Halfdan Høgsbro, Halfdan Raunsøe Høgsbro, 27.3.1894-26.4.1976, biskop, forstander. Født i Kbh, død i Gentofte, begravet Solbjerg kgd. H. voksede op i et hjem præget af stærke nationale og grundtvigske traditioner; han blev student 1911 (Østersøgade) og cand.teol. 1917. I ungdomsårene påvirkedes han især af KFUMs og den kristne studenterbevægelses førere, blev 1917–19 sekretær i tyske krigsfangelejre, derefter i KFUMs hovedafdeling i Kbh. og 1920 i samme forenings soldaterarbejde i Nordslesvig; 1922 blev han sognepræst i Abild, 1931 dansk sognepræst i Sønderborg og 1941 provst for Sønderborg provsti; 1937 var han opstillet til bispevalg i Haderslev stift. H.s første forfatterskab var præget af 1920ernes "religiøse bølge"; han udgav 1924 en bog om Frans af Assisi og oversatte 1925 Pontus Wikners religiøse hovedværk, men beskæftigede sig også med teologiske og sociale problemer (Jesu Kristi Opstandelse og de 40 Dage, 1928; Kirken og Proletariatet, 1930), og efter frembruddet af den dialektiske teologi i Danmark blev han en kapitelfast barthianer, en position han for så vidt altid indtog, eftersom han stedse bekæmpede sekulariseringen og fastholdt kirkens ret og pligt til at øve samfundsformende indflydelse. Som en af de første teologer tog han skarpt og klart stilling til nazisme og kommunisme; værdifulde orienteringer var De nye Religioner, 1933 og De antikristelige Tendenser og Kirken, s.å., men særlig afgørende blev – just fordi det føltes som "et ord i rette tid" – Politisk Drøm og kristent Haab, 1934. Heri afsløredes de nye politiske religioners drøm om det fuldkomne samfund som typisk "opium for folket", og hårdt kritiserede han den af liberal teologi og vækkelsesfromhed prægede kirke som selv i nogen grad var skyld i det moderne religionsblanderi, fordi den havde glemt sin hovedopgave, forkyndelsen, til fordel for sociale, pædagogiske og kulturelle aktiviteter og religiøs hinsidigheds-trøst. Men kort efter foretog H. endnu en drejning: han sluttede sig helhjertet til Oxfordbevægelsen (ligesom hans "barthianske" læremester Emil Brunner) og optrådte vidt og bredt på dens tribuner (jfr. Oxford-Noter, 1936 og hans indlæg om gruppebevægelsen i jubilæumsskriftet ved 400-årsdagen for reformationen, 1936). løvrigt fortsatte han sit forfatterskab på flere områder: Fortid og Fremtid (om ydre mission), 1937; Kirken i Grænselandet, 1938, forklaringer til kirkeårets evangelietekster (i Haandbog i Kristendomskundskab, 1943); Hverdagsbogen – en andagtsbog, 1945.

1941 omorganiseredes pastoralseminariet og det udvidedes betydeligt. 1942 blev H. forstander, men noget større held til at gøre institutionen populær blandt teologiske kandidater havde han ikke, og efter 1949 at have været bispekandidat i Ribe valgtes han 1950 – ved en særdeles konfus valgprocedure – til biskop over Lolland-Falster, et embede han beklædte til 1964. Også før den tid havde han haft sæde i talrige kirkelige og sociale bestyrelser (fx Kirkens korshær, Det sønderjyske fængselsselskab, Sammenslutningen af danske børnehaver i Sønderjylland, Det danske missionsselskab, Diakonissestiftelsen etc); efter anden verdenskrig blev han 1945–48 formand for det økumeniske fællesråd i Danmark, 1949 for forretningsudvalget i Økumenisk fællesråd; 1945–48 var han formand for kirketjenesten blandt flygtninge i Danmark og medlem af den økumeniske flygtningekommission i Genève -virksomheden for tyske flygtninge var bl.a. motiv til at Kiels universitet 1949 kreerede ham til dr.teol. h.c. – ligesom han 1948–50 var Kirkernes verdensråds delegerede for Tyskland; samtidig kom han ind i ledelsen af nordisk-tysk kirkekonvent; desuden blev han formand for Dansk missionsråd (1952), for Nordisk missionsråd (1958) og medlem af Kirkernes verdensråds kommission for verdensmission (1961); endelig var han sekretær for Det danske bibelselskab. De mange internationale hverv førte ham uafladelig på rejser, både i Europa og til missionslandene. 1953 blev han formand for det af bispekollegiet nedsatte liturgiske udvalg og udførte et stort arbejde med de to liturgiske værker han var medudgiver af: Prøvealterbogen 1958, 1958, og Prøveritualbogen 1963, 1963. De praktiske følger af det store værk var dog kun få. 1957 var der optræk til en "kættersag" i H.s stift, da pastor Kaimeyer udgav en "rationalistisk" bog om religion og moral; H. tog til genmæle (Min brevveksling med pastor Kaimeyer, 1957; Tro og gerninger, 1957). H. ville vistnok være gået videre med sagen, men Kaimeyer fik politisk støtte – fra Flemming Hvidberg, Bodil Koch og Helge Larsen – og der skete ingen indgreb mod præsten. H.s forgænger som biskop (N. M. Plum) havde nægtet at ordinere eller føre tilsyn med kvindelige præster; H. stillede sig anderledes på det punkt og forsvarede i en større debat, bl.a. med professor R. Prenter, ordination af kvinder (jfr. Kvinden og kirkens embede, 1959).

Familie

Forældre: højesteretssagfører, senere justitsminister Svend H. (1855–1910) og Louise Raunsøe (1857–1946). Gift 1. gang 17.1.1922 i Kbh. (Frihavns) med Helmor Giørtz, født 26.7.1892 i Kbh., død 13.7.1949 på Frbg., d. af overretssagfører, senere generalauditør Hans Christian Nicolai G. (1858–1941) og Christiane Marie Pouline Hansen (1866–1937). Gift 2. gang 27.5.1951(Kastelsk.) med Inger Raabye, født 18.5.1930 i Kbh., d. af oberst Erik Frederik R. (1890–1978) og Ella Kirstine Bonnichsen (1898–1966).

Udnævnelser

R. 1950. R1. 1955. K. 1964.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 20.3.1944, Fyns tid. 26.3.s.å. samt Kristeligt dagbl. 27.3.1954. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VIII. 1966. Stiftsbog og landemode-akt for Lolland-Falsters stift, 1976 22–25.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig