Ludvig Harboe, 16.8.1709-15.6.1783, biskop, kirkehistoriker. Født i Broager, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Det var naturligt at H. som sønderjyde efter privat undervisning hjemme 1727 blev sendt til gymnasiet i Hamburg hvor han især trådte i forbindelse med de berømte lærde J. A. Fabricius og J. C. Wolf der tidligt indviede ham i den videnskabelige arbejdsmetode. Siden besøgte han universiteterne i Rostock og Wittenberg. Sidstnævnte sted udgav han en latinsk disputats og fik tilbudt magistergraden som han dog mærkeligt nok afslog. Derpå opholdt han sig i Jena hvor han vistnok med særligt udbytte hørte kirkehistorikeren J. G. Walch, og tog så tilbage til sit fædrene hjem for i stilhed at forberede sig til præstegerningen. 1735 rejste han til Kbh. hvor han bl. a. lærte Hans Gram at kende. Da denne åbnede ham adgang til Det kgl. bibliotek blev han så optaget heraf at han for at kunne fortsætte sine studier i Kbh. tog en huslærerplads hos præsten A. C. Rohne ved Skt. Petri kirke. I øvrigt kastede han sig særlig over studiet af Danmarks kirke- og lærdomshistorie, og da han gennem Gram kom i forbindelse med Jacob Langebek besluttede han i forening med denne at udgive et lærd tidsskrift til oplysning især for udlandet såvel af ældre som nyere dansk kirkehistorie. Dänische Bibliothec udkom 1738–47 i ni "stykker", hvoraf H. og Langebek har udgivet de tre første, og er fortsat en værdifuld kildesamling. 1738 blev H. øverste (tysk) kapellan ved Garnisonskirken og Citadellet i Kbh. og 1739 enepræst det sidstnævnte sted. Han fik hurtigt et anset navn, og 1741 blev han efter generalkirkeinspektionskollegiets indstilling generalvisitator i Island for at bringe orden i de slette kirkelige tilstande. Det tog en del tid før han fik sat sig ind i islandske forhold og lært sproget, men derefter lykkedes det ham at øve en frugtbar virksomhed. Ganske vist mødte han i begyndelsen ikke ringe modstand, men efterhånden vandt han både respekt og kærlighed ved sin besindige, hensynsfulde optræden. Hans navn mindes endnu med pietet i Island, og efter sin bortrejse var han altid en trofast beskytter af islandske studerende.

Til belønning for sit arbejde blev H. 1743 biskop i Trondheim, men kom først til at tiltræde 1746. Allerede n.å. foretog han under mange farer og vanskeligheder en visitatsrejse på 300 mil til Finnmarken. I øvrigt arbejdede han med iver for at få forordningerne om almueundervisning gennemført og søgte at udrydde gamle folkeskikke af umoralsk karakter. Hans virketid i Trondheim blev imidlertid alt for kort til at sætte sig varige spor. 1748 blev han nemlig kaldt tilbage til Kbh. for at gå Peder Hersleb, der snart efter blev hans svigerfar, til hånde i Sjællands stift og efter hans død selv at blive biskop (1757). 1756 var H. blevet medlem af generalkirkeinspektionskollegiet, 1766 tillige kgl. konfessionarius. H. hører ikke til de betydeligste skikkelser på Sjællands bispestol, men han var tro i sit embede og vågede med nidkærhed over god skik og orden i stiftet. I modsætning til sin temperamentsfulde og myndige forgænger virkede han mere ved en sagtmodig, behersket fremtræden. Der var i det hele over hans væsen og væren en ejendommelig værdighed og alvor. Teologisk og kirkeligt var H. repræsentant for en ret stærk konservatisme og modsatte sig jævnligt mere liberale forslag. For ham som for så mange andre af hans støbning var derfor Struenseeperioden en hård prøvelsens tid. Hans bispestyre kendetegnes ikke af større kirkelige begivenheder. Nævnes kan det dog at hans indstillinger og vota blev grundlæggende for forskellige forordninger, således om konfirmationen (25.5.1759), om katolikkernes forhold (19.9.1766) og om afskaffelsen af de overflødige helligdage (26.10.1770). 1778 udgav han sammen med Ove Høegh-Guldberg en ny Psalme-Bog der især ved Birgitte Boyes bidrag blev præget af en højstemt poetiseren. H. synes dog ikke at have haft synderlig stor indflydelse på denne salmebogs sammensætning, og den fik kun ringe udbredelse. – 1782 fik H. sin svigersøn Nicolai Edinger Balle til medhjælper og efterfølger.

Større betydning end som praktisk kirkemand tilkommer der H. som kirkehistoriker. Han tilhørte som sådan i høj grad 1700-tallets lærde samlertype og deltog med iver i den virksomhed der blev udfoldet af tidens lærde selskaber. Han besad særdeles grundige og nøjagtige kundskaber i den ældre kirkehistorie, men der kom kun forholdsvis få ydre resultater ud af hans studier. Med særlig interesse omfattede han reformationens historie samt de islandske og trondheimske kirkeforhold. I Videnskabernes Selskabs Skrifter (V, 1751 209–302; VII, 1758 1–100) har han således offentliggjort en værdifuld afhandling om indførelsen af reformationen i Island, og i Danske Magazin (VI, 1752 289–316 321–41) meddelte han efterretninger om de fire første lutherske biskopper i Trondheim. Hans betydeligste udgivne arbejde er en afhandling om den landflygtige reformerte præst Johan å Lasco og hans fæller, trykt som indledning til D. G. Zwergius' Det siellandske Cleresie (1754). Med stor lærdom og retfærdighedssans gav han heri en fremstilling af det nævnte spørgsmål og søgte at rense Christian III og det danske folk for de ubegrundede beskyldninger der i den anledning var blevet rejst imod dem. I mange år samlede han materiale til en biografi af Peder Palladius, men fik den ikke fuldført. Kun et enkelt bidrag til Palladius' historie lod han trykke i Dänische Bibliothec (VIII, 1746 239–56), men hans værdifulde samlinger der findes i Det kgl. bibliotek (Ny kgl.saml. 4°, 2710) er kommet den senere Palladiusforskning til gode på mange måder. Til H.s kirkehistoriske skrifter kan desuden henregnes hans store latinske mindetale over svigerfaderen Peder Hersleb Episcopus numinis igne calefactus, 1757. Ligesom denne besad også H. en kostbar bogsamling, rig på sjældenheder, over hvilken der 1784 udkom et trykt katalog i tre dele, Bibliotheca Harboiana. Desværre havde H. i sin samleriver efter tidens skik jævnlig bortført arkivalier fra de ham underlagte embedsarkiver. – Medlem af Videnskabernes selskab 1750. – Rang med konferensråder 1769.

Familie

Forældre: sognepræst, provst Johannes H. (1681–1757) og Marie Petersen (død 1761). Gift 11.9.1748 i Kbh. (Frue) med Frederikke Louise Hersleb, født 20.7.1720 i Hillerød, død 24.12.1780 i Kbh. (Frue), d. af slotspræst, senere biskop, mag. Peder H. (1689–1757) og Bodild (Bolette) Hiort (1690–1767).

Ikonografi

Mal. af A. Brunniche (Fr.borg; Roskilde domk.), stukket af J. Haas, 1761.

Bibliografi

Kilder. Kirkehist. saml. 4.r.II, 1891–93 378f 607–09; 6.r.I, 1933–35 88f 91 93f 115 122–29 439 12. Breve fra Jacob Langebek, 1895 68–70. Breve fra Hans Gram, 1907 141. Pers.hist.t. 8.r.VI, 1927 159. LU. D. G. Zwergius: Det siellandske cleresie, 1754 396–406. Josias Lorck: Fortgesetzte Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften und Künste I, 1759 72–82. N. Jonge: Kbh.s beskrivelse, 1783 191. Memoria Ludovici H., 1784. Jacob Baden: Opuscula latina, 1793 239–70. P. F. Suhm: Saml. skr. X, 1793 27f; XIV, 1798 285. P. Pétursson: Historia ecclesiastica Islandiæ, 1841 455–71. Ludv. Daae: Trondhjems stifts geistlige hist., Trondhjem 1863 164–67. Chr. Bruun: Fr. Rostgaard I, 1870 433f. Jon Helgason: Islands kirke, 1922 135–43. Bj. Kornerup i Den danske kirkes hist. V, 1951. Papirer, Kgl.bibl. og i Rigsark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig