Henrik Gerner (biskop)

Henrik Gerner, Henrik Thomsen (Thomæsøn) Gerner, 9.12.1629-14.5.1700, biskop. Født i Kbh, død i Viborg, begravet i domkirken sst. G. var først bestemt til handelsvejen, men hans privatlærer blev opmærksom på hans særlige begavelse for studier og fik faderen til at lade ham studere. Han blev student 1650 fra Frue skole, tog 1652 attestats, virkede til 1654 på Herlufsholm som medhjælper hos den som filolog navnkundige, men som pædagog hjælpeløse rektor Zacharias Lund, blev 1654 baccalaur for Sorø akademi og rejste udenlands, først til England (Oxford), i hvis sprog og åndsliv han levede sig ind, og 1655 til Holland (Leiden og Utrecht). 1656 blev han kapellan hos sognepræsten i Birkerød, Jens Hermansen Bircherod, og da denne døde 1657, hans efterfølger. Under svenskekrigen 1658-60 døjede han hårde trængsler; i begyndelsen af 1658 blev hans præstegård plyndret seks gange. 6.9.1658 overgav Kronborg sig til svenskerne, og 1659 stiftedes sammensværgelsen af ridefogeden på Kronborg len Hans Rostgaard, ingeniør Oluf van Steenwinckel og dronningens foged på Hørsholm Lorens Tuxen som bar arbejdets hovedpart. Formålet var at generobre fæstningen. Engelske lejetropper, hvervet for Karl Gustaf, men utilfredse med deres behandling, skulle danne den militære støtte for foretagendet, og G. kom ind i sammensværgelsen på grund af sine engelske sprogkundskaber og ved sin gæstfrihed mod den engelske oberst Richard Hutchinson hvem G. påvirkede til at gå imod Karl Gustaf. Da sammensværgelsen blev opdaget i slutningen af juni 1659, blev G. arresteret i sin præstegård, forhørt under tortur, men gav ingen meddelelser og blev derefter dømt til at henrettes 19.8. De tanker der fyldte ham inden henrettelsen, og som han gav udtryk for bl.a. i et brev til sin hustru, vidner om hans mandige gudsfrygt og patriotiske sindelag. Han slap imidlertid med livet fordi man fra svensk side kunne benytte sig af hans person til at presse regeringen i Kbh. til at løslade gesandten Sten Bielke; det danske kongepar gjorde sig megen umage -også gennem den franske gesandt hos Karl Gustaf Terlon – for at få G. fri, og Bielke blev løsladt 18.8., men i over et år blev G. holdt i strengt fængsel, en tid i Helsingborg, og først efter at der to gange var erlagt kummerligt sammenskrabede løsepenge for ham fik han sin frihed ved freden 1660. De tredβelte lænker og det 18 kg tunge jernlod som han havde båret i atten uger lod han ophænge i Birkerød kirke. Efter disse hårde trængsler fulgte lykkelige arbejdsår. G. nød stor anseelse, han udfoldede en beundringsværdig flid, og han oplevede, takket være sit dygtigt drevne landbrug, at få økonomisk betryggende kår og havde indtil 1679 ret til krohold i Birkerød. G. havde et frodigt sind og et åbent blik for naturen og bondens liv; hans Hesiodus fordansket oc udi Rijm oversat, 1670 (ny udg. v. Hans Ellekilde, 1942) er præget af hans kristelige livssyn og ledsaget af en skildring på vers af bondens lykkelige arbejde året igennem (1670), og hans interesse for Nordsjællands flora satte sig spor i P. Kyllings Viridarium Danicum (1688). Hans interesse for menneskelivet med dets forpligtelser over for samfundets indretninger satte frugt i hans velskrevne, djærve socialetiske skrifter De Wiisis politica practico-sacra og De Wiisis oeconomica practico-saccra, begge fra 1662. Hans ærevers til Christian Vs salving 1671 viser ham som en god skandinav, idet han også lader Sverige hylde kongen. G.s øvrige poesi er ikke meget værd, uanset at den er omfattende i kvantitet og tjener hans oprigtige royalisme. Dend store Nordens-Konnings Christian dend Femtis Berømmelige Land-Togs oc aff Gud forleente lyckelige Seyervindingers Ilias, 1681 (ɔ: den skånske krig) er som kulturdokument mere interessant end som et digterværk i stive alexandrinere; det fortsattes i den "continuerende Ilias", 1685 (omhandlende årene 1680-85), og begge skrifter er indholdsmæssigt på samme linje som Anders Bordings blad Den danske Mercurius. En tredje del af Ilias forelå færdig ved G.s død og findes i manuskript i Kgl.bibl. Om G.s forkyndelse som præst kan vi danne os en forestilling gennem hans homiletiske publikationer Sædvanlige Hellige Dagis Hellige Tanker, 1684, og Gudelige Tanker, 1693, to prædikensamlinger over henholdsvis evangelier og epistler. G.s prædikener er homilier der forklarer og anvender teksten led for led; han er ikke en spekulativ, men en praktisk religiøs prædikant, antipapistisk i sin lutherdom, men med et indslag af den mystiske fromhed der over Joh. Arnd kom fra katolsk fromhedsliv, ofte med djærve fyndord og kaldende til personlig gudsfrygt ved omvendelse i dag. Barokstilens dekorativt opbyggede og gavmildt fremvældende ord og billeder er litterært i tidens karakterfulde præg. G.s prosa minder om den samtidige Kingos poesi. 1678 udgav G. et skrift hvori han både fejdede med Peder Syv om retskrivningens regler og selv fremstillede sine synspunkter for retsskrivningens metode (Ortographia Danica eller det danske Sproks Skrifverictighed, 2. udg. 1679; begge udg. i Dsk. grammatikere III, 1919). Den ydre anledning var den århusianske konrektor J. Rhodes udgave af Comenius' Orbis sensualium pictus (1672), hvor retskrivningen i den danske tekst var vilkårlig og upraktisk. Medens Peder Syv ville lade retskrivningens regler bestemmes af videnskabelige undersøgelser af sprogets ældre former, ville G. nøjes med at henvise til det sidste hundredårs bøger (i særdeleshed bibeloversættelser, lovbøger, kongekrøniker og andre lærde mænds skrifter). Han frygtede vilkårlighed i retskrivningen og ville for at undgå den lægge den almindelige praksis til grund, dog således at det ikke blev en eller anden dialekt der fik afgørende indflydelse, men hvad vi nærmest ville kalde praksis i rigsdansk. Hvor uenig end G. var med Peder Syv, forenedes de dog begge i kærlighed til modersmålet og i et oprigtigt ønske om at holde sproget rent for fremmede ord, hvad der dog ikke lykkedes G. Hans forslag om at lade en lærd voldgift dømme sig og Peder Syv imellem, hvortil denne var villig, blev ikke til noget, men sine synspunkter fastholdt han uforandret over for Peder Syvs gensvar (1685) i sit Epitome philologiæ Danicæ, 1690. 1680 var G. blevet magister og 1690 provst i Lynge-Kronborg herred. 1693 blev han biskop i Viborg og tillige dr.teol. Han var en myndig biskop, ivrig efter at opflamme sine præster til nidkærhed og personlig ulastelighed.