammensværgelse mod kongen sammen med utilfredse kongesønner der opponerede mod det monarkiske arvekongedømme.

I foråret 1177 nedlagde E. så sin ærkebiskoppelige værdighed. Ifølge Saxo der er vor eneste kilde forløb alt i harmoni; overfor kongens forestillinger om at fortsætte viste E. sig ubøjelig; han oplæste den pavelige bevilling som han fastholdt han ville følge, og lagde derefter sine værdighedstegn på alteret. Da kongen derpå bad ham foreslå en efterfølger, oplæste E. nu en pavelig bemyndigelse til at udpege efterfølgeren, og han nævnte da Roskildebispen Absalon hvad der vandt tilslutning hos alle undtagen Absalon selv. At denne saxoniske idyl er et blændværk blev afsløret af Curt Weibull 1915. Han påviste navnlig en indgribende modsætning mellem pavens autentiske bevilling og Saxos referat af to forskellige pavebreve og forkastede konsekvent hele Saxofremstillingen. Siden har der hersket en hård strid mellem de forskere der radikalt forkaster Saxo (Laur. Weibull) eller antager en modsat sandhed (Erik Arup), og dem der vil godtage Saxo i alt væsentligt (især Hal Koch og J. Oskar Andersen). – At Saxo refererer de pavelige bemyndigelser galt og giver en bevidst skæv og ensidig redegørelse for begivenhedernes forløb er hævet over enhver tvivl. Men samtidig er det givet, at initiativet har været E.s og sandsynligt at han overfor kongen og kapitlet i den afgørende situation har postuleret Absalon. Men det har næppe været hans oprindeligt planlagte og ønskede kandidat der snarest har været brorsønnen domprovst Asser (som antydet af Saxo og synes bekræftet af en notits i Colbaz-årbogen); men denne var blevet politisk umulig. Intet tyder dog på at pave Alexander er blevet anmodet om eller selv har ønsket at gøre brug af sit udtrykkelige forbehold. Tværtimod anbefalede E. fra Frankrig den dispensation som paven gav så velvilligt, så Absalon ikke straks behøvede at afgive Roskildekirken. Men paven var i forligsforhandlinger med kejseren og kun interesseret i en fredelig løsning i Danmark. Det pavelige forbehold kan fuldt så vel opfattes som et venskabeligt pres på E. som frygt for et kongeligt tryk. Det uløselige problem gælder ikke mindre forholdet mellem E. og paven end mellem E. og kong Valdemar.

E.s postulation af Absalon er en ganske naturlig løsning for en træt og resigneret kirkeleder der har stridt for sit embede og sine idealer i 40 år. Nu tog han roligt afsked med konge og efterfølger og trak sig tilbage til et fredeligt og kontemplativt klosterliv i Clairvaux hvor han var æret som Bernhards ven. Her bevaredes hans minde gennem munken Herbords mirakelbog der bl.a. rummer drengen E.s syn fra Heidelberg, der tydedes som den fremtidige store klosterstifter der berigede fem ordener. "Der er et sært misforhold mellem E.s storladne skikkelse, hans kampfyldte liv og disse naive, fantastiske småhistorier" (Ellen Jørgensen). Det var imidlertid ikke den naive og resignerede munk, men pave Alexanders og andre franske kirkelederes ven og medarbejder der rundtom mindedes med messer: Clairvaux (7.9.), S.te Genevieve (20.8.), St. Victor (31.8.) og St. Rémi i Reims (25.8.), og såvel cisterciensersom præmonstratenserordenen synes at have truffet beslutning på generalkapitler om at mindes E. med årtider, ligesom Cluniacenserne gav ham lod og del i ordenens forbøn som for en af deres egne brødre. Men helgenværdighed synes aldrig påtænkt. I Lund mindedes han 6.9. meget nøgternt i den samtidige notits der i en senere tilføjelse motiverede årtiden med mindeværdige gaver.

Familie

Forældre: Christiern Svensen (død ca. 1140); moderen ukendt. – Farbror til Sven Aggesen.

Bibliografi

Hans Olrik: Konge og præstestand i den da. middelalder II, 1895. L. Weibull i Hist.t. för Skåneland V, Lund 1914-17 109-246. Samme: Skånes kyrka från älsta tid till 1274, 1946. Samme i Scandia XXII, Sth. 1953-54 72-93; sst. XXIII, Sth. 1955-57 153-60 (diskussion med J. Oskar Andersen). Curt Weibull: Saxo, Lund 1915 = Hist.t. for Skåneland VI, Lund 1915 1-286. Erik Arup: Danm.s hist. I, 1925. Hal Koch i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933-35 241-84. Samme: Danm.s kirke i den beg. højmiddelalder I, 1936. Samme i Den danske kirkes hist. I, 1950. Wolfg. Seegrün: Das Papsttum und Skandinavien, Neumünster 1967 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s LI. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig