Jørgen Friis, 1493--1547, biskop. Efter uddannelse hjemme blev F. 1516 immatrikuleret i Köln hvor han antagelig fik sin magistergrad; efter sin hjemkomst ansattes han i kancelliet. Da han under en sendelse til Sverige 1518 blev overfaldet og bestjålet i Stockholm greb Christian II dette som påskud til at opsige Sten Sture "Freden". Hvor højt F. stod i kongens gunst viser dronning Elisabeths brev fra sept. 1520 til domkapitlet i Viborg om at vælge ham til biskop der. Trods det uforsvarlige heri vovede man ikke at modsætte sig kongens vilje, og 7.1.1521 udnævnte paven ham skønt han kun havde subdiakonvielse og med sine 28 år manglede "kanonisk" alder. I dronningens brev kaldes F. "Domprovst i Viborg", men paven kalder ham kun kannik der (denne præbende havde F. endda først fået i sept. 1520 med ret til at beholde sognekaldet i Jelling som kongen tidligere må have givet ham). Christian II må da antagelig, kort før han gennemtvang F.s bispevalg, have overdraget ham domprovstiet der lå under kgl. patronat. Som biskop viste F. sig som en afgjort verdsligsindet mand uden kirkelig sans; men heller ikke som gejstligt medlem af rigsrådet indlagde han sig fortjenester. Allerede i sit første bispeår dokumenterede han sin stridbarhed og sin godsgriskhed (især over for stiftets klostre). I dec. 1522 besluttedes oprøret mod F.s velgører og henvendelsen til hertug Frederik i hans bispegård, og et voldsomt klageskrift over Christian II affattedes der. Alligevel var det kun i de første år Frederik I betroede F. vigtigere statshverv (sidste gang ved fredsmødet i Lübeck juni 1525). – I sit stift havde F. snart gjort sig forhadt, og navnlig blev stemningen i Viborg hvor Christian II havde mange tilhængere ham højst ugunstig. I slutningen af 1525 kom det til så alvorlige tumulter at rygtet gik i Haderslev at borgerne havde fordrevet biskoppen og sluttet sig til Lutherdommen. – Den egentlige lutherske bevægelse i Viborg fremtrådte dog først i foråret 1526, og da Frederik I i okt. gav Hans Tausen værnebrev med forpligtelse til at prædike evangeliet i Viborg og i dec. tillod mag. Jørgen Jensen Sadolin at oprette en evangelisk præsteskole dér blev Viborg det virksomme midtpunkt for den lutherske bevægelse i Jylland.

Til at bekæmpe dette røre manglede F. ganske evner. I maj 1527 var tre andre jyske bisper hos ham i Viborg og affattede en (forgæves) henvendelse til de tyske lærde, dr. J. Eck og dr. Cockläus, om at bekæmpe kætteriet i Danmark, og i efteråret rettede (ikke F., men) Odensebispen Jens Andersen (Beldenak) et advarselsbrev mod Lutheriet til Viborg og Ålborg. Om F. hører vi kun at han senere på året eller måske snarere 1528 gjorde et mislykket forsøg på at fængsle Hans Tausen da denne prædikede i Franciskanerkirken; men borgerne fordrev bispens folk.

1528 oprettedes et trykkeri i byen hvorfra lutherske skrifter udsendtes, og i marts 1529 nedrev borgere med kongens tilladelse de "overflødige" sognekirker og tog Franciskaner- og Dominikanerkirkerne i besiddelse som lutherske sognekirker, og 1530 sluttede de en kontrakt med majoriteten af domkapitlet om at den katolske gudstjeneste også i domkirken skulle ophøre. Da biskoppen 26.8. kom til byen, forsamlede borgerne sig "med bøsser og værge"; F. påstod at de "for 3. gang" havde overfaldet ham. Allerede længe forinden havde han opgivet sin stiftsby og opholdt sig mest på bispeslottet Spøttrup. 1528-29 havde han opført et befæstet slot ved Hald sø, og 1529 slog han sig ned her, travlt optaget af at henlægge bispestolens gods til slottet. Han søgte efter evne at forulempe de præster som efterhånden sluttede sig til Lutherdommen og giftede sig; sin halvbror, kantoren, der også var blevet luthersk, fratog han Sebber kloster. Stadig lå han i godsstridigheder. 1530 led han den tort at en Ribekannik fik en pavelig bandbulle mod ham opslået på stiftets kirkedøre. Under en af sine mange retstrætter med verdslige standsfæller beskyldtes han for at fremlægge falske breve. Kongen fratog ham i længere tid hans pantelen, Mors og Fjends herreder, da han skyldte ham regnskab for de kgl. afgifter af herrederne og "Landehjælpen" derfra, og bestyrelsen overdroges endda F.s bitre fjende Jens Hvas. Da Frederik I døde 1533 gav F. sit had til kongen luft i ønsket om at være en djævel der kunne plage hans sjæl i helvede. På den efterfølgende herredag i Kbh. stemte han for opsættelse af kongevalget og ivrede for katolsk reaktion. Da recessen 3.7.1533 gengav bisperne den fulde kirkelige jurisdiktion kunne F. med virkning forfølge stiftets lutherske præster og forgreb sig atter på klostergodset. Men i Viborg nåede han end ikke til at få katolsk gudstjeneste fornyet i domkirken. – Under Skipper Clement-fejden afbrændtes bl. a. Spøttrup, og forholdene tvang nu F. til at tiltræde den jyske adels valg af den lutherske hertug Christian til konge (juli 1534). F. brugtes straks af ham i flere offentlige hverv; men allerede da Christian III hyldedes i Viborg (marts 1535) begyndte opgøret over hans voldshandlinger mod lutheranerne ved kongens retterting. 12.8.1536 udgik kongebrev om at fængsle F. (i overensstemmelse med overenskomsten i Kbh. om ophøret af bispernes verdslige og gejstlige "regimente"). Kort efter blev han grebet uden for Hald og sad fængslet forskellige steder (først på Hald) til 1538. 9.8. fik han sin frihed mod en revers der anerkendte den nye kirkelige og verdslige ordning. Han levede nu som herremand på Krastrup i Slet herred. 1540 blev han forlenet med Vrejlev kloster og anerkendtes atter som rigsråd. Da han var med til at fælde en herredagsdom under det vigtige rigsrådsmøde i Ribe 1542 har han muligvis også overværet sin gamle modstander, Hans Tausens indvielse til biskop i Ribe der foregik dagen inden herredagens begyndelse. – 1547 fik Vrejlev en ny kgl. lensmand; F. er da vel død i dette år; til det sidste var han optaget af retstrætter; han forblev ugift, men efterlod sig en datter.

Familie

Forældre: Anders F. til Haraldskær (død senest 1512, gift 1. gang med Agathe Krummedige) og Bodil Steenfeld (død tidligst 1543). Ugift.

Bibliografi

Diplomatarium Vibergense, 1879. Acta pontificum danica VI, 1915. – Danm.s adels årbog III, 1886 131. A. Heise i Ny kirkehist. saml. V. 1869-71 522-81; sst. 3.r.II, 1877-80 674-77; sst. 3.r.III, 1881-82 195-201. P. Severinsen: Viborg domkirke, 1932 335-67. N. Skyum-Nielsen i Scandia XXIII, Sth. 1956 51f. P. G. Lindhardt i Den da. kirkes hist. III, 1965. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972. Samme: Når vinden føjer sig, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig