Nicolai Edinger Balle

Nicolai Edinger Balle, 12.10.1744-19.10.1816, biskop. Født i Vestenskov ved Nakskov, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Efter skolegang i Nakskov og (fra 1759) i Slagelse blev B. student 1762 og fik attestats 1765. Ved universitetet tog P. Holm sig af den fattige student, lagde studieplan for ham og skaffede ham stipendier. Gennem Peder Rosenstand-Goiske fik han den filosofisk-teologiske metode han bevarede for livet og som skyldtes Chr. Wolffs apologetiske demonstration af åbenbaringens og fornuftens enhed. 1766–69 var B. på stipendie-rejser i udlandet. Han opholdt sig længst i Leipzig og hørte Chr. Gellert og J. A. Ernesti; her vandt han så stor navnkundighed at Kbh.s univ. tildelte ham magistergraden for at komme universitetet i Leipzig i forkøbet. Rejsens sidste del blev tilbragt i Halle hvor B. hørte Joh. Salomo Semler. 1769 kom han hjem, men blev s.å. hovmester for brødrene Cai og Fritz Reventlow, sønner af overkammerherre, grev Ditlev Reventlow, med hvilke han rejste til Göttingen. Han fik på sine rejser et førstehånds indtryk af det nye der skete i teologiens studium, hvor filologiens og historiens metoder nu blev taget i anvendelse under navnet neologi, grundlaget for den moderne teologiske forskning. – Trods tilbud om ansættelse i udlandet foretrak B. at vende hjem og blev 1770 dekan på kommunitetet og Borchs kollegium. Når han, der efter sin uddannelse syntes forudbestemt til akademisk bane søgte, og 1771 fik det fjerne præstekald Kettrup-Gøttrup skyldtes det sikkert ønsket om at kunne sætte bo. Opholdet der blev dog kort; efter Struensees fald 1772 kaldte Ove Høegh-Guldberg B. som teologisk professor til Kbh. hvor han hilstes med forventning af den yngre generation. Hans professortid 20.3.1772–15.6.1783 var præget af en enorm flid; han behandlede både dogmatik (Theses theologicæ, 1776), fortolkning, kirkehistorie og siden 1774 da han blev hofprædikant og dr. theol. (Doctrina de imagine Dei) tillige pastoralteologi. B.s teologiske standpunkt var en konservativ supranaturalisme som i dogmatisk henseende dækkede den gammellutherske teologis skema men som nu fik sin begrundelse i Wolffs filosofi. For B. var åbenbaringen i Skriften ikke en urørlig af ånden dikteret masse. I Skriften var åbenbaringen, men han anerkendte at Skriften havde en historisk, en menneskelig side der måtte være genstand for historisk undersøgelse og sproglig fortolkning. B.s interesse var den bibelske teologi, og han afviste at indlægge filosofiske tanker i en tekst når opgaven var at fortolke den sagligt. At B. derved for adskillige af de ældre (bl.a. for P. Holm) kom til at stå som en "kætter" er sikkert nok; derimod var han på det venskabeligste forbundet med Ove Høegh-Guldberg med hvis regimente hans tid som professor omtrent faldt sammen; de to var ligesindede både i teologiske og menneskelige interesser; dog har Guldberg større skyld end B. i den groteske måde på hvilken T.C. Bruun blev behandlet da han 1783 havde udgivet "Mine Fritimer", et koketteri med Boccaccio. Guldberg følte det som en hellig pligt at holde alle kirkefjendtlige, radikale strømninger ude; disse lod sig dog kun opdæmme, men ikke i længden afvise. – B. blev 1782 adjungeret sin svigerfader, Ludvig Harboe, i bispeembedet hvad der gav anledning til spot over "Ypperstepræsteembedets arvelighed på spindesiden", og efter Harboes død 1783 blev B. hans efterfølger. Med Guldbergs fald 14.4.1784 var der blevet åben bane for indførelse af oplysningens ideer. Engelsk deisme, fransk materialisme og tysk fornufttro gjorde sig i stigende grad gældende inden for det almindelige åndsliv og satte også sit præg på den teologiske forskning og det kirkelige liv. Den enhed mellem fornuft og åbenbaring som Wolffs system havde etableret opløstes, og fornuften blev nu kriterium for hvad åbenbaringen måtte indeholde. De år i hvilke B. kom til at virke som biskop blev de mest kritiske den danske kirke havde gennemgået siden reformationen. Hvad han 1778 havde skrevet til Joh. v. Bülow om forholdene i Tyskland: "Der er nu ikke en lære tilbage i vor hellige tro som jo anfægtes af sine egne bekendere" fik han lejlighed til at sande for Danmarks vedkommende som et resultat af den populærfilosofiske deismes agitation. Mange af de yngre blev smittet af en ny tidsånd; de ældre savnede både mod og evne til at opponere. Under disse forhold rejste han en kamp for en bibelsk tro på kirkens grund, dog således at troslæren stadig støttedes af fornuften. For B. hørte kristendom og sund fornuft sammen; med fornuftens grund ville han godtgøre at den kristelige religion var sand guddommelig, og at Bibelen var Guds ord. Men hans forhold var langtfra lette. Ved universitetet måtte han indstille sine forelæsninger på grund af mangel på tilslutning; han så størsteparten af den dannede almenhed stå med ligegyldighed eller med ligefrem spot over for kirkelæren, og han klagede over at være uden støtte fra statens styrelse. Efter Guldbergs fald havde B. i J.O. Schack-Rathlou som 1787 blev kancelliets præsident haft en varm støtte, men i Chr. Colbiørnsen som 1788 blev generalprokurør fik oplysningens individualisme en begavet talsmand. B. ville besværge tidens kritiske ånd på to måder, dels ved at ændre gudstjenestens form, dels ved at forbedre skoleundervisningen. På begge områder kom Christian Bastholm ham i forkøbet. 1785 udgav denne sit "Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstjeneste": gudstjenesten skulle være kort og afvekslende, det liturgiske sprog skulle moderniseres, og menigheden skulle holdes i beskæftigelse og bevægelse. Dette "forsøg" kaldte mellem talrige andre også B. frem til forsvar for kirkens sprog og skikke. På en visitatsrejse affattede han i maj s.å. en pastoralskrivelse Vei til Hæderlighed for Geistlige. Uden overhovedet at nævne Bastholms navn gennemgik B. det af denne fremsatte forslag for derefter blankt at afvise det. B. havde tidligere taget ordet for liturgiske reformer; hans afvisning af Bastholms forslag medførte, at han i vide kredse betragtedes som reaktionær. Derimod tog han ordet for en forbedret udgave af den anvendte katekismus. Allerede 1785 udgav Bastholm sin "Religionsbog for Ungdommen". Få år efter udarbejdede de sammen en ny Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, 1791, som skulle være indført i skolerne inden 1794. Bogen afløste Erik Pontoppidans "Sandhed til Gudfrygtighed" fra 1737 og benævnes med rette Balles Lærebog; den var i forhold til Pontoppidan velgørende kort affattet og havde opgivet spørgsmålsformen til fordel for en systematisk fremstilling. Den tilfredsstillede imidlertid hverken de gammeldagstroende eller de liberale; på Vejleegnen nægtede "de stærke jyder" at bruge den da de ikke fandt den bibelske lære udtrykt i den; B. selv fandt den derimod udmærket. I det hele var B. levende interesseret i skolens forhold og støttede uden anfægtelse skolen af kirkens midler. Han var medlem af den store skolekommission 1789–1814 og arbejdede både for at skaffe de bedst mulige lærerkræfter til veje gennem de nyoprettede seminarier og for at bevare undervisning i bibelsk kristendom. Derfor modsatte han sig hertugen af Augustenborgs unitariske reformplaner og indførelsen af Campes deistiske lærebog i Frue skole. – Oplysningstidens kirkelighed fik ikke alene udtryk i "Lærebogen", men også i Evangelisk-kristelig Salmebog fra 1798. Kingos salmebog fra 1699 med sine kontrastvirkninger mellem natur og nåde kunne datiden ikke bruge. Guldbergs salmebog fra 1778 med sine svulstige rimerier var ikke slået igennem, og 1790 fik B. tilladelse til at udarbejde en salmebog. Arbejdet blev fordelt i en komité (W. Abrahamson, O. Malling, K. L. Rahbek, E. Storm, H. W. Riber og B.) som indbød tidens digtere til at indsende bidrag. De to prøvehæfter der udkom 1793 og 1795 blev ikke ubetinget gunstigt modtaget, men alligevel udkom salmesamlingen som også blev bekæmpet af "de stærke jyder". Denne tidsprægede salmebog har været udsat for megen og uretfærdig kritik. Det er derfor ikke upåkrævet at fremhæve den virkelige betydning den har haft ved at give vort folk styrke til at gennemgå den tunge tid det nye århundrede bød på til indledning. – Omkring 1790 antog den antikirkelige propaganda uanede dimensioner. Kirkehusenes ydre forfaldt, og kirkens indre var ved at blive stormet. B. der af naturen var tungsindig var ved at tabe troen på kristendommens fremtid i Danmark; omkring 1795 tænkte han ligefrem på at forlade landet for at slå sig ned i Sachsen, men Guldberg satte mod i ham. Medens Bastholm mente at man måtte gå angriberne i møde så langt det var muligt og gennem tydelig oplysning vise dem at deres angreb på kirke og kristendom kun skyldtes fordomme og uvidenhed tog B. sig på at holde bibellæsninger i tillid til at skriftens ord var det eneste budskab liden havde brug for. 1777 og 1784–85 havde han udgivet apostelen Paulus' breve med forklaringer; nu begyndte han fra 1793 hver søndag aften at holde bibellæsninger i Vajsenhuset, og efter branden 1795 fortsatte han dem i Garnisons kirke, og de fandt stor tilslutning. Men han blev stærkt rystet da han erfarede at også disse møder ansporede modstanden, idet der opstod – i øvrigt grundløse – rygter om stedfundne moralske uordener i Garnisons kirke. I marts 1796 blev det ham meddelt "at her ikke er større horehus i Kbh., end kirken er på denne tid". Han lagde sagen offentligt frem og bad tilhørerne være hans medarbejdere på ro og orden hvad også skete. Han lod bibellæsningerne trykke (Bibelsk Søn- og Helligdags Læsning, 1793–94 og 1797); der tegnede sig over 30.000 abonnenter hvad der viste at B.s indsats var et ikke ubetydeligt led i kirkens forsvar som mest truedes gennem den litterære propaganda.

Blandt de mange antikirkelige tidsskrifter er der her grund til at nævne det fra 1795 anonymt udgivne "Repertorium for Fædrelandets Religionslærere" som samtidig med at lovprise Kant optrykte importerede vulgærrationalistiske fortolkninger til Det nye Testamente. Da det viste sig at redaktøren ikke var præst men en student, Malthe Møller, tabte sensationen sig. Fra 1796 udgav Otto Horrebow tidsskriftet "Jesus og Fornuften"; det indeholdt ætsende angreb på den kristne tro i Voltaires ånd. "Bøger læses ikke, men blade læses af enhver," skrev B., og han svarede ved at udgive et andet tidsskrift Bibelen forsvarer sig selv, 1797–1802, hvori han imødegik angrebene stykke for stykke. Men først da den kantianske filosofi gennem den unge A. S. Ørsteds publikationer (1798–99) blev mobiliseret mod den hjemlige deisme, blev Horrebow gjort tavs. Desuden udgav B. Magasin for den nyere danske Kirkehistorie, 1792–96 og Pligtankeret, 1793–96; i disse skrifter førte han et forsvar for sin embedsvirksomhed, dels ved at offentliggøre sine indstillinger, dels ved at svare på de angreb der rettedes mod ham. Hvor meget datidens præster end kunne være uenige om var de dog fælles om bevidstheden at være statens embedsmænd. Hvor stærkt også B. følte sit ansvar som statsembedsmand viser hans anmeldelse til kancelliet af Malthe Conrad Bruuns "Aristokraternes Catechismus", 1796, ikke på grund af Bruuns kritik af kirkelæren, men fordi suveræniteten var blevet angrebet. B. ønskede ikke Bruun straffet, men håbede at kancelliet ville imødegå denne litterært. B.s adfærd blev stærkt dadlet og Rahbek meldte sig ud af salmebogskommissionen. Men at mange påskønnede B. og i ham så en modig talsmand for bibelsk kristendom og loyalt borgersind viser den interkonfessionelle hædersgave der indsamledes 1797, og den guldmedalje han fik overrakt med påskriften: "Religionens Ven, Statens Ven". I det nye århundrede ændredes helhedsbilledet af de åndelige forhold ganske. Den populær-filosofiske deisme tabte sin slagkraft, begejstringen for den franske revolution holdt sig ikke da man så hvad den kostede af blod, og med romantikken brød nye idealer frem. Af vigtighed var den nye presselov af 27.9.1799; den forbød spot over for troen, kirken og præsterne. Kants filosofi skabte et tidehverv fordi den umuliggjorde den gamle eu-daimonisme, gav nye principper for moralen og gjorde denne til et grundlag for religionen og dennes praktiske postulater. Kants filosofi blev udgangspunkt både for en ny rationalisme hvad H.G. Clausen er et eksempel på, men også for en ny supranaturalisme der i tilknytning til "Das Ding an sich" byggede på "det egentlige" der lå hinsides vor af fænomenverdenen begrænsede erkendelse. Disse forskydninger gav mulighed for en bibelsk-konfessionel kristendom der fik styrke fra udlandets vækkelsesbevægelser i århundredets begyndelse, og B. anerkendte også kirkens bedre livsvilkår efter 1800 selv om han ikke forstod Kants filosofi og med den ham egne tørhed ængstedes for romantikken (jfr. hans advarende vurdering af Oehlenschlägers digt om Jesu gentagne liv i de skiftende årstider). Men med folkets skæbne følte han sig ét. 1801 beklagede han at han ikke var kommet til at bære den blå kjortel i stedet for den sorte, og 1807 opmuntrede han uforfærdet soldaterne på volden under bombardementet. Hans senere år var trange. Ganske vist blev han 7.3.1800 konfessionarius efter Bastholm, og på mange måder blev der vist ham påskønnelse. Men hans tungsind brød stærkere frem, huslige og økonomiske sorger tærede på ham, og 1808 tog han sin afsked som biskop, men vedblev at være konfessionarius. De sidste leveår tilbragte han i svigersønnens, etatsråd G.H. Olsens selskabelige hjem. – Som teolog har B. ikke ydet noget originalt. Størstedelen af hans omfangsrige produktion var død inden han selv var borte. Når hans minde vil leve i den danske kirke skyldes det hans uselviske hengivelse i sin tjeneste i en tid da de værdier han repræsenterede blev så anfægtede at det kunne synes tvivlsomt om de var til at bevare. Han var en nidkær visitator; i løbet af 25 år var han omtrent fem gange stiftet rundt. Ved katekisationerne gjorde han sig megen umage for at få samtalen i gang med børnene, og i sin fremtræden virkede han som en folkelig patriark. Mod præsterne var han venlig, og han indskærpede dem forpligtelsen over for symbolerne, god orden og uskadt samvittighed, men til kancelliet skrev han at han ikke kunne tage ansvar for om nogen gejstlig skrev mod de symbolske bøger eller på egen hånd ændrede gudstjenesten. Han ville gerne i tidens ånd virke for det almene bedste, bidrog til at hæve præsternes kår ved oprettelse af enkekassen og brandkassen og virkede for en for præsterne gunstig ordning af tienden. B. var ikke "Bibelens ensomme kæmpe", men han var den eneste der blev hørt blandt dem der talte den bibelske kristendoms sag.