Johann Wenth

Johann Wenth, Johan Wandal, Vandalus, Slavus,  mellem 1490 og 1495-11.8.1541, biskop. Født i Gandersheim eller i Goslar, begravet i Ribe domk. W. var rimeligvis af vendisk slægt da han selv latiniserede sit navn Slavus. Bl.a. efter Ribeligstenen skal han være født i Goslar; men da han immatrikuleredes i Wittenberg i vintersemestret 1515-16 kaldtes han "Johannes Wenth de Gardensheim, dioec. Hildesheym". Han blev baccalaur i jan. 1517, oplevede reformationens begyndelse og blev ivrig tilhænger af den lutherske bevægelse. Under fortsatte studier erhvervede han sig gode kundskaber i græsk og hebraisk og blev ved sin forening af humanistiske og teologiske interesser særlig Philipp Melanchtons elev. Muligvis har han en tid virket som lærer i Goslar. I jan. 1526 tog han magistergraden i Wittenberg. Hertug Christian (den senere Christian III) kaldte ham s.å. til Haderslev for at overtage det ledige teologiske lektorat ved kollegiatkapitlet der. Hvis han virkelig allerede febr. 1526 var i Haderslev er det nok hans indflydelse som spores i den mærkelige teologiske brevveksling, den unge hertug i marts begyndte med biskop Iver Munk i Ribe; fra tysk side er dette hævdet, samt at den bærer W.s præg. Den fastslår skriften som eneautoritet i religiøse spørgsmål og henviser til "det almindelige Præstedømmes" ret; specielt forkastes katolsk opfattelse af faste, gode gerninger og præstecølibat. Bispen der opfordredes til at sørge for at præsterne prædikede evangeliet, hævdede imidlertid over for hertugen at dette i hans bispetid stadig var prædiket i stiftet "efter de hellige Doktorers Udlægning". 23.3. sendte hertugen biskoppen et udkast til en evangelisk kirkeordning som gejstligheden i hans to len (Haderslev og Torning, hvoraf det sidste tilhørte Ribe stift) skulle antage, hvad Iver Munk skarpt afviste som ham uvedkommende. Forholdene (vel også Frederik Is forbud) nødte dog hertugen til foreløbig at opgive denne "nye" skikkelse. Efter præsten Thomas Knudsens beretning om indførelsen af reformationen i Nordslesvig synes det imidlertid at W. først indkaldtes samtidig med Eberhard Widensee, og efter en anden gammel beretning måske endda senere. De hensynsløse udtalelser mod bispen og tanken om tvangsindførelse af "den ny Skikkelse" synes også mærkelig for en melanchtonianer, og det teologiske indhold i hertugens breve er ikke mere særpræget, end at andre lutheranere kan stå bag (fx prædikanten Søren Winter som vel allerede 1725 virkede i Haderslev). Sikkert er at den tidligere reformator i Halberstadt og Magdeburg, Eberhard Widensee, først i slutningen af 1526 indkaldtes til Haderslev, og såvel han som W. fremstillede sig ved juletid på Gottorp slot for hertugen og hans far, Frederik I. Widensee overtog da embedet som provst i Barwith syssel (herfra havde hertugen 1525 afsat Johann Wulf, hvorfor alt, da kirkerne nu manglede "forsvar", "gik uordentligt til", så meget mere som hertugen tillod bønderne at nægte biskoppen hans part af tienden). Også kirkerne i Tørning len blev underlagt den nye provst. Ved samvirke mellem ham og W., som varetog lektoratet, sejrede allerede 1527 reformationen i Haderslev hvor Widensee blev sognepræst. Katolsk gudstjeneste ophørte, klostrene lukkedes, latinskolen som var kommet i forfald, fornyedes, og en evangelisk præsteskole oprettedes. Den fik hurtigt disciple også fra kongeriget, således allerede i sommeren 1527 Claus Mortensen Tøndebinder og Hans Olufsen Spandemager fra Malmø der her også lærte brugen af salmer på modersmålet. 1528 indkaldte så hertugen præsterne fra de to len til et møde i Haderslev, vel ved påsketid, og forelagde dem en række artikler om, hvorledes de fremtidig skulle forrette deres embede. "Haderslev-artiklerne", der er bevaret i plattysk sprog (men selvfølgelig påbød brug af dansk sprog), fremsattes af Widensee, men skyldes vel nok begge reformatorers samarbejde. Det pålagdes også præsterne at møde til undervisning i Haderslev, og senere skulle deres evangeliske forståelse prøves. Undervisningen varetog begge reformatorerne, dog særlig W.; men prøven der også omfattede forrettelse af gudstjeneste efter den nye skik i Haderslev, skete antagelig ved Widensees visitatser i de enkelte sogne. Da han ikke forstod dansk, valgtes i overensstemmelse med "artiklerne" seks herredsprovster såvel til tilsyn med præsterne som med kirkerne. Alle præster måtte tage kollats af hertugen og forpligtedes ved ed til ham til lydighed. Kun nogle få modsatte sig og blev afskediget. Således var der på grundlag af den lutherske opfattelse af fyrstemagten skabt en selvstændig kirkeenklave, uafhængig af Slesvig og Ribe stift hvorfra området var taget.

1529 var W. (Joh. Slavus) en af protokolførerne ved det teologiske kollokvium i Flensborg hvor sværmeren Melchior Hoffmanns lære, som Widensee havde angrebet i et særligt skrift, drøftedes under Johan Bugenhagens ledelse; Hoffmann udvistes derefter. Da Widensee i foråret 1533 modtog en kaldelse til Goslar, blev W. hans efterfølger som sognepræst og superintendent. Hvorledes det forholder sig med hans ordination er ukendt. Han overtog således, foruden visitatsen og to årlige konferencer med præsterne, også overhøring og ordination af nye præster; sit embede som lektor beholdt han. April 1533 holdt han latinsk ligtale over Frederik I i Slesvig domkirke. Da Christian III 1537 forlagde den kommission som skulle udarbejde en "kirkeordinans" for Danmark og Norge, fra Odense til Haderslev, fordi han også ønskede den indført i hertugdømmerne, blev selvfølgelig W., til hvem han havde særlig tillid, et af de nye slesvigske medlemmer. At "Haderslev-artiklerne" har øvet indflydelse på det latinske forslag, der udarbejdedes, er kendeligt (således ordningen med herredsprovster), og utvivlsomt står det også i gæld til W.s erfaring og teologiske indsigt; men når man fra tysk side anser ham for hovedforfatteren, viser det manglende kendskab til de ordninger som allerede var skabt i kongeriget, og til de bestemte krav de danske prædikanter allerede 1537 havde fremsat til en nyordning af kirken. -Christian IIIs tillid til W.s personlighed og evner gav sig atter udtryk ved hans udnævnelse 1537 til Ribe stifts første evangeliske biskop. 2.9. blev han med de andre danske superintendenter indviet i Frue kirke i Kbh. af Bugenhagen. Inden Bugenhagen opnåede sin kurfyrstes tilladelse til forlænget ophold i Danmark, tænkte Christian III også på at overdrage W. dennes arbejde med at tilse kirkeordinansens gennemførelse i hele Danmark.

Som biskop mødte der W. de samme vanskeligheder som hans kolleger med hensyn til at få kirkeordinansen gennemført. Man da han ikke var det danske sprog mægtig, havde han ved visitatserne særlige vanskeligheder; støtte fra herreds-provsterne blev da af særlig vigtighed for ham; men også her mødte han uvilje. Med provsten i Varde, Niels Andersen Svansø, kom han på kant, og denne nedlagde sit embede. I øvrigt forfattede W. en Ratio visitationis præpositorum til vejledning for provsterne; den vidner bl.a. ved sin sakramentopfattelse om W.s melanchtonske påvirkning. Også med kapitlet havde han vanskeligheder. Af hensyn til kommende præsters uddannelse tog han sig med særlig iver af skolevæsenets fornyelse, og i Ribe varetog han personlig det teologiske lektorats opgaver. 1540 deltog han i bispemødet i Kbh. hvor nye bestemmelser om gudstjenesten og om gennemførelsen af kirkeordinansen vedtoges. Ved denne lejlighed bad han Peder Palladius udarbejde en forklaring til Luthers lille katekismus til brug for landsbypræsterne. Palladius' Expositio catechismi udkom dog først efter W.s død; han mindes her med højagtelse sin embedsbror "Mag. Joannis Slavus". For W.s enke, der betegnende kaldes "Anne Læsemesters", og hendes fire børns opdragelse sørgede kongen.