Jacob Ramus

Jacob Ramus, 6.2.1716-24.12.1785, biskop. Født i Kbh. (Holmens), død i Odense, begravet sst. (Skt. Knuds k.). R. blev student 1734 (Odense) og tog teologisk attestats 1738. Han virkede en kort tid som amanuensis hos sin far, men blev 1741 fredagspræst ved Skt. Knuds kirke i Odense, 1744 øverste residerende kapellan og 1745 sognepræst ved samme, 1747 stiftsprovst og provst i Odense herred og endelig 1762 adjungeret sin far som medhjælper i bispeembedet og inden årets udgang hans efterfølger som biskop. R. var næppe en særlig begavet eller betydelig personlighed, men nidkær i sin embedsførelse og udmærkede sig ved sin blide, humane karakter der også afspejlede sig i den mildhed og venlighed, der hvilede over hans ydre fremtoning. Et tydeligt præg af jævnhed både i form og indhold bærer også nogle småtaler, han udgav, deriblandt talen ved Nicolai Edinger Balles bispevielse som han kom til at forrette 1783. Ved denne lejlighed høstede han meget bifald for den smukke og værdige måde han havde optrådt på, ligesom han gjorde et godt indtryk ved sin vindende personlighed. Længst er R.s navn bevaret som salmedigter. 1781-83 udgav han i tre hæfter en samling Gudelige Psalmer (3.oplag 1786). Han talte selv med stor beskedenhed om sit arbejde; han var sig bevidst, at han kun havde formået at iklæde sine tanker en jævn, for almuen forståelig form, og det må også siges, at der ikke spores nogen højere digterisk flugt i hans kunstlose rimerier. Hans salmer nød dog en vis yndest i datiden, en betydelig del af dem fandt siden optagelse i den evangeliskkristelige salmebog, og en enkelt Vi samles for dit Aasyn her findes i Den danske salmebog (nr. 379). Teologisk vidner de om et afgjort konservativt, supranaturalistisk kristendomssyn med nogen tilsætning af pietistiske vækkelsestoner. Som forsvarer af sit præsteskab over for uhjemlede beskyldninger optrådte R. i Anmerkninger over Alethophili Tanker om Præsteklubben, 1784.