Jørgen Swane

Jørgen Swane, Hans Jørgen Swane,  27.10.1821-23.6.1903, biskop. Født i Kbh. (Helligg.), død i Viborg, begravet i Asmild. S. blev student fra Borgerdydskolen på Chr.-havn 1838 og cand.teol. 1843. H. N. Clausen fik ingen betydning for ham ("Onkel Clausens exegese er noget gammelt forrøget tøj", står der i dagbogen), men for H. Martensen nærede han livet igennem en næsegrus beundring som den der havde åbnet "uendelige vidder" for ham og lagt "grunden til hele mit livs opfattelse af tilværelsen". 1846–48 var S. i Rom, blev lærer for Bertel Thorvaldsens dattersøn (Albert Paulsen), og med glæde færdedes han blandt de nordiske kunstnere i byen. 1849 blev S. adjunkt i Sorø, omgikkes P. C. Kierkegaard, B. S. Ingemann, J. F. Fenger og andre af egnens kulturpersonligheder, men 1857 blev han sognepræst i Hjermind-Le-Hjorthede (i præstegården skrev H. O. Andersen "Jylland mellem tvende Have"), og fra 1860 var han provst for Middel-som-Sønderlyng herreder; her trivedes han godt, var afholdt som præst og en dygtig provst, men af økonomiske grunde søgte og fik han 1868 det store kald i Føllenslev-Særslev og blev provst for Skippinge Ods herreder. Allerede 1871 fik hans velynder, biskop O. Laub ham kaldt tilbage som stiftsprovst i Viborg; her arbejdede han ivrigt for domkirkens genrejsning og siden dens udsmykning ved Joakim Skovgaard. 1878 overtog han bispestolen, bestred den til 1901 og hævdede kirken og sit embede mod alle, kirkelige og politiske "nedbrydende tendenser"; først så han især sine fjender i den grundtvigske lejr (han bekæmpede valgmenighedsloven og siden alle grundtvigske reformideer); senere blev Indre mission ham mest viderværdig. På alle måder hævdede han kirkens "ære"; det var således ham der 1887 tog initiativ til bispernes aktion for at få kultusminister J. Scavenius fjernet på grund af hans privatliv. S. var en myndig biskop der evnede at skabe respekt i stiftet som i ministeriet – det sidste ses bl.a. af, at han selv kunne "udnævne" sin eftermand (A. S. Poulsen). Med største præcision og eminente administrative evner røgtede han embedets mange forretninger, og fra sine flittige visitatser havde han et grundigt kendskab til alle stiftets sogne. Kirkepolitisk sluttede han sig helt til B. J. Fog, og sammen med ham og H. Stein dannede han i kirkerådet en falanks som altid indtog de mest konservative standpunkter, både mht. kirkepolitik (demokratisering), bibeloversættelse, salmebog og ritualer – om disse og alle mulige andre sager førte han og Stein en brevveksling som er en fremragende kirkehistorisk kilde. S. vidste at han kæmpede på en faldende skanse, men han mistede aldrig humøret eller lod sin kampvilje svække. Ved kirkelige højtideligheder kunne han optræde imponerende; han var lille af vækst og stemmen var spaltet og slog bestandig over i det pibende, men som årene gik stod der nimbus om hans person og indtrykket af det karakterfulde ansigt med det runde skipperskæg bed sig fast. Bl.a. af Taler ved Præstevielse og Provsteindsættelse, 1903, ses det klart, at han sagligt som formelt var helt i Martensens stil, og på samme linje fastholdt han at folkekirken som et velorganiseret trossamfund ikke behøvede nogen særlig forfatning og at vækkelsesbevægelserne i alt for høj grad var præget af subjektivistisk ensidighed. I hans senere år kom det til brydninger i Viborg, hvor – i øvrigt efter S.s ønske – Indre missions næstformand Fr. Zeuthen var blevet stiftsprovst. Zeuthen ville have et missionshus, S. derimod et menighedshus, åbent for alle, og Zeuthen måtte – til V. Becks og missionens forbitrelse – bøje sig; men han var ikke glad for det og søgte snart væk. I sin fremtræden var S. den gammeldags embedsmand fra enevældens sidste tid og præget af en vis kølig fjernhed; det kunne genere det lavere borgerskab og ikke mindst følte mange degne sig ydmyget under hans visitatser hvor de tit blev særdeles nedladende behandlet; for præsterne var han i reglen en god og loyal støtte, men i høj grad på vagt over for alle uregelmæssigheder.