Harald Ostenfeld

Harald Ostenfeld, 6.10.1864-24.10.1934, biskop. Født i Hvirring ved Horsens, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). O. blev student (Roskilde) 1882 og cand. teol. 1887. Med sit hurtige nemme og sin store arbejdslyst indtog han en ledende position i en kreds af teologistuderende som tit mødtes til drøftelse af dagens spørgsmål; her traf han bl. a. L. P. Larsen og sluttede livsvarigt venskab med ham. Som kandidat studerede O. praktisk kirkeliv i Tyskland, men blev især inspireret af den skotske frikirkes menighedsliv der var præget af stor offervilje for indre og ydre mission og af megen nøjsomhed. Også kirkebyggeri – i Skotland og London – vakte hans opmærksomhed. -1890 blev O. kapellan i Bandholm, men flyttede 1893 – efter opfordring fra det udvalg der kort efter stiftede det kbh.ske kirkefond – til Frbg. og fik sit arbejde her med bedesalen på Chr. Winthersvej som kirke da Skt. Lukas sogn 1897 udskiltes blev han sognepræst der og flyttede 1908 til den nyindviede Solbjerg kirke; s.å. blev han provst for Frbg. På mange måder faldt O.s stærkt differentierede menighedsarbejde i tråd med de aktiviteter som udgik fra de af indremissionske præster ledede kirkefondsmenigheder, men hans teologiske indstilling var langt friere og han delte ikke den socialistforskrækkelse som endnu prægede både grundtvigske og missionske kredse. I England havde han fået et andet syn på socialismen – der her i forhold til kirken var langt mere positiv end den kontinentale marxisme – og mente nu, at når kirkens mænd og de, der virkede for arbejderklassens sociale fremgang var modstandere, måtte det bero på en misforståelse som mange præster bar ansvaret for, på grund af manglende evne eller vilje til at se socialismens berettigede anliggende. Under den store lockout 1899 udgav han De Kristnes sociale Forpligtelser og stiftede sammen med andre af kirkesagens ledere (især H. Westergaard) en kristelig-social forening; den varede kun kort, men var næppe uden virkning, hverken i borgerskabet eller hos arbejderne som derigennem fik indtryk af at der var kristne som forstod deres krav.

Blandt kolleger nød O. stor anseelse for sin saglige og praktiske dygtighed og personlige vederhæftighed. 1905-11 var han formand for præsteforeningen og redaktør af dens blad. 1911 gjorde O.s nære ven, kultusminister J. Appel, ham til Sjællands biskop (fra 1923 Kbh.s biskop). Det vakte opsigt – bl. a. blev han kritiseret som "socialist" – og det var et traditionsbrud: der var hævd for at denne bispestol besattes med en professorkvalificeret. O. var nok belæst, især i personalhistorie og pastoralteologi, men ikke videnskabsmand – da Lunds universitet 1923 kreerede ham til dr. teol. h.c. var det begrundet i kirkelige fortjenester – men han skabte så at sige en ny bispetype, den praktisk-pragmatiske. Hans teologi var til dels liberal; han forsvarede bibelkritikken (der havde fornyet bibelstudiet), afviste tidens rationalistforskrækkelse med at den skyldtes "svækket syndsfølelse i menigheden"; han holdt sig klar af missionsk dogmatisme og grundtvigsk sakramentalisme og ville som de liberale teologer samle alt om "forståelsen af Jesu udvikling og sjæleliv, indtrængen i hvad Jesus tænkte og ville, og hvorledes han arbejdede". Jesus havde ingen dogmer, men et religiøst budskab, og "sandheden er en person", ligesom "religion er handling". Som biskop tog O. derfor lettere på "dogmatiske" end på "moralske" fejltrin. Altid opildnede han menighederne til social ansvarlighed og mindede ironisk om hvor langt man i den henseende stod tilbage for den frygtede rationalisme. O. arbejdede med på at frigøre præsterne fra præstegårdsjorden, så de kunne samle sig om rent åndelige opgaver, og hans embedssyn var lavkirkeligt – jfr. hans arbejde med ordinationsritualerne; præstens kald var en personlig tjenergerning, øvet i religiøs og moralsk selvtugt; vel var teologi ikke at foragte, men "karakterforberedelse" var vigtigere og religøs oprigtighed væsentligere end teologiske forklaringer. Også bispeembedet var for ham en tjeneste der aldrig måtte pukke på magt: en biskop skal hævde samfølelsen i menigheden, modarbejde "partisindet" og være "arbejdende forkarl, ikke tilsynsførende forvalter". O. blev biskop just som sagen mod N. P. Arboe Rasmussen gik ind i en afgørende fase, og det var en udbredt mening at han skulle føre Appels kirkepolitik (den "tålsomme", dvs. bekendelses-løse folkekirke, den rent "borgerlige indretning" som også det radikale venstre gik ind for).

O. strakte sig langt over for Appel, støttede således loyalt hans kamp for "den anden Askovadresse" (1913ff.), men accepterede aldrig teorien om den tålsomme folkekirke (gik derfor også med til det juridiske sagsanlæg mod Arboe Rasmussen), og hans ideal var i grunden frikirken som han mente kunne realiseres inden længe. Det kostede hårde sammenstød med Appel – det gjorde aldrig skår i venskabet – og siden med den radikale kirkeminister Thv. Povlsen. Personlig var O. såre beskeden, med en egen barsk humor; han kunne være kantet og utilnærmelig og nærede en næsten panisk rædsel for at udfolde de repræsentative egenskaber embedet traditionelt krævede; allerede på indvielsesdagen stødte han kongehuset ved mangel på takt, og hans forhold til hoffet var aldrig godt. Endnu værre var forholdet til "the gentlemen of the press"; han skyede og ringeagtede journalister, især "boulevardbladenes", og havde altid en "dårlig presse"; flere gange kom han ud i injuriesager (bl. a. mod Frejlif Olsen). – O. fik en rig arbejdstid; han kom til at ordinere mere end 400 præster (mange ordinander mindedes ham med stor taknemmelighed) og indvi 58 kirker, heraf 30 for kirkefondet hvis formand han var til 1929, da han gik efter stridigheder med den socialdemokratiske kirkeminister P. Dahl, hvis administration – ikke mindst i Kbh. – han ikke kunne billige. Han fulgtes af H. Ussing – der var ham påtvunget som stiftsprovst og hvis aggressive kirkepolitik han ikke yndede. O. var økumenisk indstillet – det styrkedes ved venskabet med ærkebiskop Nathan Söderblom – og han, der allerede som student blev grebet af Evangelisk alliance, gik som biskop ind i såvel det nordiskkirkelige som det verdenskirkelige samarbejde (han deltog på de store kongresser i Stockholm 1925, i Lausanne 1927 og blev formand for den danske afdeling af det lutherske verdenskonvent 1929).

O. var en flittig visitator, også på Grønland og Færøerne; han besøgte de danske menigheder i USA og var formand for Dansk kirke i udlandet. Han skrev hyppigt i blade og tidsskrifter, altid på den praktiske og pastoralteologiske linje. Det præger også hans artikelsamlinger (Arbejdslyst og Arbejdsmod i Menigheden, 1911; Fra Dagens Arbejde, 1927 og en prædikensamling s. å.). I sine sidste år var han sygdomsplaget og ramt af personlige sorger; især tog det på ham at kbh.ske tidehvervspræster 1934 rettede voldsomme og personlige angreb på ham for at ville lægge evangeliets forkyndelse hindringer i vejen; han havde nedlagt forbud mod at en for homoseksuel adfærd afskediget præst prædikede i Kbh.; sagen vakte umådelig opsigt, i alt fald i dagspressen.