Jens Nyborg

Jens Nyborg, d. 23.1.1344, biskop i Roskilde. Formentlig født i Nyborg. N. var dominikanermunk og blev udnævnt til pavelig pønitentiar. Han opholdt sig ved pavehoffet i Avignon da biskop Jens Hind døde 1330. Pave Johannes den 22. havde netop kort forinden forbeholdt sig Roskilde stift og udnyttede nu omgående denne ret til at udnævne N., uden at Roskilde kapitel fik lejlighed til at give sin mening til kende. Efter modtagelsen af paillet rejste N. straks hjem til sit stift. Kirkens indtægter synes i disse år forringede, måske begyndte den senmiddelalderlige krise at gøre sig gældende, og dertil kom de vanskelige politiske forhold i den kongeløse tid efter Christoffer II's død 1332. Allerede i marts 1331 foretog N. med kapitlets samtykke annektering af Toksværd kirke til gavn for et kanikepræbende. Fra 1334-42 skete der mindst fire annekteringer af sognekirkerne Glostrup, Kildebrønde, Værløse og Strø samt rimeligvis også Sigersted og Selsø. Endelig lod bispen Skt. Andreas apostels alter annektere til Janua præbende. Havde kapitlet således ingen indflydelse haft på bispevalget, kunne det kun være tilfreds med den konsekvens, hvormed bispen bestræbte sig på at stabilisere dets økonomi. I 1330'erne forsøgte N. flere gange forgæves at skaffe Slagelse Skt. Mikkels kirke tilbage til provstiet, hvortil den var blevet annekteret af Jakob Erlandsen, men var gået tabt under dennes strid med kongemagten. Det lykkedes ikke at få nogen ordning i stand med grev Johan, først nogle uger efter N.s død gav Valdemar Atterdag kirken tilbage. De urolige tider i 1330'erne er malende skildret i den forordning om bandlysning og interdikt som biskop Jens følte sig foranlediget til at udstede 1336. Det hedder heri "at visse folk i vort stift ... røver og plyndrer og begår helligbrøde over for kirker og gejstlige personer, uden at bekymre sig om de gejstliges frihed ... så at kirkerne lægges øde og styrter sammen, og den sædvanlige gudstjeneste fuldstændigt ophører. De viger endog ikke tilbage fra at såre, lemlæste og dræbe gejstlige personer". Forholdene bedredes da Valdemar Atterdag blev konge. Til gengæld måtte Roskildebispen bringe nye ofre ved at overlade kongen byen og borgen Kbh. for to år mod til gengæld at få Søborg med fem herreder. Kbh. kom imidlertid først tilbage til bispestolen efter Valdemar Atterdags død og på længere sigt blev denne midlertidige ordning skæbnesvanger for Roskildebispens forhold til Kbh. Da N. var tidligere sortebroder havde han ingen privatformue og derved ringere muligheder for udsmykning af sin domkirke; han gav derfor med glæde provst Henrik tilladelse til at lade opbygge et alter foran det store Mariebillede og forsyne det med tilstrækkelige indtægter.