Johan Skondelev, d. 17.8.1421, biskop. Da biskop Henrik af Slesvig 1374 forflyttedes til Øsel søgte domkapitlet at få sin kantor, Niels Pedersen, valgt til hans eftermand idet også de holstenske grever var stemt for denne løsning. Valdemar Atterdag, som netop nu med alle midler prøvede på at øge den danske krones indflydelse i hertugdømmet, stræbte derimod efter at få en franciskaner, S., en enkelt gang kaldt Johan de Gudensberg, udnævnt af paven, og da S. var villig til ved sit valg at love en anselig udbetaling til pavestolen, bl.a. til dækning af resterende servispenge fra de fire foregående bispers tid, gik han af med sejren. Han nævnes første gang som biskop 2.6.1375. Om pavestolen fik den lovede pengesum er måske et spørgsmål; men S.s forhold til Rom vedblev dog at være godt, og 25.4.1382 overdrog paven ham stillingen som nuntius og kollektor i kongeriget Danmark, en myndighed der n.å. yderligere udvidedes. I denne stilling har han virket i det mindste til 1407. 1409 udnævnte den pavelige legat, kardinal Johannes Dominici, ham til biskop i Cammin, men pave Alexander V, der netop s.å. var valgt på kirkemødet i Pisa, udså en anden til Camminstolen, og følgen blev en langvarig proces der først endte i sommeren 1418 med annullering af S.s udnævnelse.

Det blev da udelukkende i Slesvig hans gerning faldt. Hans stærke sympati for den danske politik over for holstenerne voldte ham mange vanskeligheder, navnlig efter at grev Gerhard 1386 af dronning Margrete havde modtaget Sønderjylland som et arveligt len. S. måtte 1389 sværge ham troskab; men da Gerhard var faldet 1404 på togt mod Ditmarsken, og Margrete søgte at udnytte den gunstige lejlighed til at genvinde hertugdømmet, trådte S. atter åbenlyst i den danske politiks tjeneste. Mod en årlig pengeydelse overlod han 1406 for et tidsrum af seks år dronningen bispestolens to stærke borge, Svavsted ved Trene og Stubbe på Svansø, og personlig opfattedes han i den grad som schauenburgernes modstander, at nogle unge holstenske adelsmænd 1410 overfaldt ham i Flensborg, huggede hans køgemester ned og sårede ham selv og førte ham sydpå som fange. For 1200 mark lybsk måtte han købe sig fri, og pave Johannes XXIII tog sig af hans sag; men episoden var kun et enkelt led i den omfattende dansk-holstenske strid, og den kunne ikke løses uden i tilknytning til hele denne. Da en femårig stilstand blev indgået i marts 1411 fik S. tilbagegivet de to bispeborge, og de følgende år blev sikkert hans virksomste og indflydelsesrigeste. Han støttede kraftigt Erik af Pommern på danehoffet i Nyborg 1413 da hertugdømmet erklæredes for hjemfaldet til kronen, og n.å. udpegedes han sammen med den daværende Ribebisp, Peder Lykke, til at repræsentere den danske kirke på konciliet i Konstanz. Her skulle de tillige opnå kejser Sigmunds stadfæstelse af Nyborgdommen. Ikke mindst af kirkepolitiske grunde blev det dog Peder Lykke som kom til at præge vor del af forhandlingerne og S. skal ikke selv have vist den nødvendige smidighed, bl.a. skal han have stødt lübeckerne, hvorfor det blev Peder Lykkes sag at fortsætte forhandlingerne med dem i Kbh. 1416. Men kejserens for os gunstige erklæring opnåedes (juni 1415), og da den femårige stilstand udløb 1416 og kampen atter brød ud satte kongen sig ved sommertid fast i Slesvig by uden dog at vove et angreb på Gottorp, og han magtede ikke at beskytte S. da holstenerne hen på efteråret erobrede hans borg Stubbe som det trods vilkårene i en afsluttet våbenstilstand ikke ville udlevere til ham på ny, og under fortsatte kampe 1420 mistede han tillige Svavsted. Samtidig blev stillingen inden for hans eget domkapitel mere og mere spændt. Flertallet af dets medlemmer var holstensksindede, de lededes af domprovsten Henrik v. See, og S. har sikkert ved mange lejligheder følt vanskelighederne tårne sig op. Alligevel svigtede han ikke kong Eriks sag. Endnu i forsommeren 1421 gav han møde på Viborg landsting for at aflægge vidnesbyrd om Sønderjyllands ældgamle danskhed; men nu slog hans kræfter ikke længere til, og 17.8. døde han. Han var den sidste danske mand der beklædte Slesvig bispestol, og som sådan en af hertugdømmets mest fængslende personligheder i denne alvorlige brydningstid.

Bibliografi

Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrethe I, 1882(reproudg. 1971)395–99; II, 1901 (reproudg. 1971) 23 66. L. J. Moltesen: De avignonske pavers forhold til Danm., 1896 50 120 200. Reimer Hansen i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XXXVI, Kiel 1906 178 og XXXVIII, 1908 329f. Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907 162. Sønderjyllands hist. II, 1937–39 110. Esben Albrectsen: Herredømmet over Sønderjylland 1375–1404, 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig