Jens Bircherod

Jens Bircherod, 15.1.1658-6.12.1708, biskop, antikvar, dagbogsforfatter. Født i Odense, død i Ålborg, begravet i Odense (Skt. Knuds k.). B. blev student 1674 fra Odense gymnasium og tog 1676 teologisk eksamen. Desuden lagde han sig efter studiet af semitisk og syslede med sin fødebys historie. Sammen med sin yngre bror Jacob samlede han materiale til en udgave af indskrifter på ligsten og epitafier i Odense, men værket nåede aldrig til udgivelse, kun kobbertavlerne dertil blev trykt. En studierejse, som B. 1678 foretog til tyske universiteter måtte han afbryde på grund af sygdom. I de følgende år gav han sig bl.a. af med litterærhistoriske studier og udarbejdede et katalog over Anne Gøye (Karen Brahes) bogsamling; han kom i forbindelse med Peder Resen og deltog i udarbejdelsen af kataloget over dennes bibliotek, ligesom han også en tid var knyttet til universitetsbiblioteket og arbejdede i konsistoriums arkiv. 1683–87 holdt han forelæsninger over mosaisk ret ved universitetet, 1684 blev han professor i hebraisk, 1687 adjungeredes han det teologiske fakultet med ekspektance på et professorat hvad han opnåede 1692 da han blev ordinarius; s.å. blev han tillige professor ved det nyoprettede ridderlige akademi i Kbh. 1682 havde han taget magistergraden, og 1685 udgav han en disputats om nordboernes handel på Alexandria der både ved sit emnevalg inden for de nordiske antikviteter og sin livlige fremstillingsform betegnede noget nyt og usædvanligt. 1682 var B. blevet viceprovst på Regensen og 1684 provst; hans virksomhed her blev betydningsfuld fordi han bragte institutionen på fode efter en forfaldsperiode. En frugt af hans arbejde for at få alumnerne til at genoptage de gamle deklamationsøvelser foreligger i bogen Palæstra antiquaria (ɔ: antikvarisk fægteskole, 1688) der indeholder en række diskussioner om de gamle juleskikke. Efter at de studerende to og to har henholdsvis angrebet og forsvaret brugen af f. eks. julelege julekager eller julelys fælder B. til sidst sin dom hvorunder han gerne udfolder sin antikvariske viden; på denne måde er der opstået en ganske kuriøs bog i hvis ti disputationer der er mange værdifulde folkloristiske oplysninger at hente.

1693 udnævntes B. til biskop i Ålborg. Han vedblev med de historiske studier han tidligere havde dyrket, og som også omfattede adelshistorie og kirkehistorie. I studiet af sit stifts historie og af danske antikviteter havde han en fælle i den lærde bonde Peder Dyrskjøt med hvem han kom i nær forbindelse og vekslede talrige breve. B. støttede Dyrskjøt på forskellig måde og fik til gengæld nyttige oplysninger fra dennes omfattende samlinger som tilmed blev ham testamenteret hvad vi kan takke for at der overhovedet er noget af Dyrskjøts skriftlige efterladenskaber bevaret. B. der var en dygtig biskop havde kun én større genvordighed i sin embedstid, nemlig den Thistedske besættelsessag der skyldtes præsten Ole Bjørn. Da sagen 1698 endtes med en højesteretsdom idømtes B. trods sin ganske fornuftige optræden mod det hysteriske uvæsen en bøde på 1000 rdl. for "ikke at have brugt den Forsigtighed og Tilsyn som hans Embede udkrævede, og uden allerunderdanigst Forespørgsel et og andet foretaget". Et plaster på såret var det at kongen s.å. udnævnte ham til dr. theol. per bullam.

Det arbejde hvorigennem B. er blevet mest kendt for efterverdenen er hans dagbøger hvori han har efterladt sig et større materiale til belysning af tiden end nogen anden enkeltmand, og som har omfattet 51 kvartbind, ét for hvert af hans leveår; herafer de fire bind for 1688–91 gået tabt. Til selve dagbogsstoffet der er inddelt i hans egne, de indenlandske og de udenlandske sager slutter sig som tillæg afskrifter af breve. De første årgange har han møjsommeligt måttet rekonstruere som voksen, senere er det samtidige optegnelser, og disse slutter først få dage inden hans død. Med stor omhu har han noteret alt hvad der angår hans personlige forhold: adskillige ligegyldigheder er blevet bogført, men netop på grund af den uhyre stofmængde er der blevet bevaret utallige kulturhistoriske småtræk så der næppe er mange ting i det datidige samfundsliv som dagbøgerne ikke kan tjene til at kaste lys over. Hertil kommer så deres fremragende personalhistoriske betydning. Få kilder fra samtiden er citeret så hyppigt i senere historisk litteratur skønt stoffet kun delvis er udnyttet i Molbechs nedenfor anførte uddrag der vel knap omfatter halvdelen af det hele og jævnlig har forbigået ting af betydelig interesse. Med dagbøgerne har B. rejst et pompøst monument over sig selv og sikret sig en så fremskudt plads i litteraturen som hans øvrige virksomhed næppe havde skaffet ham.