Isarn, d. 18.9.1310, ærkebisp af Lund. Død i Avignon. I.s hjemstavn var Languedoc, Albigensernes land. Undertiden kaldes han I. fra Fontiès, en lille by nær Carcassonne. Hans fædreneslægts navn var Morlana, et navn der flere gange træffes i inkvisitionens akter. Hans morfar, Eleazar de Grava, herre til Peyriac, var blevet dømt for kætteri, havde afsvoret sine vildfarelser, men var faldet tilbage atter og atter. Selv fulgte I. støt sin bane i kirkens tjeneste; han nævnes 1270 og 1275 som kannik ved domkirken i Carcassonne, blev ærkepræst sst. og stilede mod bispestolen, men da der skete et dobbeltvalg besatte pave Nicolaus IV 1290 embedet med en tredjemand. Umiddelbart efter og næppe uden sammenhæng med det omstridte valg fulgte en bulle af 18.1.1291 der tillod I. at beklæde alle kirkelige poster uanset morfaderens kætteri. Ved denne tid var Benedetto Caetani pavelig legat i Frankrig hvor han mulig under sit lange ophold har lært I. at kende; i hvert fald, da Caetani (1294) er blevet pave under navn af Bonifacius VIII, er I. pavelig kapellan og sendes 1295 som nuntius til Danmark for at mane kong Erik (VI) til at sætte ærkebisp Jens Grand på fri fod.

Da I. i begyndelsen af 1296 kom herop var Jens Grand imidlertid undsluppet af fængslet på Søborg, og han kunne derfor ret hurtigt vende tilbage, men to år senere blev det ham på ny overdraget at tage til Danmark, denne gang for at fuldbyrde den i Rom 23.12.1297 fældede dom der bød kong Erik at udrede en overordentlig stor bod til ærkebispen. Det blev et meget besværligt hverv med endeløse forhandlinger med de stejle modstandere. I. bandlyste kongen og lagde landet under interdikt, som dog ikke synes at være blevet overholdt. Endelig skred han til eksekution, idet han 6.7.1299 tilkendte ærkebispen udlæg i kronens gods i Lunde stift for den sum, kongen skulle udrede. Sine sidste breve sendte han fra Ribe i aug., just som han stod i færd med at sejle til Flandern – næsten som på flugt.

Det faldt dog i hans lod at få sin gerning i disse nordlige egne i en halv snes år. Bonifacius VIII udnævnte ham 1300 til ærkebisp i Riga, og herfra fornyttedes han ved bulle af 11.4.1302 til Lund, mens Jens Grand overførtes til Riga. Målet var at komme til ende med den opslidende kamp mellem konge og ærkebisp, og efter at I. havde indtaget ærkebispesædet skete udsoningen på et rigsmøde i Nyborg april 1303. I øvrigt foreligger der ikke meget om hans styre; han var en fremmed, franskmænd og italienere ses i hans nærmeste kreds. 1310 blev han forflyttet til Salerno, men døde på vejen.

Bibliografi

Bullarium Danicum 1198–1316, udg. Alfr. Krarup I–II, 1931–32. Acta processus litium, udg. samme og W. Norvin, 1932. – Laur. Weibull i Hist. t. för Skåneland V, Lund 1914 1–7. Niels Knud Andersen: Ærkebiskop Jens Grand I–11, 1943–44. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig