Niels Glob, d. før 3.12..1498, biskop. Død i Ålborg, begravet i Viborg domk. G. var 1465 dronning Dorotheas kapellan før han 1478 af paven blev udnævnt til biskop i Viborg. Han omtales hyppigt i statsakter fra kong Hans' tid. 1483 deltog han således i kongens hyldingsrejse til Norge; 1487 medbeseglede han den i Visby udstedte revers hvorved Iver Axelsen Thott forligtes med kongen. 1492 blev han atter sendt til Gotland med rigshofmesteren Poul Laxmand for at mægle mellem lensmanden Jens Holgersen Ulfstand (død 1523) og indbyggerne og udstedte flere for øen vigtige forordninger. 1488 var han en af de voldgiftsmænd der i Flensborg afgjorde en strid mellem kong Hans og hans bror Frederik. 1495 deltog han i Kalmarmødet. Også som biskop viste han sig virksom, bl.a. ved en betydelig forøgelse af bispesædets gods. I Skibbykrøniken beklages hans tidlige død; ellers ville han ved sin fremragende begavelse være blevet en meget berømt mand, hedder det, men hans livs renhed var plettet ved hans ungdoms overilelser.

Familie

Forældre: Peder Mogensen til Galtrup (død senest 1478) og Johanne Nielsdatter (G.) til Vesløsgård.

Ikonografi

Relief på ligsten (Viborg domk.).

Bibliografi

Danske mag. 4.r.ll, 1873 187-95 264-71. Diplomatarium Vibergense, udg: A. Heise, 1879. Acta pontificum Danica IV, 1910.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig